Befrielsen og den første tid efter besættelsen
af Erik Hansen

 

Om situationen den 4. maj om aftenen fortæller Ilse Nørlund Troelsen i sine erindringer:

”Så begyndte kirkeklokkerne at kime. Kirkegårdsgartneren var min bedste veninde Elses far, så jeg styrtede om til kirken og op i tårnet. Her var Else og flere af hendes søskende. De skiftedes til at trække i rebene, der var hele to klokker, jeg fik også lov til at trække i rebene. Det var ganske strengt, når der skulle kimes. Godt at vi var mange, der kunne afløse hinanden, for der skulle kimes i to timer.”  

I dagene umiddelbart efter 4.maj var der enkelte episoder i Ikast, som senere fik en af politikerne til at tale om det uheldige i ”gadens parlament”. Men ellers blev der specielt fra politisk hold manet til besindighed.

Referenten til Herning Avis, Bernhard Larsen, kunne fortælle, at der et par dage efter befrielsen havde været klipning af en jordemoder og en tandlæge, og det kunne heller ikke undgås, at enkelte andre piger var blevet klippet.

Ilse Nørlund Troelsen har følgende erindringer om reaktionen i Ikast: ”Så kom opgøret; feltmadrasserne…. der gik i seng med de tyske soldater, blev klippet skaldet, og det gik ikke altid retfærdigt til. En enfoldig kone, der arbejdede for flygtningene, blev væltet af cyklen og fik håret klippet af, da hun om morgenen den 5. maj stillede på arbejde. Hun havde ikke hørt fredsbudskabet, da hun boede et stykke uden for byen og ingen radio havde. Hun troede, det var krigen, der var brudt ud. Min mor blev rasende og skældte ud på frihedskæmperne, men de kunne ikke styre den selvtægt, der tog fart og gik ud over mange flere uskyldige. Vor spejderleder, frk. Damgård, bad os efter besættelsen om at strege ansigterne ud på nogle billeder af to KFUK-ledere, der var set i selskab med tyske soldater… ”

Borgerne i Ikast undrede sig de første par dage over, at der ikke blev foretaget anholdelser, som det skete andre steder. Den 7. maj gik harmen mod værnemagere og andre dog så vidt, at frihedskæmperne måtte tage 10 personer i sikkerhedsforvaring, hvoraf de fleste blev ført videre til Herning. Det drejede sig om to værnemagere, tre tyske soldater og tre prominente sortbørsfolk.

Frihedsbevægelsens samlingssted var de første dage hos Bernhard Larsen i Vestergade, men den 10. maj var tyskerne ud af skolen, så hovedkvarteret kunne flyttes hertil. I avisen omtales det, at der havde været 4 grupper i Ikast med i alt 33 mand, 6-7 mand i Isenvad og tilsvarende antal på Kærshovedgård. Bernhard Larsen anfører humoristisk i avisen, at de fire grupper havde været Hammerum Herreds største importforretning fra England siden sidste sommer.

 

Fare m.h.t. våben

”Pas på bortkastede våben!” Sådan lød overskriften i en lokal avis. Det viste sig, at tyskerne, da de forlod Ikast uden skrupler havde skilt sig af med våben og ammunition. Den 13. maj var der således blev fundet 98 håndgranater, flere ”pansernæver” (et antitankvåben, som kunne bruges til sprængning samt almindelige skydevåben). Der var altså tale om en generel advarsel, men nok især henvendt til børn, der kunne finde både det ene og det andet.

Omkring samme tidspunkt skulle frihedskæmpere fra Ikast og Isenvad deltage i en stor parade i Herning. En af mændene ville give sin maskinpistol et sidste eftersyn, men ved en fejl gik der et skud af, som ramte en mand i benet lige over anklen. Han blev kørt til Herning, hvor der ventede ham et tre-ugers ophold på sygehuset.

 

Sognerådet

På det første sognerådsmøde blev medlemmerne mødt af en mødesal, der var smukt pyntet med dannebrogsflag, blomster og grønt. Sognerådsformanden, Rasmus Jacobsen, lagde i sin indledende tale op til tolerance og forsonlighed: ”…. I dyb taknemmelighed vil vi mindes, at vort land stort set også denne gang slap for krigens ødelæggelser. Vi vil ønske, at hele vor stats ledelse enigt og stærkt må tage fat på genopbygningen af alt sundt og godt i vort land. Vi vil love hinanden, at vi, der har plads ved dette bord, med redeligt sind vil tage fat på opgaverne uden partihensyn eller partiinteresser. Der vil blive brug for vovemod, fordragelighed og resignation også i vort lille hjørne af verden.”

