Højris Haves historie

af Erik Hansen

 

Mine hovedkilder til gennemgangen har været Bernhard Larsens artikler, som var en af byens første lokalhistorikere, og Dyrlæge Thygesen, som skrev erindringer i begyndelsen af 1940erne. Thygesen blev født på Remmegård, som er nabo til Højris og også en af de større gårde på Ikastegnen. Endelig har vi på lokalhistorisk arkiv en udklipssamling, som jeg har kunnet gøre brug af.

 

Disposition:

1) først fortæller jeg noget om gårdens udvikling og drift frem til det tidspunkt, hvor det bliver plejehjem. Herunder kommer jeg ind på nogle af de mest kendte ejere af gården. Det vil jeg så knytte det sammen med et andet vigtigt område:

2) fortælle om havens udvikling og anvendelse

3) fortælle nogle af de spøgelseshistorier og andre historier, der knytter sig til Højris.

 

1. Gårdens udvikling

Man må sige, at fortællingen om Højris er en dramatisk og voldsom historie, som rummer mord, selvmord, falskneri, svindel og formentligt også afstraffelse på træhesten. (Der har i hvert fald været en træhest på gården).

Herregården Højris hører til de ældste gårde i Ikast, men den var ikke blandt de helt store – altså herregårde - og skal mere opfattes som en avlsgård/ladegård drevet af ridefoged eller lignende. Selv om den i lang tid var i adlens eje, har der næppe boede adelige på gården.

Det indre af hovedbygningen har i dag ikke noget til fælles med det oprindelige – kun de ydre rammer står som fredet.  

Der er altid usikkerhed om, hvornår et navn optræder for første gang, men navnet findes i hvert fald i 1618, hvor gården tilhørte en mand ved navn Christen Krag, som var adelig. I en meddelelse fra 1638 lyder det: ”Nordøst for kirken ligger der en gård, som kallis Hyffries med en lille lund ved. ”

 

Erik Hansen fortæller.
(Foto: Frank Artved)

Højris Have (Foto: Hilda Olsen)

Der har gennem de 4 århundreder været adskillige ejere, som jeg ikke vil trætte jer med, men blot tage nogle enkelte af de mere markante og dramatiske frem. I nogle årtier i 1600-tallet var det stadig adlen, der ejede Højris med navne som Lange og Gyldenstjerne, som ikke boede på gården, men lod den dyrke. Den gled dog stille og roligt ud af adlens hænder.

Fra 1660erne optræder der en matrikel – dvs. en oversigt over jordejendomme og deres størrelse.

I matriklen fra 1664 omtales ejerne som Chr. A og A. Poulsen

I matriklen fra 1688 omtales ejeren som en Christian Madsen

I 1705 var der en møller, Niels Jørgensen, fra Klode Mølle, som købte Højris. Han blev dog kort efter myrdet af en holstensk matros, Niels Pedersen, som havde fået nattely på møllen.

Et meget dramatisk rovmord, hvor morderen dog måtte flygte uden udbytte. (Evt. fortælle om hvordan man stablede den døde op og dermed skræmte morderen til at flygte.) Han blev senere pågrebet i Husum og ført tilbage til Klode Mølle, hvor han efter sigende blev hængt. Enken blev gift med en Chr. Madsen, som døde i 1741.

Gården blev da overtaget en mand ved navn Hans Rosborg, som i 1743 blev betegnet som Seigneur Rosborg – og på det tidspunkt er der 1 ladefoged, 1 husholderske og 2 folk i stalden.

Denne Rosborg var noget af en kæltring, så ved hans begravelse lød det fra præsten: ”Stat stille ved denne grav – her hviler Rosborgs bene – men hvor hans arme sjæl blev af – det ved kun Gud alene. ”

En mand ved navn Lorentz Helt har følgende at sige om Højris i en indberetning fra 1768: ”Blandt enkeltgårde er Højris gård den bedste og største, den har en kostbar eng. Øst for gården er der et stort kær, hvor adskillige nabosogne, som har mangel på hø, forsyner sig om sommeren mod betaling. ”

Em herregård i nuværende forstand var Højris næppe, men den havde sammen med nabogården St. Remme megen værdifuld eng ved Storåen. I tørre somre trak man kreaturer helt fra Bording til Højris Enge, så de kunne græsse.

