Af Erik Hansen
For 100 år siden nærmede 1. verdenskrig sin afslutning, en krig, som Danmark ikke selv deltog i, men som alligevel kom til at præge det danske samfund på en række forskellige områder. Med Ikast Sogneråds forhandlingsprotokol som kilde skal vi se på de problemer, man i en by på Ikasts størrelse skulle forholde sig til, når der var krig ude i verden. En folketælling fra september 1918 viser, at der i Ikast i alt var 619 husstande med et samlet indbyggertal på 3.556.
Ikast sogneråd bestod på det tidspunkt udelukkende af mænd, og midt på året kan man læse, at den daværende formand, Jens Holdgaard, Ikast, var valgt til Landstinget og derfor ikke kunne bestride erhvervet som sognerådsformand. Som ny formand blev fra 1. juli valgt Niels Mosegaard.
Ikast sogneråd var i 1918 domineret af Indre Mission, og det kom til udslag på en række områder. Der var f.eks. i marts måned en forespørgsel fra Mundeling fra Vildbjerg, som ønskede en bevilling til at forevise levende billeder en aften hver uge i Ikast. Det kunne sognerådet ikke anbefale. Til gengæld kunne man anbefale, at Christian Husted Møller fik bevilling til at drive gæstgiveri og beværtning uden ret til udskænkning af stærke drikke.
Ikast var på det tidspunkt inde i en forbudstid, der var startet i 1908, og hvor alkohol og biografer var de onde dyr i åbenbaringen.
Der var dog på det tidspunkt to ølhandlere i byen, som havde tilladelse til at sælge bajersk øl.
I december modtog sognerådet en skrivelse fra Ringkjøbing Amt, som refererede til et cirkulære fra Indenrigsministeriet. Det handlede om beværtninger og gæstgiverier samt om handel med stærke drikke. Det blev meddelt, at afgiften på disse varer fremtidigt fastsattes for et år ad gangen fra januar 1919 med et beløb, som skulle ligge mellem 5 kr. og 8.000 kr.
Sognerådet blev bedt om at komme med en indstilling for hver enkelt handlende, gæstgiver og beværter i kommunen. Det var ret let gjort, da alle de handlende havde afleveret deres spiritusbevillinger; kommunen fastsatte for de to ølhandlere, Niels Jensen og Valdemar Christensen, et beløb på 100 kr. for deres handel med bajersk øl.
Sognerådets politiske holdning kom til udtryk, da der i marts fra Ikast og Omegns nystiftede socialdemokratiske forening kom et andragende om at lade kommunens bekendtgørelser indrykke i ”Herning Socialdemokrat”. Det kunne sognerådet ikke imødekomme.
Teknisk udvikling
Selv om der i byen var oprettet et elværk i 1914, var der endnu i 1918 kun 93 husstande i kommunen med elektrisk lys. Telefonen var dog begyndt at vinde indpas i byen og tilsyneladende også i landdistrikterne. I januar var der således en forespørgsel fra JTAS – dvs. Jysk Telefon, om sognerådet havde noget imod, at der blev anbragt ”telefonstænger” på vejen fra Jens Thygesen i Remme til Ikast central (Bredgade) og ligeledes fra Jacob Birk Christensen til nuværende ”stangrække” ved Købmand Paarup (Kirkegade).
Senere på året ønskede JTAS at opstille pæle fra Lille Nørlund til Isenvad og fra Isenvad mod sydøst samt mod øst og vest til N. Nielsen. Telefonselskabet lovede at de skulle ”anbringes således, at de ikke kommer til at genere færdslen. ”
Hvad angår færdslen, forelå der i august en skrivelse fra Amtsinspektøren angående motorkøretøjer, idet man bad sognerådet tage et skøn over de veje og broer, der ikke kunne tåle færdsel med motorvogne over 700 kg.
Krigens konsekvenser
Det lykkedes Danmark at bevare sin neutralitet under 1. verdenskrig, men det var selvfølgeligt et stort problem, at Danmarks to største handelspartnere Tyskland og England stod på hver sin side i krigen. Yderligere blev tingene forværret gennem Englands blokade mod Tyskland.
I løbet af krigen udløste det i Danmark en stigende varemangel, hvilket resulterede i en række statsindgreb, som var noget ret nyt i Danmark. Typiske for den vestlige verden var, at den klassiske liberalisme havde været fremherskende – dvs. man var sin ”egen lykkes smed”, og staten skal blande sig så lidt som muligt.