 

De fire, der vendte hjem

I Ikast Avis kunne man læse en detaljeret beskrivelse af modtagelsen af ”tre, der vendte hjem” dvs. kommunisten, Niels Hartvig Jensen, politibetjent A. Poulsen og Svend Nielsen, som alle efterfølgende indrykkede takkeannoncer for den ”storslåede” modtagelse, som det bestemt også tyder på, at de fik ifølge avisen. De havde været i tysk Kz-lejr eller i fængsel.

De fik som nævnt en storslået modtagelse, men for nogen lidt mere storslået end for andre. Der var ingen, der vidste om hjemkomsttidspunktet for Niels Hartvig Jensen, men det rygtedes åbenbart, for han blev trods alt hyldet af en begejstret menneskemængde og båret i guldstol gennem byen. Folk sang og råbte hurra. Der tales også om en ny kampsang, som blev sunget med fynd og klem. Han var noget benovet over fremmødet – også da hjemmet senere fyldtes med blomster.

Mere forberedt var det hele, da politibetjent Poulsen i bil kom fra Herning. Landevejen var sort af mennesker. Fra Frihedsrådet fik han overrakt en mægtig blomsterkurv. Bylederen, overbetjent Funk, Kærshovedgaard, var stærkt bevæget i sin velkomsttale. Poulsen måtte op på taget af bilen, hvorfra han takkede for ”den ufortjente hyldest”. ”Jeg har ikke gjort noget, som gør mig fortjent til hyldest”. Han mindedes det store antal betjente, som havde måttet lade livet i lejrene eller fængslerne. Han blev fulgt til sit hjem af den store menneskeskare. Ved hjemmet var rejst en æresport.

Afdelingsleder Asmundsen, Kærshovedgaard, var også en af de hjemvendte. Han havde taget livligt del i modstandsbevægelsens arbejde via pastor Johs. Nielsen i Isenvad. Et par måneder før freden var han blevet anholdt i Aarhus og ført til Frøslevlejren. Han fortalte efter sin modtagelse i Ikast om de pinsler, han havde måttet overvære, før han selv blev udsat for tortur. Hans arrestation havde medfør, at pastor Nielsen og flere mænd fra Kærshovedgaard og Ikast måtte gå under jorden indtil fredsslutningen.  

Men der er ingen tvivl om, at det var Svend Nielsen, som fik den største modtagelse. Da han var på vej fra Herning, blev der via sirenen sendt besked. I Hammerum blev han mødt af 8 frihedskæmpere på motorcykler, som kørte foran bilen ind til Ikast. Foran Frihedsrådets kvarter i Vestergade fik Svend Nielsen den mest storslåede og hjertelige modtagelse, som nogen er blevet til del i Ikast. Op til 2000 mennesker var samlet, som alle tiljublede Svend Nielsen og råbte hurra. Funk talte kort på Frihedsrådets vegne – derefter fik Viggo Siefert ordet og holdt en ”gribende og kraftfuld” tale. Sikkert som udtryk for forsonligheden og det kommende sammenhold refererede han til alle de tre hjemvendte, der på forskellig vis havde været i tyskernes vold. Med FDFs orkester i spidsen bar frihedskæmperne Svend Nielsen i guldstol til hans hjem, hvor faderen N. I. Nielsen tog imod og takkede for den hyldest, hans søn havde modtaget.   

Der blev den 16.maj afholdt en sammenkomst på Hotel Ikast med fællesspisning for frihedsbevægelsen i Ikast. Arrangementet var helt perfekt og tjente det nyrenoverede hotel og bestyreren, Villy Hansen, til stor ære. Frihedskæmpere, deres ledere, staben fra Herning og nogle af byens borgere var inviteret til en sal med stort festbord pyntet med flag og blomster. Scenen var udsmykket med nationale farver og med kongeparrets billede i midten. Der blev i aftenens løb naturligvis holdt en række taler, og frihedskæmperne benyttede lejligheden til at takke hinanden for et godt kammeratskab i den tid, hvor der virkeligt var fare på færde i byen om omegnen.

Det første grundlovsmøde efter befrielsen blev helt naturligt også et tilløbsstykke. Der blev afholdt en såkaldt ”freds- og folkefest” i Højris Have med en række taler. Der var møder både om eftermiddagen og om aftenen. Og det anslås, at o. 4.000 mennesker deltog i de to arrangementer. 

 

Indkvarteringer

Få dage efter 9. april så man de første indkvarteringer, men kun i en halv snes dage. Det var elitetropper sammenlignet med det ”sammenskrab”, der i krigens sidste år kom til Ikast. Først det sidste 1 ½ år havde Ikast til stadighed en større indkvartering i skolen, Missionshuset og Axel Jensens sal – som regel mellem 100 og 200 mand. Mange befalingsmænd var tvangsindkvarteret hos private. En stor del af rekrutterne var rene børn, mens de fleste af de ældre var tidligere kasserede folk.

