Toldvæsenet i Ikast

af Erik Hansen

I 1944 blev der indsendt et andragende til DSB om indretning af et toldsted i en bygning, som statsbanerne stod for at bygge – det såkaldte pakhus. Andragendet var et resultat af et samarbejde mellem Ikast Håndværker- og Borgerforening, Handelsstandsforeningen og de lokale fabrikanter. På forhånd var det clearet af med Herning Toldkammer og toldforvalteren, som havde lovet at støtte sagen.

Baggrunden var den generelle udvikling inden for tekstilområdet, som undergik et sandt boom i 1920-30’erne i Ikast, ja, i Hammerum Herred i det hele taget. Kriser eller ej – undertøj skulle man have. Der var i perioden en meget kraftig stigning i antallet af tekstilvirksomheder, hvilket helt naturligt medførte en række praktiske krav. Fra 1920erne var det klart, at der måtte ske noget på f. eks. postområdet, idet antallet af pakker var stærkt stigende. Postvæsnet i Ikast blev indtil 1938 administreret af stationsforstanderen, som også fungerede som postmester.

Stationspladsen i Ikast med stationsbygning og et pakhus i baggrunden. Foto: Ikast Lokalhistoriske arkiv.

I 1918 blev der i Ikast oprettet en håndværker- og borgerforening, som i løbet af 1920erne flere gange pressede på for at få bygget det posthus, byen trængte så hårdt til. Men det tog tid, og først da byens førende socialdemokrat, Viggo Siefert, tilsyneladende kunne udnytte sit personlige venskab med Thorvald Stauning, kom der gang i sagerne. I 1938 fik Ikast indviet sit første egentlige posthus.

I 1940 blev der som parallel/modstykke til Håndværker- og Borgerforeningen stiftet en handelsstandsforening i Ikast, et meget godt udtryk for den vækst, der var sket i det lokale samfund.

Som følge af udviklingen på det industrielle område var det ikke særlig praktisk, at man hele tiden skulle omkring Herning Toldkammer, når varer skulle kontrolleres. Det var helt logisk, at der måtte komme et ønske om, at der kunne foretages toldklarering i Ikast.

Grønt lys for toldsted

I juni 1945 kom der langt om længe et imødekommende svar fra Statsbanerne, som dog krævede, at der i forbindelse med pakhusets udvidelse skulle betales et beløb på 7.000 kr. til dækning af omkostningerne. Ikast Avis fortalte den 22. juni, at der nu i Ikast ville blive oprettet en filial af toldkammeret i Herning. Dette skete i henhold til skrivelse af 16. april 1945, journal nr. 2347, udsendt af departementet for told- og forbrugsafgifter.  Toldstedet skulle være åbent to dage om ugen og betjenes af en toldassistent fra Herning Toldkammer. Der skulle i løbet af sommeren foregå byggeri af et pakhus, hvor toldstedet skulle have til huse. I september var den store udvidelse af pakhuset godt i gang. Det ville blive udvidet fra 18 meter til 30 meter mod øst. De sidste 4 meter ud mod Jernbanegade ville blive indrettet til toldkontor, og ud mod perronen skulle der indrette et nyt større pakhus.

Fredag den 2. november 1945 var der en festlighed på Hotel Ikast i ”anledning af det nye fortoldningssteds oprettelse.” Pakhuset var nu udvidet til det dobbelte med toldkontor i den østlige ende. Alle de involverede parter var til stede, og der blev sagt mange smukke ord om toldstedets betydning for det lokale samfunds hastigt voksende industri. Den præcise dato for åbningen af toldstedet ses ikke, men det kunne meget vel være sket tirsdag den 6. november. Åbningstiden var fastsat til tirsdag og fredag fra kl. 10.30-14.30. Ved særlige lejligheder kunne der også ske fortoldning uden for normal åbningstid.

