Maries tanker
af Else Larsen

Året er 1944 den 16. marts. Et nyt barnebarn.
Min farmor Birthe Marie og hendes to døtre bor nu alene i huset ved vejen mellem Ikast og Isenvad.

I dag er huset fyldt med spænding, for der er kommet et lille nyt barnebarn til verden. Ja hun er vel tæt på at være barnebarn nr. 30, det er slet ikke til at holde tal på længere, tænker Marie og smiler stille, pigen er jo min yngste søns første barn. Han har godt nok været noget af et drys, ham Andreas, tænker hun, at han ikke fik sig taget sammen til at gifte sig med Minia før i november måned, da hun var langt henne i graviditeten.

Marie tænker, helt nemt har det jo ikke været, selvom vi ikke har mærket meget til krigen her i huset, har det alligevel været hårde tider. Søren døde jo for 4 år siden, og vi savner ham, ligesom jeg savner Peder, der døde så ung – to dage efter sin 25 års fødselsdag i 1924. Men jeg skal ikke klage, vores datter Ellen måtte tage afsked med de to små tvillinger, der nu ligger nede på kirkegården sammen med far, Søren og to af Kristian og Stinnes børn; det er så trist - men ellers har ingen af mine børn bragt mig sorg.

Marie ryster lidt på hovedet for at komme af med de triste tanker, for nu er der jo et lille nyt liv, der skal tænkes på. Hvor var det godt, at Minia og Andreas fik mulighed for at leje sig ind hos Vilhelm Pedersen; det tager ikke mere end fem minutter at gå mellem dem og os nu. Oppe på loftet er den lille pige kommet til verden, men da Vilhelm bor alene, er det nu vist alligevel i køkkenet, Minia opholder sig mest.

Andreas kom ikke ind som soldat, men blev medlem af civilforsvaret, hvor han tog forskellige kurser i førstehjælp og fik titel af ”reservelæge”. Der var jo også det med evakueringsplanen, som han havde ansvar for en del af. Ifølge planen skal Stinne og jeg, gamle menneske på 76 år, læsses på en hestevogn, og Marthe må klare sig på sin cykel. Jeg beder til, at det ikke bliver nødvendigt. Vi holder stadig Ugens Nyheder, og nu er det Marthe, der læser højt for os, mens jeg strikker lidt, og Stinne pudser blanke ting eller hækler; det er hun blevet helt god til.

Jeg er så glad for, at Johannes og Maries datter Ruth er kommet til Springbjerg og tjene hos Anna og Andres Andersen. Hun er rigtig flink til at komme herhjem, og det betyder nok også, at Johannes tager cyklen fra Boest og herned lidt oftere end ellers. Og Jens fra Vejle, den spasmager, han kommer da også jævnligt og sætter fut i foretagendet, enten alene eller med sin dejlige familie. 

Året er 1945 den 16. marts. Luftslag over Fonnesbæk.
Hov, hvor blev tiden lige af? Den lille pige, der blev døbt Ingrid, som vores kronprinsesse, fylder 1 år i dag, og Minias forældre (mine bedsteforældre) og hendes yngste søster vil skrå tværs over markerne fra Fonnesbæk.

Det bliver en dag, familien sent vil glemme. Et par fly er kommet i kamp. Her fra Isenvad er det svært at se præcist, hvor det sker, men, at det er tæt på Minias hjem, er der ingen, der er i tvivl om. Minias forældre og søster, Jens, Kathrine og Emma, er nået et godt stykke hjemmefra.

Lene og Kette, mors yngre søskende, er derhjemme og oplevede det hele på nærmeste hold; hvordan kuglerne slog ned i brolægningen på gårdspladsen, og hvordan et par af flyene kredsede rundt efter hinanden for til sidst at styrte ned et stykke derfra.

Her i huset havde hele familien fulgt slagets gang med angst og uvished om, hvad der egentlig var sket, så gensynsglæden var stor, da Jens, Tinne og Emma endelig dukkede frem ved granhegnet. Rigtig glade var ingen, inden de vidste, at også de, der havde været hjemme i Fonnesbæk, var sluppet uskadt fra de mange kugler og vildfarne flydele.

Tekst:     Else Larsen

Retur