I marts 1945 var soldaterne væk fra byen, men indkvarteringen var overtaget af flygtninge, så Ikast skole var fortsat hårdt belastet. Det gik så vidt, at man overvejede at lukke skolen helt bl.a. for de nye 1.klasser. Skolekommissionen benyttede påskeferien til at overveje situationen og besluttede, at undervisningen ville blive genoptaget. 7. og 8. klasse + real’en skulle være i Administrationsbygningen (bibliotekets læsesal og sognerådets mødesal), en del af de mellemste klasser enten i skolens tageetage eller i elværkets administrationsbygning. De alleryngste blev henvist til præstegårdens konfirmandstue. 

Der gik nogle måneder efter krigens afslutning, inden de sidste flygtninge forlod byen. I slutningen af august kunne man gå i gang med udbedre skaderne på bl.a. skolen. Den 22. oktober var efterårsferien slut, og alle børn kunne nu for første gang i lang tid samles i selve skolen. Efter at flygtningene havde forladt byen, fik man gjort enkelte lokaler i stand – nu var yderligere et antal gjort klar. Dermed sluttede den meget unormale periode i skolens historie. Men en periode som de lokale aviser har følgende kommentar til: ”De allerfleste børn har i de sidste 2-3 år kun fået halvdelen af deres normale undervisning. Det vil gøre sig gældende langt ind i fremtiden.”  

 

Faldskærme

Under besættelsen blev der brugt mange faldskærme til de forskellige nedkastninger i området. Mange fik tyskerne fat i, men de resterende var der stor rift om. Det blev besluttet, at faldskærmene skulle fordeles mellem medlemmerne af modtagegrupperne. Der var jo mangel på mange elementære ting, så stoffet kunne benyttes til skjorter, undertøj og cottoncoats, men flere unge piger regnede også med, at de kunne komme til at stå brud i faldskærmsbrudekjole.

 

Forsyningsproblemer

Det kan ikke undre, at man gerne ville tilbage til et mere normalt liv, som mindede om situationen før besættelsen, men det var ikke helt så let at få forsyninger frem. I en længere årrække er der problemer med forsyninger. Magnus Petersen havde følgende annonce i Ikast Avis den 18.maj 1945: ”Freden er kommet til vort land, og med den håber vi snart at få forretningen fyldt op med varer, så kunderne atter kan tilfredsstilles.” Denne form for meddelelse/annonce var almindelig fra flere af de handlende i byen de første måneder efter krigens afslutning. Krigen havde haft sin virkning på en række dagligdagsområder, som nu skulle til at genskabes.

På en række områder var der rationeringer, så man skulle på kommunekontoret for at hente kort til sukker, smør, brød, gryn og sæbe. Selv for køerne var der rationeringskort m.h.t. animalske foderstoffer. Der var også skrappe restriktioner angående strømforbruget, som dog allerede i august 1945 blev lempet lidt ifølge et cirkulære fra Handelsministeriet af 15. august. 

Der var også rationering på tøj, idet der blev uddelt såkaldte”tekstilkort” til personer over 15 år, hvis indkomstskat til staten ikke er over 394 kr. eller formueskat over 15 kr. Der var også kort til børn under 15 år, hvis forældrene levede op til de forannævnte krav.

Der var en række dagligdagsting, som man manglede. I februar 1946 bragte Håndværker- og Borgerforeningen et praktisk emne frem, idet man ansøgte mejeriet ”Godthåb” om flaskemælk, som det var blevet lovet. Og det blev endnu en gang lovet, så snart det var muligt at fremskaffe flasker.

Men endnu i maj 1946 kunne man opleve en annonce under overskriften: FLASKER. Den var indrykket af Ikast Kolonialhandlerforening: ”Ved udlevering af flaskevarer beder vi så venligt vore kunder medbringe flasker. FLASKEMANGELEN ER KATASTROFAL. Vi beklager at måtte meddele: Ingen flaskevarer uden straks aflevering af tomme flasker.” De handlende ville gerne købe ”ledige” flasker til en pris af 20 øre for helliters og 15 øre for halvliters.    

Den 15. juni 1945 var der en meddelelse fra skomager Johs. Nielsen: ”Da det er lykkedes mig at fremskaffeet ret godt oplag af gummisåler til klip-klap’er, vil det fremtidigt kunne lade sig gøre at få dem beslået på kort tid.”

Til gengæld så det lidt sværere ud for landbruget, da det i juni 1945 blev meddelt, at der ingen importtilladelse var for diverse maskiner til den kommende høst ”… til trods for, at der fra importørernes og regeringens side er gjort alt…”.