Omkostninger

Naturligvis blev der rejst spørgsmål om økonomien ved et sådant toldsted. Det var Handelsstandsforeningens udgangspunkt, at omkostningerne skulle dækkes via bidrag fra de fabrikanter og forretningsdrivende, som ville gøre brug af toldstedet. Det var alle ikke enige i, så problemfrit kom det ikke i gang. Handelsstandsforeningen stod i første omgang som garant for de 7000 kr., som blev lånt i Ikast Handels- og Landbrugsbank og skulle forrentes og afdrages over 10 år, men de kunne/ville ikke bære denne byrde alene.

Det var faktisk aftalt med toldforvalteren i Herning, at udgifterne ved toldstedet – d.v.s. renter, afdrag, brændsel o. lign. skulle pålignes hver enkelt varesending under indklarering. Men denne metode nægtede Overtoldsinspektoratet at godkende. Det var en streg i regningen, for det betød i praksis, at man kun kunne skaffe dækning til toldstedets udgifter ved kommunens hjælp samt ved frivillige bidrag fra de enkelte importører.

Praksis andre steder

Efter afslaget fra Overtoldinspektoratet skrev Handelsstandsforeningen i oktober 1946 til Vejen og Skjern for at høre, hvordan man her klarede det økonomiske i forbindelse med et toldsted. Fra Skjern var der ikke megen hjælp at hente. Indtil videre havde man haft til huse på et kontor på socialkontoret. Der var planer om et toldsted i forbindelse med jernbanen, men her ville DSB også have betaling for byggeriet.

I Vejen var et toldpakhus i sin tid bygget på frivillige bidrag, og alle de faste udgifter blev gennem årene også dækket af frivillige midler. Den årlige udgift på o. 200 kr. blev delvist dækket af kommunen, men man frygtede i Vejen, at det igen skulle ende med frivillige bidrag, da toldvæsnet ikke ville dække udgifterne.

Kommunens holdning

I slutningen af 1946 henvendte Handelsstandsforeningen sig til sognerådet med et andragende, hvor man først fortalte, at foreningens toldudvalg arbejdede med at foranstalte en indsamling blandt sognets importører for at få dækket en del af byggeomkostningerne. Derpå ville man anmode kommunen om at overtage driften af toldstedet. Udgifterne ud over forrentningen blev anslået til 150 kr. om året. Ansøgningen sluttede med følgende argumentation: ”Handelsstandsforeningens Toldudvalg anser det for at være en Fordel for Sognets Beboere, at der er et Toldsted her, da mange rejser til Herning dermed vil kunde undgaaes for saavel Importører som Private.”

På sognerådets møde den 11. december 1946 blev andragendet behandlet positivt, idet sognerådet bevilgede 3.000 kr. kontant og et årligt tilskud på 150 kr. Men man ønskede ikke at overtage det økonomiske ansvar for toldstedet.

Behov for udvidelse

Det gik fortsat fremad med den økonomiske udvikling i tekstilbyen Ikast, så allerede i 1948 meddelte toldforvalteren, at pladsforholdene efterhånden var så problematiske, at en udvidelse af lokalerne var absolut nødvendig. Faktisk truede man med at flytte toldforvaltningen tilbage til Herning, hvis man ikke fik en udvidelse sat i gang. Toldforvalter O.H. Rasmussen i Herning havde talt med trafikinspektøren, og det var muligt i DSB-regi at udvide lokalerne med 10 meter mod øst. Der taltes om en to-tre dobling af arealet.

Handelsstandsforeningen så sig ikke i stand til at løse opgaven rent økonomisk. Derfor kom der i juni 1948 en henvendelse til kommunen, om den ville overtage og videreføre fortoldningsstedet på Ikast station. Selve udgiften ved tilbygningen kendte man ikke, men driftsudgifterne, skønnedes det, ville uændret være 150 kr. om året. Hvis sognerådet ønskede det, ville Handelsstandsforeningens toldudvalg samt toldforvareren stå til rådighed efter nærmere aftale. Det blev ikke tilfældet.  Sognerådet behandlede sagen på et møde den 9. juni og meddelte: ”Sognerådet mener ikke på nuværende tidspunkt at kunne overtage fortoldningsstedet.”