1766 overtog en mand ved navn Nikolaj Busch gården sammen med værtshusholderen på Hestlund kro. Han blev i 1776 dømt i en større sag om falskmøntneri, startet af en mand i Tulstrup. Der var en del personer involveret i sagen, som for tre personers vedkommende endte med halshugning. Nikolaj Busch ”slap” med livsvarigt tvangsarbejde.

 

Casper Møllers periode 1780-1824

I 1780 fik herredsfoged Casper Møller gården af sin svigerfar. Han var herredsfoged i landets største herred, Hammerum Herred – den 4. og sidste i Ikast sogn. Efter hans død fik herredsfogeden bopæl i Herning. Han opførte den nuværende hovedbygning, da den gamle brændte i 1819. Nogle rygter vil vide, at det var Casper Møller selv, der satte ild til hovedbygningen for at få herredskontorets papirer af vejen, andre siger, at det var en taterkonge fra Ørre som ønskede hævn og satte ild på. I de mange år Casper Møller havde været herredsfoged, havde han haft en masse fanger siddende i fangehullerne på gården. Forud for branden havde der faktisk været opslået et trusselsbrev på ladeporten, hvor der blev truet med hævn og afbrænding af Højris. Casper Møller bad politiet om at eftersøge en tater, som kunne læse og skrive, og han mistænkte en person, som senere af Blicher blev betegnet som taterkongen.

Hovedbygningen blev anlagt på den nederste del af en skråning med udsigt over de udstrakte engarealer. I hovedbygningen var der i højre side et herredskontor, mens fangehullerne var til venstre.  

1797 indrettede han en stor park i fransk stil ved gården, som jeg senere vender tilbage til. Men det er værd at bemærke: i 1797 var der hede så langt øjet rakte, og der fandtes faktisk ingen træer mellem Ikast og Nørre Snede, som var højere end buske. Jo, der var tale om en fransk have på et 6 td. land stort område – en ”lysende oase” midt i det lyngbrune landskab.

Det kan da også i en parentes nævnes, at Højris-ejer indtil o. 1900 også ejede Ikast Kirke.

Casper Møller var i sine velmagtsdage en dygtig og initiativrig mand og drev et ret moderne landbrug. Han opførte i 1786 en vindmølle sydvest for gården. Han var bl.a. med til at plante træer på Harrild Hede som led i bekæmpelsen af den store sandflugt, der var i perioder. Og den dag i dag kan man se disse kæmpemæssige fyrretræer i skovområderne på Harrild Hede. Han handlede også med gårde både inden- og udensogns.

Desværre var han ikke helt ren i kanten, bl.a. fik han lovstridigt flyttet skelpælene, og han udviklede den kedelige vane i behandlingen af dødsboer, at han stak kontanterne til side til sig selv. Når en mand kom og skulle have sin arv, fik Møller ham til at kvittere og jagede ham så ud. Der var ingen vidner, og Casper Møller havde kvitteringen, så han beholdt selv pengene. Da det til sidst blev kendt, kom rettens folk og ville tale med ham. Han bad om lov til at skifte tøj – og benyttede lejligheden til at hænge sig inde i Riddersalen. Det skete den 19.december 1824. Kort tid efter var det så hans fuldmægtiges tur, idet han druknede sig selv. Begge blev de af kilder beskrevet som nogle ”kjæltringe”.

