(Foto: Bigstockfoto, bolius.dk)
Det er egentligt utroligt, at man i 2017 fortsat bliver generet af rotter, ja, næsten i højere og højere grad. Selv om det er en plage, er det dog ikke noget i sammenligning med situationen i Ikast i 1920erne.
Afdøde arkitekt Johannes Knudsen, som var født i 1916, har i erindringer, som opbevares på Ikast Lokalhistoriske Arkiv, fortalt om rotteproblemerne i hans barndom:
”Rotter var gennem alle mine drengeår en ganske enorm plage overalt i byen. Der fandtes ikke mindre end 4 private slagtehuse, der gav næring til de uhyggelige skadedyr. De gik ind i både udhuse og beboelser, hvor de næsten underminerede overalt med deres gange og reder.
Jeg husker, at jeg senere som arkitekt var med til at ombygge Bredgade 43 for slagter Albert Nielsen Kusk, hvor tidligere slagter N. P. Fenger og slagter Eli Christensen havde boet og drevet forretning.
Der skulle lægges nye gulve i den beboede del af ejendommen. Da de gamle gulve var taget op, hoppede jeg fra gulvbjælkerne ned på jorden ca. 60 cm. under dem. Jeg gik igennem jorden lige til knæene. Det viste sig, at der var flere etager af rottegange over hinanden. Når dertil bemærkes, at det var under soveværelset, kan man forestille sig, at det ikke just kan have været noget meget roligt sted at sove.
Også i og omkring bagerierne var det slemt. Jeg husker da også, at vi mere end 1 gang har fået rundstykker med rotteekskrementer i. Men også i private boliger var det galt. Når det blev særligt galt et sted, blev der gjort en række anstrengelser for at fordrive dem. Det kunne være med gift, vand fra vandslanger i hullerne, hunde el. lign.
Resultatet var ofte, at rotterne flyttede ind i naboejendommen. Når man så startede en ny rottekrig der, flyttede de tilbage igen og så fremdeles. Det var en næsten umulig opgave.
Yderligere udklækningssteder var helt tæt på byen liggende landejendomme eller vognmandsstalde i selve byen. Endelig var der mange, der havde høns eller andet fjerkræhold, der også trak rotter til. Kunne de ikke være andre steder, var der kloakkerne og via dem ind i husene, hvor de gravede sig op. Endog cementgulve kunne de grave sig igennem. Det gjorde de f.eks. i Bredgade 22, hvor vi boede fra 1924 til 1934. De gnavede sig igennem betongulve i både spisekammer og badeværelse.
Vi havde engang en ung pige i huset, Ester Andersen, datter af Martin Andersen. På vej ind i spisekammeret kom hun til at træde en rotte på halen. Mærkeligt holdt hun foden fast og kaldte ud i køkkenet. Der sad flere af mors brødre omkring spisebordet. De talt ret højt med hinanden, så hun måtte kalde flere gange, før nogen blev opmærksom på hendes situation. Rotten dansede omkring hendes ankel og peb. Det endte dog med, at en af brødrene kom ind og fik uhyret trådt ihjel.
I badeværelset kom jeg en dag ind og så en rotte i det tomme badekar. På grund af de glatte emaljerede sider kunne den, trods ihærdige forsøg, ikke komme op. Jeg satte proppen i afløbet og fyldte vand i karret, samtidig med at jeg med en gulvskrubbe holdt dyret under vandet, til det var druknet.
Bag Bredgade 31 var en vognmandsstald med hønsehus i den vestre ende. Rotterne boede under jordgulvet i hønsehuset. De havde lige over gulvet lavet en 20-30 cm2 åbning igennem muren til stalden, hvor hestekrybberne var et godt spisested. Ejendommen ejedes dengang af min farfar, Knud Knudsen. Min morfar, fhv. smed Zylau Jørgensen, boede i en lejlighed i forhuset. Hans yngste søn, morbror Herluf, boede hjemme og var ret kapabel til at skyde. En dag var jeg derovre og overværede, at han skød vel mellem 10 og 20 rotter. Stalddøren var af den sædvanlige slags med en lem i overdelen. Denne skubbede han hurtigt op og skød i det øjeblik, en rotte nåede det ovenfor omtalte hul. Dette kunne han gøre gang efter gang: luk, lade, åbne, sigte og skyde, så længe han havde lys. Rotterne blev ved med at komme.”
Byen var opmærksom på problemet. I hvert fald blev det taget op af Håndværker- og Borgerforeningen, som i 1924 nedsatte et udvalg, som skulle undersøge priser i en ”rottekrig”.
Et andet tiltag fra samme forenings side drejede sig om renovationen i byen, efterhånden som byen voksede sig større og større. Det kunne ikke blive ved at gå med møddingerne hjemme i baghaverne. Derfor måtte der gang i organiseret renovation, en opgave foreningen påtog sig i nogle år. Da udgifterne blev dækket af foreningens kontingent, og adskillige ikke var medlem af foreningen, blev der marts 1932 indkaldt til møde med henblik på dannelsen af en renovationsforening. Den så dagens lys 1. maj 1932.
Et andet stort problem var de private slagtehuse, som var knyttet til byens slagterforretninger. Kødaffaldet gav store rotteproblemer, så igen var Håndværker- og Borgerforeningen initiativtagere til et forsøg på en løsning. I dette tilfælde endte det dog som en kommunal opgave. Det fremgik af en meddelelse i Ikast Avis, at ”da Landbrugsministeriet den 26. november har stadfæstet Regulativ for Kødkontrol i Ikast Kommune som Tillæg til Sundhedsvedtægten …”, så måtte kreaturer, der var bestemt for salg, kun slagtes i det offentlige slagtehus.
Slagtehuset blev placeret syd for banen ved stationspladsens østlige ende.