Handelsstandsforeningen gav ikke op og sendte i september 1948 en ny ansøgning, hvor man bad ”det ærede sogneråd” om at tage sagen op igen og nedsætte et udvalg, som kunne mødes med foreningens toldudvalg. Det ejendommelige i hele dette forløb var, at toldvæsenet ikke ville støtte projektet økonomisk – specielt når man tog i betragtning, at staten betalte i Herning. DSB ville godt stille et alternativt areal til rådighed, men med den klausul, at DSB skulle overtage bygningen, hvis der ikke længere var et toldsted  i Ikast. Den nye anmodning blev modtaget mere positivt af sognerådet, som udpegede et firemandsudvalg. Det skete på et sognerådsmøde den 8. september 1948.

Man kan ikke just påstå, at det var et hurtigt arbejdende udvalg. Var der mon for mange instanser, det hele skulle igennem? Næste møde ses først afholdt den 7. oktober 1949. Her deltog repræsentanter for DSB, sognerådet, toldforvalteren og Handelsstandsforeningens toldudvalg. Resultatet kan aflæses af sognerådsmødet den 12. oktober, hvor det blev vedtaget at yde en kommunegaranti for lånet og at betale halvdelen af forrentning og afdrag. Det var et positivt udviklingstræk i forløbet, men det skortede mere på den praktiske udførelse af projektet. En vigtig ”knast” var nu tilsyneladende fjernet. ”Kunderne” skulle økonomisk svare for den anden halvdel ved udvidelsen og driften.

Derfor virker det noget underligt, at Handelsstandsforeningen i marts 1950 blev spurgt af DSB, hvordan det gik med toldlokalernes udvidelse. Foreningen meldte tilbage 3 måneder senere, at man ønskede udvidelsen påbegyndt så hurtigt som muligt, men der var nogle skure tilhørende myremalmsselskabet, som først skulle nedrives – dette arbejde skulle være påbegyndt i juni måned.

Det gik fortsat trægt med byggeriet. På generalforsamlingen i februar 1951 meddelte Handelsstandsforeningen ”angående toldspørgsmålet”, at et udvalg stadigvæk arbejdede med dette. Der havde været ført forhandlinger med DSB, uden at man var kommet ret meget nærmere. I 1952 var der kun en kort notits i generalforsamlingsreferatet fra 1. februar i Ikast Avis: ”Til toldbodens udvidelse har vi i alt fået 10.101 kr. i afgifter.” I 1953 var der ingen omtale af toldsagen, mens der i 1954 udtrykkes tak til sognerådet til toldkontoret. Det kunne tyde på, at udvidelsen nu er sket, men den fremgår ikke af Handelsstandens dokumenter eller af den lokale presse.

Udvikling på toldstedet

Uanset spørgsmålet om udbygningen fungerede toldstedet nu med to ugentlige åbninger. Det var i begyndelsen tirsdag og torsdag, indtil man i august 1953 ansøgte toldforvalteren om at flytte fra tirsdag til mandag, da al godset i almindelighed kom om mandagen. På grund af fortsat stigning i varemængden forlangte toldforvalteren i 1956 at få kontoret udvidet på Ikast toldsted. Det gav anledning til, at Handelsstandsforeningen ville forsøge at få fast daglig toldbetjening – d.v.s. en permanent toldkontrol i Ikast.