I august 1945 havde avisen følgende overskrift: ”Ny lysner det”. Elværkets folk havde i den seneste tid været i gang med at fjerne mørklægningspærerne og erstatte dem med almindelige pærer, så alt kunne være parat til at sprede lys, når sommertiden ophørte. 

 

Frivilligt høstarbejde

Om det var de tekniske vanskeligheder eller et udtryk for et generelt sammenhold efter krigens afslutning, så viste der sig blandt lokalbefolkningen en stor interesse for at gå ind og hjælpe med høstarbejdet i sommeren 1945. Omkring 150 havde tilmeldt sig hos kommunen og et tilsvarende antal hos venner og bekendte. Alle de frivillige samledes til morgenkaffe på Hotel Ikast, hvor jobbene blev fordelt. Deltagerantallet var noget større end forventet, så nogle måtte sendes hjem igen med uforrettet sag. Så mange var der heller ikke brug for!

Da duggen i løbet af formiddagen var væk, gik folk i gang, og selv om der her i slutningen af august kom et par byger undervejs, blev arbejdet fortsat til ud på aftenen. Forløbet blev efterfølgende beskrevet som en stor succes for alle parter. Projektet blev fulgt op med en række indbetalinger fra især de landmænd, der havde fået hjælp. Bernhard Larsen stod som modtager af pengene, som alle gik til Frihedsfonden - oprettet til frihedskampens efterladte.

 

Hurtigt ude  

Der var som altid skribenter, som var hurtigt ude. Allerede den 18. maj havde boghandler Møller Nielsen en annonce i Ikast Avis under overskriften: KRIGENS DAGBOG. I annoncen blev der ikke sparet på det dramatiske: ”Tusinder af sensationelle billeder og opsigtsvækkende skildringer fra Danmark og udlandet, som med den største risiko er ført her til landet under besættelsesårene. Værket vil udkomme i 20 storhefter. Bestil allerede i dag et eksemplar af det storslåede værk.”

 

Indsamling til Norge

Der var blandt mange danskere - også dem i Ikast - vist ingen tvivl om, at Danmark var sluppet relativt billigtom ved besættelsen. Der havde væreten række rationeringer og diverse begrænsninger, men kun de færreste havde lidt umiddelbar nød.  Måske var det derfor, at der straks efter besættelsens ophør blev iværksat forskellige indsamlinger til bl.a. Norge, hvor forholdene blev beskrevet som ”grusomme”. Røde Kors var aktiv og en organisation, som blev kaldt Norgesfonden henvendt sig om hjælp fra befolkningen. I en annonce bad man om levnedsmidler (dog ikke letfordærvelige), som skulle skænkes til ”vort norske broderfolk”. I et indlæg blev det nærmere defineret, hvad der skulle forstås ved levnedsmidler. Det kunne være alle typer af kolonialvarer, saltet flæsk, pølser, kartofler – ligesom penge også var en mulighed. Gaverne kunne indleveres hos læge Ove Ovesen i Bording eller til Norgesfonden, hvor bl.a. Thora Spalk i Ikast blev aktiv.

Der blev også taget initiativ til, at børn fra Norge kunne komme på ferie i Ikast. Hele 35 hjem meldte sig til at tage imod et sådant feriebarn. Det blev dog hurtigt klart, at der ikke var børn nok til alle de 35 hjem. Thora Spalk var glad for, at så mange havde meldt sig, men gjorde det også klart, at ”de børn, der kommer, vil blive fordelt til de først indtegnede hjem, hvor tilbuddet passermed alder og køn”.

Den 16. juli blev der da også kun hentet 9 Norgesbørn på stationen i Herning. Det havde rent trafikalt været en hård tur, så de 9 børnvar blegnæbbede og trætte, men alligevel forventningsfulde med smil på læben, da de skulle møde de mennesker, som de skulle bo hos de næste 6 uger. At alt bestemt ikke endnu var ved det gamle ses af det faktum, at de blev hentet og transporteret i lastbil rundt til de forskelligefamilier.

Som kompensation for at huse et barn fra Norge blev det enkelte værtshjem tildelt en ekstraration på 1 kw. lys og 7 kw. teknisk strøm. Ved hjemrejsen 6 uger senere blev det ordnet sådan, at børnene kunne rejse med toget fra Ikast Station. Sikkert en lettelse, da trafikforholdene endnu var anstrengte.

Men der var også andre indsamlinger de første måneder efter befrielsen. Således blev der i slutningen af maj vist en svensk storfilm, Kvinder i fangenskab. Biografdirektør Siefert meddelte, at alle indtægter fra den sidste aften, filmen blev vist, ville gå til Bornholmsindsamlingen, hvorfor Siefert den aften forventede fuldt hus. Også Holland blev der samlet ind til.