En anden historie om Casper Møller foregår på en auktion, hvor herredsfogden kom med følgende kommentar om en af deltagerne: ”Var det ham det Guds lam fra Rind”. Manden blev vred og svarede: ”Hellere vil jeg være Guds lam fra Rind end fandens rundvædder fra Højris. ”

Godt-familien 1834-1901

Efter Casper Møllers død overgik gården til familien Godt. Den første ejer hed Jens Chr. Godt, og det er interessant, at han i 1863 havde besøg af Hedeselskabets stifter, Dalgas, som i en beretning om besøget især kommenterede de meget omtalte engarealer nedenfor Højris: ” Holstebroåens første løb flyder gennem engen tæt under Højris siden, og ejerne af denne gård har ikke ladet dette vand henligge ubenyttet, men efterhånden omdannet fladen til vidtudstrakte enge uagtet vandet kommer fra en så ussel og mager hede… ”. Dalgas ville her gerne ramme en pæl igennem den almindelige opfattelse, at hedevand ikke kunne bruges til noget. Beviset var Højrisengene, som hvert år indbragte flere hundrede læs hø. Sammen kørte de en tur gennem landskabet ud til Lindebjerg bakke.  

Godt døde året efter, nemlig i 1864, på det tidspunkt, hvor Ikast var besat af østrigske tropper. Det fortælles, at de østrigske officerer benyttede lejligheden i forbindelse med begravelsen til at spise middag på Højris for at tage del i sorgen, mens de lokale gik direkte hjem fra kirken. På hans sten på kirkegården kom til at stå noget, der kunne vække lidt morskab. ”Herunder hviler Jens Christian Godt:”

Enken drev selv gården videre i en periode, indtil sønnen, Thomas Godt overtog styringen i 1875. Han var en god mand, men noget ”forfalden” – dvs. fordrukken. Han havde eget mejeri, men det kneb ham lidt at få bjærget høet fra sit store og gode engareal.

Han mistede sin førte kone under ret dramatiske omstændigheder ifølge beretningerne – jo, der er en del dramatik knyttet til Højris. Bernhard Larsen fortæller, at hun døde af skræk, da en hest løb løbsk med Godt, som blev slynget af vognen og trukket med i tømmerne. Senere blev Godt gift den lokale præsts datter. Han endte sit liv lidt sørgeligt, at han de senere år forfaldt noget til druk. I 1901 byttede han gården bort med N. K. Sørensen og fik en almindelig gård et andet sted.

 

Højris i 1880-90erne

En vigtig kilde til en række forskellige ting vedrørende Ikast og Højris er som nævnt dyrlæge Thygesen, som var født på Remmegård i 1876. Han kom i sine barneår på Højris, hvor man havde sin egen lærerinde, der underviste ejeren, Godts, 2 sønner og Thygesen og hans bror.

Den mægtige have var en stor seværdighed for egnen, som var en træfattig hedeegn. Haven rummede en masse sjældne træer og buske. Nederst var der en lav prydhave, men også en frugthave, hvor man i 1880erne bl.a. kunne finde gravenstener og pigeoner. Det var sjældenheder i området. Der var også et hjørne med bærbuske. Thygesen kunne huske, at træerne i hans barndom var meget gamle, og det passer jo fint med Casper Møllers arbejde. Der var en ædelgran, som endnu stod der i 1940erne, som var så stor, at to mand skulle til for at nå omkring den. I en hedeegn altså en meget smuk og usædvanlig have.

I haven var der et par store damme, som stammede fra gamle mergelgrave.

Om engdraget nedenfor Højris fortæller Thygesen, at der i hans barndom var tale om et stort overrislingsanlæg, hvor man udnyttede Storåen. Der var stemmeværker, og i åen blev der fanget ål, gedder og ålekvabber. Da Thygesen skriver sine erindringer i 1940erne, var situationen en ganske anden: der havde været foretaget en afvanding, så om sommeren var der ikke mere vand, end at storken kunne gå og fiske på langs i åen.

På gården var der en ret stor hund, en Broholmer, som kunne virke noget bidsk, når folk gik på vejen mellem hovedbygningen og avlsbygningen. Thygesen fortæller, at den nu ikke var så slem. Det var tit, at børnene på Højris og Remmegård benyttede den som hest og spændte den for en lille legevogn, så den kunne trække dem mellem de to gårde.