I en situation med varemangel blev staten nødt til at gribe ind mod de stigende priser, som især gik ud over de lavere sociale grupper i Danmark. De radikale og socialdemokraterne havde regeringsmagten, og man ser under 1. verdenskrig de første forvarsler om et fremtidigt velfærdssamfund. Men det betød, de frie kræfter skulle sættes ud af spil; staten skulle til at blande sig noget mere. Det skete med indførelse af maksimalpriser, men også rationeringer på en række dagligvarer. Der blev iværksat en række forbud – og apropos 2018. I 1918 skulle der spares så meget på brændsel, at St. Hansbålene blev forbudt.
Følger af krigen i Ikast
Der var grupper i Ikast, som i løbet af krigen fik økonomiske problemer, og indtil man fik en mere konsekvent sociallovgivning i 1930erne, var sognerådets skøn afgørende for, om man kunne få mere eller mindre i alderdomsunderstøttelse. I løbet af 1918 var der et stort antal ansøgninger om forhøjet understøttelse, som så blev bevilget som et ”dyrtidstillæg”. Uden at der nævnes noget konkret beløb, omtales det i forhandlingsprotokollen, at kommunen fik tildelt penge i henhold til dyrtidsloven, som skulle fordeles i kommunen. Fordelingen af pengene gav anledning til en del diskussion i byen. Fra et møde i Ikast forsamlingshus kommer der en resolution fra 300 mennesker, som henstiller til sognerådet, at der skal gennemføres dyrtidsforanstaltninger i henhold til Dyrtidsloven i lighed med, hvad der er gennemført i bl.a. Bording, Sunds, Ørre og Sinding. Sognerådets svar: ”Det vedtages som hidtil at lade hjælpekassen administrere dyrtidsloven”. Sognerådet vil tilsyneladende gerne selv have hånd i hanke med fordelingen af de tildelte midler.
Eksempler på ansøgninger:
Ansøgt 35 kr. i alt pr. måned – tillæg på 8 kr. – i alt ydelse på 30 kr.
Ansøgt 30 kr. i alt pr. måned - tillæg på 3 kr. – i alt ydelse på 28 kr.
Ansøgt 20 kr. i alt pr. måned - intet tillæg
Hvad der lå til grund for den forskellige behandling fremgår ikke, men det understreger tydeligt, at der var tale om skøn fra sognerådets side i de enkelte tilfælde. En mand fra Tulstrup fik således tildelt 30 kr. om måneden i alderdomsunderstøttelse, mens en frue fra Hedegaard fik forhøjet sin ydelse fra 12 til 16 kr. om måneden.
I den mere specielle afdeling var en ansøgning fra en datter på Grødde Mark, som ansøgte om 5 kr. mere om måneden for at passe sin mor eller også petroleum til ” at strikke ved”. Hun fik bevilget de 5 kr.
Rationeringer
Specielt i slutningen af krigen strammede det til med varemanglen, og det kom også til udtryk i Ikast, hvor der blev rationering på en række områder. Der var kort for sukker, brød, smør, flæsk og kaffe og the, men også på f.eks. kul og petroleum. Samtidig blev der givet statstilskud til at nedsætte mælkepriserne. Bl.a. modtog Ikast mejeri 1.500 kr., Isenvad mejeri 500 kr. og private sælgere 349 kr. Der blev herudover givet tilskud til almindelige familier, men også landbrugsfamilier. Til mand, kone og hvert ukonfirmeret barn under en vis skattegrænse. I alt blev der uddelt 8.133 kr. i mælketilskud.
Sognerådet modtog også et cirkulære fra indenrigsministeriet om ”… maximalpriser på brød tjenligt til menneskeføde. ”
Korn blev en mangelvare – i hvert fald hvede til brød. Det betød, at man blandede andre kornsorter i for at strække melet. Men der var også tvangsaflevering af korn til et statslager. I den anledning fik sognerådet i september 1918 en henvendelse fra Amtsnævnet for Ringkjøbing Amt. Der skulle i hver kommune udnævnes en sagkyndig mand, der kunne tilkaldes i tilfælde, hvor der opstod tvivl angående kvaliteten af de korn, der skulle afleveres til statslageret. Der kunne også være diskussion om størrelsen af fradrag for forringet kvalitet. Sognerådet besluttede som sagkyndig at udpege købmand og bankdirektør Martin H. Fenger. Var landmændene ikke enig med den sagkyndige, kunne de indanke sagen for amtsnævnet. Et meget godt eksempel på den stigende statskontrol, som udviklede sig under 1. verdenskrig.