 

Kaj Munks mindefond

I september 1945 gik man i gang med at samle penge ind til en mindefond for Kaj Munk. En lang række organisationer i Ikast stod bag initiativet. Der blev afholdt en mindegudstjeneste, og en anden aften opførte lokale amatører under ledelse af pastor Nielsen fra Isenvad Kaj Munks skuespil, Niels Ebbesen, en forestilling, der blev meget rost i den lokale presse. I oktober blev der så afholdt en husstandsindsamling, som sammen med overskuddet fra skuespillet resulterede i et samlet beløb på omkring 5.000 kr. Et ikke helt ringe beløb set ud fra samtidens økonomi.

 

Nattevagt

Håndværker- og Borgerforeningen var det organ, som formulerede mange af de helt lokale ønsker, og der har åbenbart i byen været en vis utryghed efter besættelsestidens ophør. Derfor blev der udtrykt ønske om en nattevægter i Ikast. Der blev da også hurtigt tegnet så mange abonnementer, at der blev ansat en nattevagt, som påtog sig bevogtning af fabrikker, forretninger, villaer og private lejligheder. Alt dette foregik i februar 1946, og tilsynsførende for nattevagten blev overpolitibetjent Johs. Andersen. 

 

Brandsignaler

Under krigen havde der været en sirene til luftalarm placeret på Elektricitetsværkets tag. Det blev i januar 1946 meddelt, at denne sirene fortsat ville være i drift og blive taget i brug som alarmapparat for brandvæsenet i tilfælde af brand. Ved at bruge dette signalapparat, ville man kunne spare kostbar tid ved brandudrykninger.

Sirenen ville blive brugt på den måde, at der hver dag præcis kl. 12 ville blive givet et signal i form af en høj hyletone på 15 sekunder for at markere, at det var middag. I tilfælde af brand  ville samme signal lyde, men da i et helt minut.

Om natten efter kl. 22 ville brandsirenen dog ikke blive benyttet for ikke at skabe en uhyggestemning, som man havde oplevet under den netop afsluttede besættelse.

 

Tobaksdyrkning

Det er vel de færreste, der ved, at der faktisk i Ikast var en stor gruppe, der dyrkede tobak under besættelsen. I juli måned blev der indkaldt til et møde for de 50 såkaldte ”tobaksplantedyrkere”. Det var dog formentligt et langt større tal, det drejede sig om, idet der i Ikast Avis nævnes et tal på ca. 800 tobaksdyrkere i Ikast og nærmeste omegn. Ifølge lovgivningen måtte den enkelte tobaksavler have indtil 50 tobaksplanter uden at skulle aflevere tobak til det offentlige, men dyrkerne skulle selv færdigbehandle og bruge tobakken. Og det var her, problemet var. Skæringen af tobakken var vanskelig uden en maskine, så man ville derfor søge handelsministeriet om tilladelse til at skære tobakken på en fællesmaskine.

Pådet indkaldte mødet deltog i alt 20-30 dyrkere, selv om der officielt var tilmeldt 50, men der var åbenbart en lang række ved siden af. At det faktisk var en alvorlig sag fremgår af det udvalg, som blev nedsat til at kontakte ministeriet. Det bestod nemlig folk i vigtige poster i Ikast, nemlig kommunekasseren, Chr. Stenholt, pantefoged Chr. Svendsen og formanden for Håndværker- og Borgerforeningen, murermester, Jens Jensen.

Hele spørgsmålet om tobak var bestemt ikke uvæsentligt. Kort før årsdagen for befrielsen var der forskellige aktiviteter, som skulle skaffe penge til Frihedsfonden. Der blev f.eks. foreslået, at man kunne yde en timeløn til frihedskampens ofre. I maj 1946 blev Bernhard Larsen udpeget til at skulle administrere indsamlingen. I den forbindelse var det planen, at der skulle sælges 20 stk. pakker med amerikanske cigaretter til 5 kr. pakken. Men her havde man forregnet sig, så manvar nødt til at melde ud, at cigaretterne desværre ikke kunne fremskaffes i nær det mål, der var efterspørgsel til. Det blev lovet, at de ville blive fordelt så retfærdigt som muligt – dvs. såvidt de rakte, ville der blive solgt en pakke i hver husstand. 20 unge piger skulle stå for uddelingen.  Landkøbmændene ville også få en lille ration, så også landbrugerne kunne få sig en smøg. Bernhard Larsen kunne dog ikke garantere, at der ville blive cigaretter til alle de hungrende rygere.