Den stigende indblanding fra myndighederne gjorde det også nødvendigt med mere fast personale, idet der kunne opstå problemer ved den stigende fortoldning. Det kunne kræve mere kontakt med toldpersonalet og dermed ture til Herning, og det var ret ubelejligt for fabrikanterne. De forvaltningsområder, der var underlagt toldvæsenet var nu af en sådan størrelse, såvel fortoldningsmæssigt som afgiftsmæssigt, at der burde oprettes et permanent toldsted i Ikast.

Dette førte i november til, at Handelsstandsforeningen i et længere brev til Finansministeriet argumenterede for denne permanente toldkontrol i Ikast. Først og fremmest var der sket en fortsat udvikling i samhandelen med udlandet, dertil kom en omsætningsafgift indført i 1952. Det havde medført, at tekstilindustriens forhold til toldvæsenet var blevet betydeligt udvidet. Ved gennemførelsen af loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger var de ca. 80  tekstilfabrikker i Ikast blevet underlagt toldvæsenets kontrol. Da der for den enkelte virksomhed ofte kunne opstå problemer vedrørende omsætningsafgiften, regnskabsaflæggelse o.s.v. var mulighederne for større kontakt med toldvæsenet nødvendig. Det ville være ubelejligt at skulle helt til Herning.

De to ugentlige fortoldningsdage var ikke længere tilstrækkelig. Det havde resulteret i, at importerede varer i stor udstrækning blev henvist til fortoldning i Herning, Esbjerg, Padborg, Fredericia eller København. For de lokale fabrikanter gav det forsinkelse på nødvendige råvarer, ligesom det medførte forøgede fragt- og omladeomkostninger.

Brevet mundede ud i tre ønsker:

1) at der ved Ikast toldkontrol oprettes en stilling som toldkontrollør eller overtoldassistent.

2) at ekspeditionstiden udvides til at omfatte alle hverdage med ekspedition mellem 8.00 og 17.00 subsidiært udvides til at omfatte 3 ugentlige dage med ekspedition mellem 8.00 og 17.00.

3) at der foruden fortoldning åbnes adgang til ekspedition af motorkøretøjer, indbetaling af forbrugsafgifter, udbetaling af lotterigevinster, toldgodtgørelser m.m. samt oprettelse af kreditoplag. dvs. at told ikke skulle betales umiddelbart, måske først ved salg eller kvartalsvis.

I forlængelse af brevet til finansministeriet blev der også sendt en henvendelse til Knud Thestrup, det lokale konservative folketingsmedlem.

 Permanent toldsted

Ønskesedlen var lovlig stor; så vidt ville man ikke gå i en imødekommelse af Ikasts ønske. Den 5. juli 1957 kunne man i Ikast Avis læse en meddelelse fra Herning Toldkammer: ”Det bekendtgøres herved, at ekspeditionstiden ved den pr. 1. juli d.å. etablerede selvstændige toldkontrol i Ikast er fastsat til kl. 8.30-12.00 på alle hverdage. Kun undtagelsesvis og efter forudgående aftale vil ekspeditionen kunne ske uden for denne tid.” Efter åbningstiden drog man på ”eftersyn” ude hos fabrikanterne – dvs. man kontrollerede regnskaber. Bl.a. blev kontrollen med de lokale forbrugsafgifter henlagt til toldkontoret, som hurtigt kom op på at indkræve ca. 3 millioner kroner om året.

Ikast Toldkontrol udførte alle et toldkammers opgaver, men var ikke et selvstændigt toldkammer, men et fortoldningssted under Herning Toldkammer.

Vigtigt var det, at man fik forhandling af stempelpapir. Erhvervelsen af dette havde tidligere været ret besværlig, idet det var foregået på den måde, at byens banker og de to sagførere kunne bestille stempelmærker m.v. hos toldpersonalet, der kom ud med det fra Herning, tog det med til Herning og bragte det tilbage næste åbningsdag. Det var ikke praktisk, så det var oplagt, at man med et fast og bemandet toldsted selv kunne klare dette arbejde og dermed fremskynde processen.