Og så var der gartneren, tysktalende og noget original. Han var en ældre mand med langt, mørkt, uplejet hår og skæg, lurvet påklædt og ofte halvfuld. Han gik med tunge skridt og ludende, men han holdt haven og drivhuset i bedste stand - og gjorde aldrig nogen fortræd.

 

K. Sørensen 1901-23

Som nævnt overtog N. K. Sørensen i 1901 Højris. Han var ungkarl og en rigtig handelsmand, som mente, at tiden ikke var til stordrift. Der skulle udstykkes i mange mindre brug. I perioden frem til 1. verdenskrig udstykkede han i hvert fald mindst 24 ejendomme fra Højris, som nu arealmæssigt var på størrelse med et stort husmandssted. Men han byggede faktisk også et teglværk.

Ifølge Thygesen var han en mand helt uden historisk sans, hvilket bl.a. kom til udtryk ved, at han slog den gamle træhest til pindebrænde, lænkerne fra fangekældrene forsvandt og under 1. v. krig solgte han det største løvtræ i hele Hammerum Herred for 300 kr.

Efter krigen lavede N. K. Sørensen en række fejlinvestering, som tvang ham til at skille sig af med Højris i 1923.

 

Dusenius og Botilde Sørensen 1923-1939

1923 købte Dusenius Sørensen Højris, og Botilde og Dusenius var reelt et ganske almindeligt husmandspar. Alle frarådede parret at købe den forfaldne herregård, som var i meget dårlig stand, da parret flyttede ind. Avlsbygningen var ved at falde sammen, og hver gang det blæste, røg der noget af taget. Noget af det første var derfor at rive avlsbygningerne ned og bygge nogle nye, der i størrelse mere svarede til gårdens jordtilliggende. Hovedbygningen blev restaureret, og de tog fat på at genskabe parken. Der blev lavet springvand, stensætninger og blomsterbede.

Nu kom der så et lille mellemspil for Dusenius og hans kone, idet man fik en henvendelse fra Ikast Håndværker- og Borgerforening om et evt. køb af gården og haven. Håndværker- og Borgerforeningen var blevet stiftet i 1918, og nu mente man, at Ikast var blevet så stor, at man skulle have det, man kaldte et ”lystanlæg” – dvs. et grønt område, som den lokale befolkning kunne tage ud til om søndagen, og hvor der kunne holdes møder o. lignende. Der var o. 1926-27 tætte forhandlinger, men det faldt til jorden – muligvis fordi man syntes, at Højris lå for langt udenfor byen. Der var dog også en vis uenighed om finansieringen af handelen.

Så fik Botilde og Dusenius den gode ide, at de da selv kunne starte et udskænkningssted og i pinsen 1927 åbnede de så en sommerrestaurant på Højris i det, man kaldte for ”riddersalen”. Man drev fortsat landbrug, men åbnede altså op for et traktørsted, hvor Botildes hjemmebag snart blev vidt berømt i vide kredse. Hun bagte kanelstænger og hvedebrød, og hendes lagkager var meget roste.

Det hele blev sat i gang i en periode, hvor man i Ikast var underlagt en række forbud. IM sad på magten, så alle de handlende og cafeerne var underlagt et totalt alkoholforbud. Det passede Dusenius fint nok, idet han havde nær tilknytning til IM. Og hvis der var nogen, der under de forskellige arrangementer i haven havde gemt noget ude i buskene, fik de med Dusenius at gøre. Han var en temperamentsfuld herre. Når der ind imellem var trængsel i haven, og folk stod og trampede i blomsterbedene, kunne han godt blive gal i hovedet, for han var en mand med ordenssans – og hvad man vil kalde pernitten.

Familiens planer lykkedes ret godt, idet Højris Have snart blev stedet for folk spadserede eller cyklede hen. Det var dels den lokale befolkning, men det blev snart et yndet udflugtsmål for foreninger, skoler og søndagsskoler.

I den østre del af hovedbygningen var der en lille luge, hvor der blev solgt slik, is og sodavand.

Man gik ind i selve restauranten – riddersalen - via en dør midt i huset. Der var her stillet et antal borde op, men når der var større arrangementer, blev der som regel lavet en bod i haven.