Fattigvæsenssager
I januar sendte Ringkøbing Amt en skrivelse fra Indenrigsministeriets arbejdsudvalg, som indtrængende opfordrede kommunalbestyrelsen til i videst mulig omfang at sætte arbejde i gang. Det blev taget til efterretning, men om der skete noget konkret kan ikke aflæses af referaterne.
Det kan der til gengæld i et ret stort antal sager vedrørende personer, som forskellige steder i landet har modtaget fattighjælp eller på anden måde er ”fanget” i et offentligt system. Proceduren i sådanne sager var, at blev en person indlagt på en fattiggård et eller andet sted i Danmark, blev der rettet henvendelse til den kommune, vedkommende kom fra. Kommunen kunne så enten dække omkostningerne i den pågældende kommune, eller man kunne hente vedkommende hjem.
Af førstnævnte type var en henvendelse fra fattigvæsenet i Kolding, om en navngiven person født 14/2 1892 kunne anerkendes forsørgelsesberettiget. Der var en tilsvarende henvendelse fra Herning. I begge tilfælde blev det anerkendt af sognerådet. Frederikshavn byråd meddelte, at xx ville blive hjemsendt under ”fornøden deltagelse”. En sådan hjemsendelse kunne evt. foregå under politiledsagelse.
Fra Hernings fattigudvalgt blev meddelt at en mand havde fået brændselshjælp, en anden fået 5 kr. til træsko, 16 kr. til tøj, 6 kr. medicinhjælp og endelig en forsåling til 4 kr. Det blev taget til efterretning i Ikast. Nogle gange kunne det dreje sig om et relativt pænt beløb. Således sendte Ringkjøbing Plejehjemsforening i oktober en regning for 5 plejebørn – beløbets størrelse var 345 kr.
En mere kompliceret sag handlede om en anmodning sendt fra Korsør Arbejdsanstalt i juli måned om at hjemtage Jakob N. Hvis man fremdeles ønskede, at han blev der, blev dagsbetalingen fra 1.juli 2 kr., fra 1. oktober 2,50 kr. Sognerådet besluttede at hjemtage pågældende person den 1. oktober. Sådan kom det ikke til at gå, da Arbejds- og Tvangsanstalten i august meddelte, at den ”indsattes” mentale tilstand nu var sådan, at han ikke længere kunne blive på anstalten, hvorfor man foreslog ham hjemsendt. Sognerådsformanden Niels Mosegaard valgtes til at hente vedkommende.
I samme kategori var en meddelelse om anerkendelse af en Lauritz E.A., som skulle afleveres på Arbejdsanstalten Sundholm. Her valgte sognerådet at sende bager Höy over for at besøge ham.
Mindre sager
Der var 2 andragender om eftergivelse af en skolemulkt, som ikke kunne imødekommes. Hvad, forseelsen gik ud på, er ikke oplyst.
Fra samtlige lærerinder og lærere i kommunen forelå et andragende om forhøjet godtgørelse for skolerengøring, som resulterede i en stigning på 25 kr. om måneden. Frk. Kallesøe var ikke helt tilfreds med sine boligforhold og bad om at få døren mellem dagligstuen og storstuen ombyttet med en dobbeltdør. Ønsket blev imødekommet ved at lade Jens Nielsen levere døren mod at få den gamle dør og kakkelovnen i sovekammeret + 25 kr.
Endelig var der også dengang klager over beskatningen. Det lykkedes således pastor Nielsen at få sin skattebetaling på 140 kr. nedsat med 35 kr. I andre tilfælde ”fandtes ingen grund til nedsættelse”. P. C. Petersens klage blev afvist med følgende ordlyd: ”Da klagen var for sent indkommet, kunne den ikke imødekommes. ”
På en lang række områder formentligt et ganske typisk år for Ikast sogneråd, men 1918 var alligevel speciel som sidste år i en stor krig, som havde en række konsekvenser selv for et land, der bevarede sin neutralitet.
Litteratur
Ikast sogneråds forhandlingsprotokol for 1918
Politikens Danmarkshistorie bd. 13, v. Erik Rasmussen, Politikens forlag 1969
© 2011-2024