af Erik Hansen
Efter den tyske kapitulation den 4. maj 1945 rykkede R.A.F. (Royal Air Force. Det britiske luftvåben) ind på flyvepladsen i Karup. Og der har åbenbart været brug for nogle aktiviteter for soldaterne, idet der i Ikast Avis i starten af juni er en notits om, at der vil blive afholdt en velgørenhedskamp på Stadion mellem et fodboldhold fra R.A.F. og IFS. De nærmere oplysninger om kamptidspunktet ville blive meddelt via løbesedler rundt i byen. Hvornår kampen blev spillet, og hvordan den endte, melder avisen intet om. Men ideen tages op igen i juli måned.
Søndag den 29. juli var der sportsfest på Stadion med en masse aktiviteter fra kl. 9 til et afsluttende fyrværkeri kl. 22. Klokken 15 var der fodboldkamp mellem et hold fra R.A.F. i Karup og IFS’ 2. hold. I Ikast Avis er der følgende omtale: ”Det er en oplevelse at overvære en sådan kamp mod vore befriere. Der er denne gang musik til kampen, hvor de to landes hymner bliver spillet.” Der var da vist nærmest landskampsstemning.
Vejret var fint denne søndag, så der var samlet omkring 2000 tilskuere på Stadion. IFS-holdets anfører overrakte en buket til englænderne. Formanden for IFS talte til gæsterne, som svarede igen med et vinde kampen 3-1.
Alle parter var glade for arrangementet, hvilket kommer til udtryk i et brev fra RAF til IFS -
skrevet på brevpapir fra Hotel Ikast. Brevet udstråler glæde ved sportsdagens oplevelser:
”Fra The Royal Air Force til vores danske venner I Ikast.
Jeg vil gerne sige et par ord på vegne af mine kammerater i R.A.F.
Først og fremmest vil jeg gerne takke Ikast F.C. for en herlig kamp her i aften også for en af de bedste middage, vi har haft i Danmark, og vi har haft mange, og mine kammerater siger alle sammen, at den fest i aften har været den bedste vi nogen sinde har haft. Alle vore danske venner i Ikast er som brødre for os i the R.A.F. og vi vil altid huske denne aften. Jeg kan som anfører for holdet tale for mine kammerater og om den fantastiske aften, vi aldrig vil glemme.
Jeg vil tage disse blomster med tilbage til England – de er fantastiske.
Jeg vil også takke alle på hotellet for det herlige måltid, vi har fået – også for den danske øl og snaps. Jeg takker jer alle sammen på mine kammeraters vegne i R.A.F. for en skøn tid, vi aldrig vil glemme.
Held og lykke til alle i Danmark og specielt til vore venner i Ikast.
Jeg takker jer alle sammen.
Mcdonald F/sgt, R.A.F.”
Fredag den 10. august var gæsterne oppe imod førsteholdet fra IFS, og der var ikke megen gæstfrihed ved den lejlighed, da IFS vandt kampen med hele 9-2.