Erik Hansen har været i arkivet:
J. P. Jakobsen om Ikast sogneråd 1.4. 1929 – 31.3 1946 (skrevet i 1967)
Det er det tidsrum, hvor jeg sad i Ikast sogneråd, og som jeg skulle have forudsætninger for at have kendskab til, og som jeg er opfordret til at fortælle lidt om. Det vil jeg så forsøge her så kortfattet som muligt. Nu er begivenhederne jo kommet lidt på afstand.
Ikast er jo en kommune, som har gennemgået en stærk udvikling, men dog stærkest i tiden efter 1946. Det er selvfølgelig ikke sognerådets fortjeneste, men skyldes mange andre forhold, som jeg så skal søge at gøre rede for gennem en oversigt over ovennævnte tidsrum, og jeg vil meget opfordre de efterfølgende sogneråd til at fortsætte historien, efter som tiden går.
De sidste år i 1920erne var præget af økonomisk fremgang, og det fik det afgående sogneråd til at eftergive det sidste kvartals skat, en beslutning, som voldte det nyvalgte sogneråd mange kvaler, idet det jo er skat, som først forfalde til betaling i næste finansår og således kommer til at mangle i kommunens driftskapital, og da det nye overslag også var lagt meget stramt, gjorde det, at vi kom til at mangle kontanter. At landbrugskrisen også begyndte at virke i tiden fra 1930 til 1934 gjorde sit til at øge vanskelighederne for det nyvalgte sogneråd.
Jens P. Jacobsen fotograferet i forbindelse
med hans 75 års fødselsdag i 1967
Forskellige ting trængte sig på og krævede løsning.
Vejene var meget forsømte, hvad der gaves udtryk for, ved at halvdelen af vejfondsbidrag til vejenes vedligeholdelse blev tilbageholdt til udbetaling næste år. Der var jo ikke tale om asfaltering, men kun om at få bund i vejene ved påførsel af grus.
Den første vejtromle blev købt i 1930, og der oprettedes et fast arbejdshold på 4 mand med Kr. Jakobsen, Isenvad, som formand.
Fra Skoledirektionen kom henstilling om at få gjort noget ved Ikast skole, der var blevet alt for lille til det stigende elevtal, og i august 1929 vedtog sognerådet at bygge en ny skolebygning med 2 klasseværelser i stuen og 2 i tagetagen til sløjd og husgerning. En stor udvidelse, idet der i forvejen kun var 3 klasseværelser, og lærerstaben bestod af 1 førstelærer, 1 andenlærer og 1 forskolelærerinde.
En anden ting, som også trængte sig på, var oprettelsen af et hjem for de gamle. Det blev dog udsat på grund af den stramme økonomi, men da fabrikant Iver Christensen kom med en gave på 15.000 kr. til formålet, syntes sognerådet, at der var en mulighed for at bygge.
Den fløj, der ligger langs Kirkegade, blev så bygget i 1931 og kostede ca. 55.000 kr. fuldt monteret. Det var meget billigt, men der var ved at blive arbejdsløshed, og det gjorde jo både byggeri og vejarbejde meget billigt.
For at beskæftige arbejdsløse fik vi en aftale med Statsskovvæsenet om skovning af brænde i Nørlund Plantage, således at kommunen aftog brændet, som så solgtes i Ikast. Der var da 20 mand beskæftiget i skoven indtil arbejdsløsheden aftog.
Det var strengt at komme igennem de fattige år, og sognerådets protokol var næsten fyldt med skatteklager og bønner om understøttelse og krisehjælp. Skatteevnen var meget lille, og mange landmænd måtte gøre akkord for at blive ved ejendommen.
Godt at vi havde trikotageindustrien i Ikast, selv om det også var småt med omsætningen dengang, så gav det dog penge og beskæftigelse.