Der blev afholdt mange store og små arrangementer i haven. Der var store gymnastikopvisninger, der blev opført skuespil forfattet af den lokale biografdirektør og politiker, Viggo Siefert.

Den helt store begivenhed foregik i 1934, da statsminister Stauning kom til byen. Han var gode venner med Siefert, og sammen marcherede de med fuld musik og med 3000 lokale i procession ud til Højris, hvor Stauning holdt en stor tale.

Folk, der var unge i 1920-30erne har fortalt, at Højris Have oplagt var et sted, hvor man tog hen, hvis man ville finde sig en kæreste. En lørdag eller søndag aften var det ikke ualmindeligt, at 100-200 unge mennesker mødtes derude, uden at der var et egentligt arrangement. Der var forskellige sanglege, som altid foregik omme på gårdspladsen – det kunne være to mand frem for en enke eller lign. , og der kom jo ikke megen trafik på vejen igennem gården. Dusenius ønskede ikke at legene foregik i haven, det var alt for hårdt for græsplænen. Omme i haven kunne de unge gå og flirte og pjanke med hinanden. Vi kan nok regne med, at det som regel foregik i al uskyldighed.      

Mod slutningen af 1930erne ebbede det hele noget ud – alting har jo sin tid. I 1939 lukkedes sommerrestauranten. Som en sidebemærkning kan jeg fortælle, at det var på det tidspunkt, at Håndværker- og Borgerforeningen for alvor gik i gang med at etablere et lystanlæg. Det blev placeret ved den nuværende Parkalle med udgang til Østergade – det fik navnet Østre Anlæg og er den dag i dag et forbavsende stort grønt område midt inde i byen.

 

Jens Lysholk og plejehjemmet

I 1941 købte fabrikant Jens Christian Lysholk gården. Vi er stadigvæk i forbudstiden i Ikast, og den nye ejer havde samme religiøse overbevisning som den tidligere ejer. Han lod stadig haven være åben for diverse møder og lignende. Et specielt eksempel ser man de første par år af besættelsen. Der var i Håndværker- og Borgerforeningens regi tradition for en årlig udflugt for de ældre. Det foregik i 1930erne i private biler. Under besættelsen kunne det ikke lade sig gøre at skaffe biler – eller nok snarere brændstof - til disse ture, så for at de gamle ikke skulle lide for store afsavn tilbød Lysholk, at udflugten kunne gå til Højris Have. De ældre, der ikke kunne gå derud, blev transporteret i hestevogn. Det gentog sig et par år.

I 1943 blev Højris omdannet til et privatdrevet plejehjem – eller dengang blev det kaldt et ”hvilehjem”. Det var en diakon ved navn Anton Nielsen, som lejede sig ind hos Lysholk og stiftede ”hvilehjemmet” under navnet Højris Ældrecenter.

I forbindelse med omdannelsen til plejehjem gik Lysholk i begyndelsen af 1940rne i gang med en større renovering, hvor han bevarede bygningens tidligere stilart. Hovedbygningen var fredet i klasse B, men dog ikke mere end at man i 1943 forsynede bygningen med en række kviste. (Klasse B betød, at evt. ændringer skulle meddeles til fredningsmyndighederne, som dog ikke kunne forhindre dem.)

I slutningen af 1950erne gennemgik hovedbygningen en opfattende restaurering og blev i 1958 en del af ”Sammenslutningen af Diakonhjem”. Faktisk var Højris blandt de tre første plejehjem i den nystartede sammenslutning. (i 1959 var prisen pr. plejedag 16 kr.) (I 1982 var dagsprisen 436kr.) I 1992 blev plejehjemmets navn ændret til Højris Have. Ved samme lejlighed blev den gamle ”madklokke” genopsat, takket være en gave skænket af Midtbank. Der var i 1992 blevet indrettet 9 nye ældreboliger i den gamle gårds stuehus.

Fra 1962 blev plejehjemmet drevet af Sammenslutningen af diakonhjem. I dag fungerer det under navnet ”Plejehjemmet Højris Have”.