Det var bestemt ikke kun et lokalt problem. I et indlæg i Information den 12. juni 1945 under overskriften ”Fordel tobakken retfærdigt” skriver”Ragna”: ”Nu skal der komme rigtig tobak til landet, og derfor må vi absolut fordre, at den bliver ligeligt fordelt til alle….. og det er ikke kun af egoistiske grunde, at jeg gerne ville se sagen ordnet med en ligelig rationering, men også fordi det snarere er udtryk for tidens ånd.” Der var åbenbart en tendens til, at tobakshandlerne ville forfordele de kunder, der havde været deres bedste under krigen. De havde støttet tobaksindustrien mest og skulle derfor have diverse fordele. Det var ”Ragna” bestemt ikke tilfreds med.

 

Fodboldkampe

I forbindelse med den tyske kapitulation, foregik der en slags ”besættelse” af englænderne, hvilket gjorde, at der blev placeret folk fra Royal Air Force på Karup flyveplads, da freden kom. I en fodboldglad by som Ikast var det naturligt, at det kunne resultere i en fodboldkamp mellem R.A.F.-folk og de lokale fodboldspillere. Der var tale om en velgørenhedskamp, som blev omtalt i begyndelsen af juni. Det har ikke været muligt at slå fast, hvornår kampen fandt sted, og hvad resultatet blev, men der blev senere spillet en ny kamp i forbindelse med en stor sportsfest byen i slutningen af juli måned. De engelske fodboldspillere mødte Ikast II, og 2000 tilskuere på lægterne så Ikast-holdet tabe 3-1. Den 10. august stillede englænderne med et forstærket hold mod Ikast I. Det endte dog med en ren massakre, idet Ikast-holdet vandt 9-2.    

 

English club

Der er næppe tvivl om, at der efter 2. verdenskrig skete en amerikanisering eller angloficering af verden. Forskellige steder rundt i landet havde der tidligere været startet såkaldte English Clubs, hvor folk kunne praktisere deres engelskkundskaber. I november 1945 blev der taget initiativ til noget lignende i Ikast, idet alle interesserede i engelsk blev indkaldt til et stiftende ”clubmøde” på Hvidbjergs café. En snes mennesker mødte frem – flere havde givet tilsagn om at støtte projektet. Der blev nedsat en bestyrelse bestående af sagfører Vork, bogholder Charles Knudsen og handelsgartner M. Christensen.  

I Ikast Avis gjorde man en del ud af sagen, idet der i en pressemeddelelse blev gjort nøje rede for intentionerne med en sådan forening: ”Folk fra området, som tidligere har været i Amerika eller England eller herhjemme har lært mere eller mindre af det engelske sprog, syntes, at det kunne være morsomt at mødes en gang imellem og opfriske sprogkundskaberne. Også folk, der gerne vil lære sproget, er velkomne.” Ikast Bibliotek var aktive i projektet, idet man havde indkøbt små engelske romaner til lærebrug. De ville kunne bruges til oplæsning på ”clubbens” møder.

Den engelske trend blev fulgt op af Ikast skole, som ville arrangere engelskundervisning for både begyndere og viderekommende. Der var også planer om at starte en studiekreds for nybegyndere.

Alt tyder på, at den engelske club kom godt i gang, for det blev meddelt, at også clubben kunne udnytte englænderne på Karup flyveplads, idet der på et møde den 23. november ville være besøg af 5 mand fra R.A.F. i Karup.

I starten af 1946 var der møde den 11. januar på Hotel Ikast og den 18. januar var der følgende meddelelse i Ikast Avis: ”English Club hold a meeting Friday the 25th. at halfpastseven o’clock (evening) sharp on the café of Mr. Hvidbjerg.

Please, all members are being under an obligation to appear, because we have to speed up and all take us trouble to meet.”

Der var følgende tekst under den engelske meddelelse: “Clubben får eventuelt besøg af en englænder, der for tiden er på besøg her i landet, og der vil blive lejlighed til at høre, hvorledes forholdene i England er.”Og der kom en Mr. Harris, som i 3 timer fortalte om forholdene i England og om sine oplevelser under 1. og 2. krig

 

Kommunismen

Ser man tilbage på modstandsbevægelsen, kan man ikke komme uden om kommunisternes rolle, og i Ikast var Niels Hartvig Jensen en af de frihedskæmpere, som var tilknyttet netop dette parti. Umiddelbart efter besættelsen forsøgte kommunisterne helt tydeligt at ”fiske i rørt vande” – man ville udnytte den sympati, partiet havde opnået under frihedskampen. Allerede lørdag den 30. juni blev der i Ikast på Hotel Ikast inviteret til stort politiske møde, hvor byrådsmedlem Svend Lund, Silkeborg, ville tale om sit ophold i Stuthof og Moskva efter besættelsen. Men også en af de førende kommunister, Ib Nørlund, ville deltage og tale om kommunisternes fremtidige politiske planer. I annoncen indbydes alle venligt – også damerne, ”da det i alvorlige tider ikke mindst rammer kvinderne.”