Da socialreformen kom i 1933, var sognerådet enige om, at vi burde have et kommunekontor med en fastlønnet kasserer og en bogholderske, og fra 1/10 1933 blev købmand Vagn Laursen ansat som kasserer for en løn på 2.500 kr. årlig, stigende med 100 kr. årlig i 10 år. Emilie Lauridsen ansattes som bogholderske for 1.300 kr. stigende med 100 kr. årlig i 3 år. Der blev indrettet kommunekontor i 2 værelser på De gamles Hjem.
Sognerådet havde tidligere holdt sine møder på fattiggården i Vådde, en ejendom, som i sin tid var skænket til ophold for sognets fattige af den tidligere ejer af Fonnesbækgård, statsråd Niels Christensen, som grundlagde handelshuset, Fonnesbæk, i København.
Da socialreformen afskaffede fattiggårdene, solgtes fattiggården, og sognerådet henlagde sine møder til De gamles Hjem.
I januar 1934 blev Emilie Lauridsen syg og døde sidst i måneden. Hun var en usædvanlig dygtig og god pige med nogen foruddannelse, idet hun havde passet folkeregistret i flere år og havde hjulpet kassereren Jens Nielsen på kontoret, så det var et stort tab for os. Da Vagn Laursen også blev syg kort tid efter, fik vi noget midlertidig hjælp af købmand Vestergård og en ung pige med realeksamen. Vagn Laursen døde sidst i marts, og vi måtte så til at se os om efter en ny medhjælp.
Resultatet blev, at Chr. Stenholt ansattes som kasserer for en løn på 2.500 kr. årlig + 200 kr. i 10 år fra 1/5 1934 og Sv. Aa. Larsen som bogholder fra 15/3 1934 for 125 kr. månedlig, senere dog 1.800 kr. årlig + 200 kr. årlig i 5 år. Formanden 2.400 kr. Fast tid hver eftermiddag.
Så begyndte vi at få hold på sagerne.
Landbrugskrisen begyndte at ebbe ud, og vi dristede os til at bygge offentligt slagtehus i 1934 for 45.000 kr. Formålet var at sikre gode hygiejniske forhold for slagtninger og desuden, at enhver landmand kunne lade sine dyr slagte og sælge dem direkte til København. Et senere forsøg på at få eksportmarkedet til Ikast mislykkedes. Herning vandt i konkurrencen.
Efterhånden som administrationen voksede, fandt vi det uholdbart at blive på De gamles Hjem, og vi besluttede at bygge en administrationsbygning. For at samle så meget som muligt af administrationen på et sted byggede vi plads til sygekasse og bibliotek, og for at få mulighed for at sikre plads til den voksende administration indrettede vi lejligheder til kasserer og bogholder, som for længst er taget i brug, efter at de begge er flyttet ud i egne boliger. Bygningen fuldt monteret kostede 54.000 kr. En meget billig pris, og dog kom sognerådet ud for en voldsom kritik over bygningens størrelse. Folkeviddet forsøgte at give den navne som det lille Kristiansborg eller Jens Petersborg, men de er for længst glemte. Bygningen blev taget i brug i 1935. Nu i 1967 er bygningen udnyttet, selv kælder og tagetage. Og det overvejes stærkt at bygge et nyt rådhus.
I maj 1935 vedtog sognerådet at indføre købstadsordnet skolevæsen i Ikast og bygge 4 klasseværelser og gymnastiksal. Udbygningen fortsattes i flere år.
I årene 1931-35 fik landdistrikterne elektrisk lys og kraft for lån med kommunegaranti.
14-10-1936 købte sognerådet matr. nr. 4 ds Suderbæk til legeplads og sportsplads for skolen, pris 25 øre pr. kvadratalen.
27-3-1937 valgtes Jens Rinder Sørensen til formand for vejarbejdsholdet efter Kr. Jakobsen, som var afgået ved døden. Kr. Jakobsen havde gjort et godt og dygtigt arbejde for kommunens vejvæsen. Vi mindes ham med tak.