Det faste personale var i 1957 toldkontrollør Carl C. Standrup, toldassistent Kenneth L. Søgaard-Pedersen og halvdags kontordame fru E. Nørgaard Jensen.

 Toiletsagen

Der var nu tre ansatte ved toldstedet i Ikast, men forholdene var ikke helt tilfredsstillende. Hvis de skulle på toilet, var de således henvist til det offentlige toilet på Ikast station, og det var ikke just medarbejdervenligt. Derfor kom der i starten af 1958 en henvendelse fra toldkontrollør Standrup om at få gjort noget ved problemet. Handelsstandsforeningen rettede i første omgang henvendelse til sognerådet, hvor de pointerede, at de ikke havde så store midler, at de ud af deres medlemskontingent kunne findes penge til indretning af toilet. Dette forventedes at ville koste o. 2.000 kr., et beløb, der senere blev sat noget op. Altså ville man gerne bede sognerådet om at træde til og indrette et toilet i de forhåndenværende bygninger. De havde tilsyneladende ikke held med ansøgningen, idet der i juni blev sendt et brev til Ikast Toldkontrol, hvor det blev anført, at Finansministeriet i betragtning af, at toldkontrollen nu indkrævede 3 millioner kr. om året i forbrugsafgifter, burde kunne betale omkostningerne i forbindelse med et toilet. ”Foreningen anser det for urimeligt, om de samme virksomheder, som betaler afgifter, også må betale for kontorholdet.”

Efter møder med overtoldinspektoratet og toldkontrollen blev der indgået en aftale om de økonomiske forhold vedrørende udvidelsen og toiletindretning. Under forhandlingerne opstillede Handelsstandsforeningen følgende beregninger: De samlede omkostninger ville beløbe sig til 5.000 kr. årligt og skulle afdrages med 500 kr. + ca. 175 kr. i rente.

Toldvæsenet accepterede denne beregning og også, at Handelsstandsforeningen stod for udvidelsen rent økonomisk mod at toldvæsenet indgik en 10-årig lejekontrakt med en årlig leje på 675 kr.. Ejeren gik så til gengæld ind på at ville påtage sig den indvendige vedligeholdelse af kontorlokalerne. Lejekontrakten var uopsigelig fra begge sider frem til 1. oktober 1968.

Ønske om et selvstændigt toldkammer

Fra Handelsstandsforeningens side var man ikke tilfreds med kun at have en toldkontrol i Ikast, men ønskede stedet omdannet til et selvstændigt toldkammer med normale åbningstider. Samtidig ønskede man imidlertid også at få udbygget eller få skabt nye rammer for den stigende mængde af varer. I et brev til Departementet for Told- og Forbrugsafgifter fra 19. januar 1961 blev der gjort rede for udviklingen i Ikast gennem de senere år: I 1955 havde der været ca. 80 tekstilfabrikker – den 1. januar 1961 var der ifølge den lokale toldkontrol anmeldt 179 virksomheder. Omsætningen viste følgende tendens:

 Tekstilfabrikkernes omsætning 1957-1960

1957           65 millioner kr.

1958           72 millioner kr.

1959           80 millioner kr.

1960           85 millioner kr.

Det opkrævede beløb var også hvert år kraftigt stigende. Toldkontrollen oplyste følgende tal:

Opkrævede beløb 1958-1960

1958           3,2 millioner kr.

1959           3,8 millioner kr.

1960           4,2 millioner kr.

Man argumenterede med, at pladsforholdene i nær fremtid vil være utilstrækkelige, og at pakhusets udvidelsesmuligheder var begrænsede. Brevet mundede ud i følgende formulering: ”Handelsstandsforeningen må herefter anse det for rimeligt, at staten overtager foreningens forpligtelser med hensyn til toldlokaler, og man finder endvidere, at toldforretningerne har nået et sådant omfang, at selvstændigt toldkammer med fuld åbningstid må være naturligt.”