Den 25.august var der atter møde denne gang på Markedspladsen, hvor trafikminister Alfred Jensen skulle fortælle om samarbejdet og fremtidens politik. Arrangøren var DKP Ikast, som opfordrede mænd og kvinder til at møde op.

Annoncerne var offentliggjort i Ikast Avis, som dog ikke gav sig i lag med referater fra de pågældende møder.

På det lokale plan kunne man mærke en vis kommunistforskrækkelse. Forud for det første kommunalvalg i 1946 blev der fra Viggo Sieferts – og dermed socialdemokratiets side – udtrykt stor betænkelighed ved tanken om, at kommunisterne kunne finde på at opstille. Og der gik da heller ikke lang tid, før bestyrelsen i den socialdemokratiske forening fik et brev fra Niels Hartvig Jensen. Som repræsentant for kommunisterne ønskede han et ”godt og ærligt” samarbejde med socialdemokraterne og foreslog faktisk et listeforbund eller en fællesliste. Det blev totalt afvist fra socialdemokraternes side. Siefert svarede Niels Hartvig Jensen, at socialdemokratiets liste var af en sådan beskaffenhed, at alle arbejdere kunne stemme på den med tryghed. Kommunisterne opstillede ikke ved denne lejlighed, og heller ikke senere kom der kommunister i kommunalbestyrelsen i Ikast.    

Der blev regelmæssigt holdt politiske møder det første års tid. Således var der i februar 1946 indkaldt til et arrangement på Hotel Ikast. Indbydere var VU, DSU og KU og aftenens emne var: ”Hvilket politisk parti er ungdommens parti og hvorfor?”  Salen var tætpakket med opmærksomme tilhørere.

 

DKB efter krigen

Under besættelsen blev der appelleret til kvinderne om deres aktive deltagelse i forskellige aktiviteter. Derfor opstod institutionen Danske Kvinders Beredskab, DKB, som også fik en afdeling i Ikast under lærerinde, Frk. Dybdahls myndige ledelse. ”Frem med de hvide klude” var et af de første initiativer fra juni 1940, som handlede om genbrug af alt under besættelsen. Folk blev opfordret til at gå skabe og skuffer igennem for at se, om der var gamle lagner, viskestykker eller lignende, man kunne undvære. Alle hele stykker ville blive sorteret fra, så de kunne benyttes til bl.a. forbindinger eller bleer. Krigen kunne skabe problemer af mange forskellige typer.

I 1942 blev der indledt en ny indsamlingskampagne under mottoet: ”Giv tøj til Danmarks spæde”. Det var mangeltider, så alt kunne bruges. Sengetæpper, gardiner, gamle strømper – alt kun omforandres i en krisetid. Og der ikke nogen tvivl om, at det blev en succes. Mange gode pakker blev indleveret.

I 1946 udsendte DKB en meddelelse via Ikast Avis: ”Da vi i sin tid fik et depot ved hjælp af indsamling af tøj og penge, lovede vi giverne, at hvis sagerne ikke blev brugt i nødsituation i krigstiden, så skulle det blive uddelt her i sognet. Dette er nu sket – mange pakker er blevet uddelt og har vakt glæde i mangt et hjem.”  

 

En ny kirkeklokke

Befrielsen skulle også markeres i kirkelig sammenhæng. I marts 1946 kunne menighedsrådet oplyse, at de nu havde 12.000 kr. til rådighed skænket af byens borgere til anskaffelse af en ny kirkeklokke. Der var her i marts forhandlinger med De smithske Støberier i Aalborg, som regnede med, at klokken kunne være færdig og ophængt på fredsdagen den 5. maj.

Kirkedistriktets beboere fik mulighed for at deltage i en konkurrence om en passende inskription. Kravet var, at teksten ikke måtte overskride 25 ord, og der blev kaldt på poetisk sans og smag, så man kunne være teksten bekendt overfor senere slægter.

I alt blev der indsendt 42 forslag til inskriptionen, som fik følgende ordlyd:

”En forårsdag kom fredens bud –

ved landets grænse standsed’ Gud

al krigens gru og ve og våde.

Vi takke vil for al hans nåde.”

Over verset stod der på klokken:

”De smithske Støberier i Aalborg gjorde mig og borgerne i Ikast gav mig i året 1946”.

På modsatte side:

”Til minde om freden 5-5-1945 ringede jeg første gang 5-5-1946.

Forneden:

”Soli deo gloria” – Gud alene æren.