 

 

 

2. Havens renovering i 1982

I 1979 bad diakonsammenslutningen den lokale kommunegartner i Ikast, Helmuth von Blücher om at komme med forslag til restaurering af haven ved Højris, og han gik derfor i gang med at søge historiske oplysninger om det helt specielle anlæg.

Han konstaterede, at Casper Møller tydeligvis havde været inspireret af den franske havestil. ”Partererne” var bevaret, og hovedaksen endte oprindeligt uendeligt - nemlig op ad bakkeøens skråning - lige ind i himlen. I dag ender den oppe ved nogle parcelhuse i det villakvarter, der opstod i 1970erne. Von Blücher kom med en række forslag til renovering, men ikke en rekonstruktion. Man skulle altså ikke regne med et lille Versailles i Ikast.

Hans tanke var at skabe en kulturel seværdighed, men også en have der kunne vedligeholdes for rimelige penge. Vi er trods alt i ”fattigfirserne. ” Som Blücher selv sagde: ”Det er simpelthen nødvendigt, at der sker en gennemgribende restaurering af stier, plæner, rabatter og bede. ” Der skulle tyndes ud – og plantes lidt nyt.

 

 

Højris Have (Foto: Hilda Olsen)

Internationale arbejdslejr

Der blev i 1982 åbnet mulighed for at oprette en international arbejdslejr for unge mennesker, som i 3 uger skulle bruge kræfterne i Højris Have. Mellemfolkelig Samvirke stod for at samle de unge, der kom fra 7 forskellige nationer. Kommunen skulle støtte projektet med 20.000 kr., mens Diakonsammenslutningen betalte de resterende 6.000 kr. I alt 18 unge piger og mænd blev sat i gang.

Der var lidt politisk diskussion i Byrådet om projektet, idet formanden for SID mente, at renoveringen af Højris Have burde udføres af lokale ledige, som der var over 400 af. Men det er klart, at så ville prisen blive en ganske anden. Thomas Poulsen afsluttede debatten med det salomoniske svar, at uden frivillig arbejdskraft ville arbejdet ikke kunne gennemføres.

Arbejdslejren nåede ikke helt det planlagte, så sidste del af etapen blev udført af kommunens gartnerafdeling.  

Den 5. juni 1986 blev haven fra 1797 behørigt indviet med musik, gode ord og sakseklip. FDFs orkester spillede på en kold junidag, og de 4 hovedmænd bag projektet var tilstede: Von Blücher, Ths. Poulsen, forstander Viggo Mortensen og beboerrådsformanden Marinus Skov. Thomas Poulsen sagde bl.a.: ”Det er en mærkedag i dag. Det er grundlovsdag, vi vandt i Mexico, og så bliver Højris Have genåbnet. ” (4/6 slog vi Skotland 1-0). Efter indvielsen af haven kom der mere åbenhed omkring det smukke område og i slutningen af 1980erne blev der arrangeret åbent hus med forskellige udstillinger indendøre og muligheder for at bese den renoverede park.

3. Spøgerierne på Højris

Det er klart, at der omkring en gård af Højris type – den største gård i området og ret fjernt fra byen – ville opstå forskellige historier om uforklarlige hændelser og lyde. Nogle gange virker det lidt som vandrehistorier, som man oplever andre steder.

Hvad angår bevaringen af disse historie, spiller folkemindesamleren Evald Tang Kristensen en meget central rolle. Han drog rundt og samlede en masse af dette folkloristiske stof sammen. Historier, sange, som havde levet gennem lange perioder via mund til mund-metoden.

Han videregiver et sagn, som må ligge meget langt tilbage: ”En kiste fuld af penge skal efter sigende være sænket ned i åen ved Højris. Det var i en tid, hvor småkongerne lå i strid og kiv med hinanden, at en konge kom til Højris for at angribe den derboende konge, som han overvandt. I forvejen lod den overvundne konge sine skatte lægge ned i en kiste og sænkede den derpå ned i et hul i åen. Manden, jeg har det fra, fortæller, at man om vinteren, når åen er frosset til gik og stangede efter kisten med skatten. ”

 

Den hængte jomfru  

En ung pige på Højris havde været kæreste med en af karlene, som dog viste sig at være hende utro. Det blev hun drillet noget med, så hun truede de andre med, at hun ville bringe dem store vanskeligheder. Det tog de sig nu ikke så nøje, regnede hende nok for en smule skør.