9-6-1937 Skattedepartementet meddeler, at Ikast nu henregnes til bymæssige kommuner.
9-6-1938 afsluttedes kontrakt med R.K. Sørensen, Brande, om færdiggørelse af sportspladsen, da den tidligere entreprenør havde opgivet. Det var begyndelsen til det nuværende stadion.
I september-oktober-november 1938 afholdtes flere møder for at få kommunens skolevæsen bragt i overensstemmelse med Skoleloven af 1938. Det viste sig at blive et langtidsarbejde.
1-8-1939 ansattes diakon Poul Jensen som forstander på De gamles Hjem for 2.000 kr. årlig + frit ophold. Den tidligere forstanderinde frk. Jepsen, havde fået plads på De gamles Hjem i Kjerteminde.
Ikast skole var jo allerede i sit anlæg indrettet på at svare til Skoleloven af 1938, men det stadigt voksende elevtal samtidig med, at der krævedes langt flere undervisningstimer, krævede jo også flere skolelokaler og større lærerstab, så byggeriet blev stadig udvidet. Der skulle så tages fat på landdistrikternes skoler, og det gav lange og trange forhandlinger, idet ingen skolekreds godvilligt ville give slip på sin skole.
27-9-1939 købtes matr. nr. 14a, Suderbæk. Ikast sogn, af enkefru Marie Nielsen for 7.600 kr. til udlæg til offentlig plads eller torv. Den første parcel af det store torv.
8-11-1939 købtes en større vejtromle fra Ringsted for 28.000 kr.
10-4-1940 modtog sognerådet regeringens cirkulære om den tyske besættelse – til efterretning. Det var begyndelsen til en svær tid, men også en tid, som svejsede det danske folk sammen til passiv modstand mod besættelsesmagten. At der også var svage sjæle, som ikke kunne undvære politiet, måtte vi jo også opleve.
Livet skulle jo gå sin gang, selv om der var krig, og den 11-9-1940 oprettes en realafdeling ved Ikast skole.
28-3-1941 vedtog sognerådet at opføre brandstation og pedelbolig og 25-6-1941 tilbød Borger- og Håndværkerforeningen et areal til et lystanlæg, som købtes af ”Nygårdens” ejer, O. V. Poulsen. Endvidere tilbød Eli Christensen et areal syd for skolen og syd for Gl. Kongevej til sportsplads for skolen for 2.000 kr.pr. tdr. land. Begge til bud blev modtaget.
1-5-1942 afholdtes licitation over skoleudvidelsen i Overisen og Tulstrup og 13-5-1942 ligeledes for skolerne i Vesterisen og Faurholt, men pristilbuddene var så høje og med så mange forbehold, at sognerådet mente det uforsvarligt at bygge, hvorfor hele sagen om landdistriktets skolers udbygning efter 1938 loven henlagdes til efter krigens ophør. Materialemangel og prisstigning gjorde jo, at alt det byggeri, der kunne udsættes, blev udsat til bedre tider.
13-12-1944 vedtog sognerådet et forslag til byvåben for Ikast kommune tegnet af fuldmægtig Maag Busch, Ringkjøbing.
Ved valget i 1943 kom jeg i amtsrådet og i 1945 i skatterådet og måtte opgive at være medlem af sognerådet i Ikast.
Jeg er klar over, at det er en bar og uinteressant læsning, idet man jo ikke kan komme ind på personlige forhold, men jeg kan ikke slutte denne lille beretning uden at udtrykke min tak og glæde over det samarbejde, vi har haft i de skiftende sogneråd og med kommunens personale.
Dette skrives i 1967, og det er med stor glæde, at jeg har fået lov at leve og se den store fremgang, der er sket i Ikast kommune siden krigens ophør, og det er mit håb, at det må fortsætte til gavn for kommunens beboere.
© 2011-2024