”Kunderne”

For langt den største dels vedkommende var det tekstilindustrien, som hørte til ”kundekredsen”. Der var bomuldsgarn og andre garntyper, som kom med plomberede lastbiler fra Holland. En anden stor virksomhed var Frijsenborg Fabrikkerne, som modtog tjære, der kom med jernbanen til fabrikken. Varerne blev kontrolleret, optalt, fortoldet og udleveret. Da der begrænset plads i pakhuset, og der var en kraftig ekspansion i godsmængden, skete fortoldningen i stigende grad ude på virksomhederne. Man havde også kontakt med Ove Larsen, tidligere toldassistent, som kunne stille lagerplads til rådighed i virksomheden, Midtjysk Transport Agentur, MTA, som han havde oprettet.

Nu og da var det ganske specielle ting, som skulle fortoldes. Inger Haungaard omtaler en sending, hvor der gik hul på emballagen. Ud faldt der en bunke dildoer, der var bestemt for en sexshop. Da indholdet faldt ud på gulvet, måtte de samle dem alle op, så de kunne få talt, hvor mange der var. Dette foregik i slutningen af 1960erne, hvor det store gennembrud af frisind endnu ikke havde vundet frem i Danmark.

Toldkontrollen skulle også holde øje med spiritusbeholdninger på kroer og lign.; der blev solgt stempelmærker og udbetalt gevinster på statens præmieobligationer.

Udvidelser

I oktober 1962 mente man, at det lysnede, idet Finansministeriet havde købt en byggegrund i Ikast, hvor man ville opføre en toldbygning. Foreningen følte nu, at Finansministeriet var ved at godkende deres argumentation for at oprette et toldkammer i Ikast. Da der imidlertid i 1962 var byggestop i staten, var foreningen klar over, at det kunne trække ud med byggeriet. Man anmodede derfor Finansministeriet, om man under de eksisterende forhold alligevel kunne forbedre arbejdssituationen. Siden andragendet i 1961 var der blevet endnu flere virksomheder tilmeldt.

I løbet af 1960erne var der to politiske tiltag, som lagde mange byrder på toldvæsenets skuldre. I 1962 indførtes OMS’en, som i 1967 blev fulgt op af MOMS’en. Disse to afgifter var kontrolkrævende og fik stor betydning for toldvæsenets aktiviteter. Man kunne vel så have forventet, at det ville fremme tankerne om et selvstændigt toldkammer i Ikast.

I begyndelsen af 1967 lejede toldvæsenet to små kontorer, som var placeret over Ikast Sparekasse. Halvdagskontorassistenten og Kenneth Søgaard var beskæftiget med kontrol og eftersyn af fabrikker og andre virksomheder, Inger Haungaard forblev i pakhuset sammen med toldpakhusbetjenten – hun arbejdede med fortoldningerne, mens han som nævnt stod for at håndtere og udlevere varer.

I 1968 udløb den første lejekontrakt for toldpakhuset, men der blev indgået en ny – denne gang dog ikke 10 årig. Lejemålet strakte sig fra 1. oktober 1968 frem til oktober 1973, men kunne indenfor dette tidsrum opsiges af lejerne med et halvt års varsel.

Men Handelsstandsforeningen kæmpede fortsat for at få toldstedet omdannet til et selvstændigt toldkammer med udvidede åbningstider, men der skete det stik modsatte. I forbindelse med et cirkulære fra 7. juni 1968 skete der omfattende rationaliseringer af hele toldetaten, hvilket betød, at 78 toldkamre blev reduceret til 26 distriktstoldkamre . I 1971 kom der et cirkulære om tolddistriktsinddelingen, som betød, at Herning Distriktstoldkammer kom til at dække Brande, Egvad, Herning, Ikast, Skjern, Trehøje, Videbæk og Aaskov kommuner. Det vil sige en kraftig centralisering med Herning som hovedsæde.