Men så forsvandt hun pludseligt, og efter nogle dage fandt de hende i et kælderrum, hvor hun havde hængt sig. Selvmord var en alvorlig og ukristelig sag, så det blev først overvejet, om hun skulle kastes ud forbi markskellet, hvorved hun var udenfor Højris ansvar. Manden på gården følte, det havde gjort hende uret tidligere, så de besluttede at begrave liget i haven. Det skulle de nok aldrig have gjort:

Nu viser hun sig ude i haven – klædt i hvidt, og hun sidder og klager.

Døren til kælderen kan de ikke mere lukke, og der er altid nogle ruder i kælderen, som er knust.

 

Barnelig

Der er jo ingen tvivl om, at nu og da blev spædbørn ombragt – det er bestemt ikke et nutidigt problem. Om Højris have blev det fortalt, at der voksede et stort grantræ, og under roden af dette træ skulle der ligge begravet et barnelig – der var på et tidspunkt sket en forbrydelse.

Der var i haven nogle meget store grantræer, som skulle være plantet af Casper Møller, da han anlagde haven i 1797. Træerne blev fældet omkring 1940-45. Men der var vist ikke detektiver til stede.

 

Bankelyde og omvandrende personer

En anden typisk spøgelsestegn er, at der høres bankelyde og ses omvandrende personer. Og det skulle være ganske vist. I 1912 sov en teglbrænder Sørensen en nat på Højris sammen med en unavngiven mand. Begge så om natten en mand gå igennem storstuen. Fodtrinene kunne de ikke høre, og de kunne heller ikke høre ham lukke døre op eller i. Det kunne ikke være et virkeligt levende menneske.

En af gårdens ejere har sagt, at han tit hørte noget, som han mente var en banken på døren. I begyndelsen sagde han så ”Kom ind! ”, men det holdt han efterhånden op med, for der kom ikke nogen ind.

I 1919 så forkarlen på gården en sort dame gå gennem bryggerset. Hun var i en sort kjole og havde en hat på. Han var ikke i tvivl, men han havde ikke kunnet lide at fortælle det til nogen.

Flere af folkene på gården fortalte også om lyden af skridt og lugten af røg i visse gange, så kraftigt at ejeren engang kom springende, da han troede, der var ildebrand.

Det siges også, at der på vestsiden af gårdens mark lå noget, man kaldte Vandris – her spøgte det også, da der engang skal have været en blodig træfning med fremmede stridsmænd.

 

Dyrlæge Thygesen, som var født på St. Remmegård, var mere ironisk i sine erindringer fra 1943:

Som på alle gamle herregårde spøgte det også fælt på Højris. Ved nattetid løb på vejen en ”hovedløs hest”, og i Riddersalen færdedes den ”hvide jomfru”. Dette i forbindelse med den halvtossede gartner og den bidske hund gjorde, at egnens folk nødigt passerede gården efter mørkets frembrud, og skete det, var det som kørende eller i flok og følge. ” Han uddyber det og fortæller, at på Højris var det en stor Broholmer, der var gårdhund, ret bidsk og frygtet af de folk, jo skulle passere mellem hovedbygningen og avlsbygningen. Og så var der som nævnt den noget specielle gartner, som nok kunne sætte en skræk i folk.

 Men en gård af denne type på heden har helt sikkert spillet den samme rolle som herregårdene på de mere givtige jorde, så der er ingen tvivl om, at Højris har haft stor betydning i lokalområdet som den store gård på den morænebakke, der strækker sig gennem hele Ikast, og som har givet nogle af gårdene en forrang i forhold til hedegårdene på de mere flade områder.

 

Erik Hansen
Januar 2018

 

Retur