Den nye klokke kom til at ringe fra 8-9 den 5. maj 1946 med en dyb og smuk klang, som fungerede godt med den gamle klokke. Efterfølgende var der højmesse og om aftenen stor freds- og indvielsesfest i Axel Jensens sal.

200 mennesker oplevede her en festtale af overlærer Krogh, der især dvælede ved ungdommen under krigen. Herefter var der kaffebord, hvor ordet var frit. Fru civilingeniør Spalk reciterede egne digte, der udtrykte en hyldest til kirken under besættelsen og tolkede glæden over befrielsen. Aftenen sluttede med andagt ved pastor Johansen.

Han havde inden da til forsamlingen meddelt, at klokken med ophængning havde kostet 6.500 kr., og at der var brugt 600 kr. til istandsættelse af den forhenværende klokke. Der var altså en pæn sum penge til overs, som Johansen mente kunne bruges til kirkens udsmykning, men det skulle bidragyderne være med til at beslutte.

 

Årsdagen mindes

Der var som nævnt forskellige indsamlinger til Frihedsfonden, så der var fortsat mindelser om besættelsen. I april 1946 fik byen besøg af Toldstrup, der som chef for våbenforsyningerne i Jylland havde spillet en ledende rolle i frihedskampen i Jylland. Han holdt i Salen på Hotel Ikast et foredrag under titlen ”Hvad det danske folk har lært af krigen”, men kom også ind på modstandsbevægelsens arbejde under krigen.

Ellers begyndte man at forberede fejringen af 5. maj med Freds- og frihedsfest, som skulle foregå lørdag en 4. maj. Det hele startede med en march fra skolen gennem byen med orkestermusik. Efterhånden sluttede der sig flere og flere til, så da man nåede kirkepladsen foran administrationsbygningen var der samlet et par tusind mennesker. Fra et højttaleranlæg afspillede man udsendelsen af BBC’s meddelelse om kapitulationen, hvorefter der fra trappen på administrations bygning først var tale af sognerådsformanden, Rasmus Jacobsen, der udbragte et leve for kongen. Derefter fik biografdirektør Viggo Siefert ordet Derefter gik hele processionen med fakkeltog ned til stadion, hvor faklerne blev kastet i bål.  Det hele sluttede af med stort festfyrværkeri – ”sikkert det flotteste, der nogen sinde havde været set i Ikast.” Det hele foregik på en kølig majaften, men festfyrværkeriet var så medrivende, at ”tilskuerne glemte helt, at det var bitterligt koldt”.  Til arrangementet blev der solgt sange, som mindst skulle koste 1 kr. Overskud gik til Frihedsfonden.

 

Mindepladeafsløring

Den 7. juli 1944 blev en ung mand skudt af Gestapo. Det drejede sig om den 26-årige mekaniker, Willy Helmuth Møller, som boede i Søndergade 17 (nuværende Lollandsgade). 2 år senere blev der på selve drabsdagen afsløret et mindeplade på nummer 17. 125-150 mennesker deltog i mindehøjtideligheden, hvor der blev talt af pastor Johs. Nielsen, Isenvad, som repræsenterede Ikast Frihedskæmperes Fond.

Pastor Nielsen beskrev den afdøde som en af de mange skjulte soldater i Danmarks frihedskamp. I sin tale lagde præsten op til, at det måske var lidt underligt, at en præst fik ordet ved en mindehøjtidelighed over en kommunist. ”… Kommunisterne er dog kirkens og kristendommens modstandere…”. Nogle ville måske sige, at det var Rusland, han kæmpede for, men ”… det er under alle omstændigheder en kendsgerning, at det var i Danmarks kamp, han faldt…”. Han roste Willy Helmuth Møller for hans engagement i modstandsbevægelsen. ”… Det er ingen let opgave at gå ind til en opgave, man ved kan koste én livet... Og han var ung, nygift og havde lige fået sin førstefødte.”

Et dannebrogsflag dækkede mindepladen, som efterfølgende blev frilagt. Der blev herefter bl.a. talt af Niels Hartvig Jensen, modstandsmand og partifælle.

Eftermiddagen igennem lagde mange mennesker vejen forbi Søndergade for at se mindepladen, og en mængde blomster blev lagt under pladen.

  

Et ophørsudsalg

I Ikast Avis blev i april 1946 indrykket en annonce om et ophørsudsalg, som kan antyde, at man var på vej mod mere ”normale” tilstande. Annoncen var indrykket af ”Ikast Købs- og salgskontor, Østergade 18, v. Aksel Skovdahl. Budskabet var: ”Grundet på varemangel ophører kommissionsforretningen. Alle varer, som er indsat til salg, bedes afhentet senest 1. maj. Alt realiseres billigt.”

 

Tekst:     Erik Hansen, maj 2020

 

Retur