Resultatet for Ikasts vedkommende blev, at Ikast toldkontor blev lukket den 1. april 1971 med etableringen af godsregistreringssystemet.. I det sidste års tid var Inger Haungaard den eneste toldassistent, der var tilbage i Ikast. Det tog et par uger at få afviklet det nødvendige arbejde i toldpakhuset, men den 15. april blev nøglen drejet om for sidste gang og toldskiltet ved indgangen blev fjernet. Efterfølgende foregik toldekspeditionen fra Herning.

Før rationaliseringen kunne virksomheder i Ikast få klareret gods straks. Nu blev godset kørt ud fra toldkammeret i Herning, hvorefter modtagerne skulle sende en klareringsangivelse tilbage til Herning. Først når Toldkammeret havde bekræftet modtagelsen af denne angivelse, måtte modtageren åbne godset. For modtagerne af gods fra udlandet betød det altså en dags forsinkelse m.h.t. udleveringen.

Pakhusets videre skæbne

Pakhusets rolle for toldvæsenet var afsluttet, men der blev takket være tekstilindustriens fortsatte fremgang sendt og modtaget meget store mængder af pakker, så indtil 1990 fungerede huset som pakhus for statsbanerne. Herefter overtog kommunen i 1998 bygningen. Allerede i 1994 ”rumsterede” det i det gamle pakhus, idet der af den lokale kunstforening blev afholdt en workshop med efterfølgende kunstudstilling i lokaler, der ikke var isolerede og dermed ikke særligt publikumsvenlige. Ved overtagelsen i 1998 stod byrådet med overvejelserne, om man skulle nedrive bygningen eller vedligeholde den. Man valgte det sidste – og i en periode fungerede bygningen som opmagasineringssted for materiel til Beredskabsstyrelsen.

I 2005 sagde byrådet ja til at stille det gamle pakhus til rådighed for en initiativgruppe, der ville omdanne stedet til udstillingsbygning. Kommunen ville give et tilskud på 35.000 kr., så bygningen foreløbigt kunne anvendes. På længere sigt skulle der ske en større renovering, som skulle finansieres via fonde og lign. Yderligere investeringer ville kommunen ikke gå ind på.

Lørdag den 27. august 2005 kunne Den selvejende institution Kunstpakhuset åbne dørene for første gang. I avisen blev det beskrevet med ordene, at ” det mere end 125 år gamle DSB-pakhus har fået en ny renæssance som kunststed.” Placeringen var perfekt tæt ved toget og med en god parkeringsplads.

Der blev arbejdet videre med pakhuset, som i 2007 kunne åbne dørene for en bygning, hvor ca. ⅓ var renoveret. Takket være en meget velvillig indstilling fra de lokale håndværkere havde man nu et nyt udstillingslokale, vindfang, mødelokale og et toilet. Udviklingen fortsatte, så man allerede i marts 2008 kunne indvie et nyt udstillingslokale. Ifølge en aftale med kommunen står den for den udvendige vedligeholdelse, Kunstpakhuset for den indre. I 2014 blev den gamle maling fra ydersiden fjernet og huset ydervægge genopfrisket med en gang rød maling. Dermed var den ydre renovering tilendebragt, idet der tidligere var blevet skiftet tag og opsat en ny trappe.

Siden åbningen i 2005 har det gamle pakhus dannet rammen om en lang række kunstudstillinger, og vigtigt for institutionen har det været, at Statens Kunstfond siden 2014 kr. har ydet støtte til huset og dermed sikret. at Kunstpakhuset fortsat kan fungere som udstillingssted..

Tekst:             Erik Hansen, 19. sept. 2021

Kilder:            Ikast Handelsstands arkiv, Ikast Lokalhistorisk Arkiv, nr. A 254
                      Ikast Sogneråds Protokoller, div. år
                      Diverse artikler i Ikast Avis og Silkeborg Avis.

Retur