Gassen sivede ud af Ikast

Af Erik Hansen

Der er flere forskellige måder, hvorpå husholdninger og virksomheder kan fremskaffe energi. Og energi har der altid været brug for til mange formål. En af de energikilder, som blev udviklet i løbet af 1800-tallet var gas, som blev produceret på en række gasværker rundt i landet.
Definitionen på et gasværk er: anlæg til fremstilling af kulgas ud fra stenkul eller brunkul. Skotten W. Murdock begyndt i 1792 at fremstille kulgas til private formål. Han var en af James Watts medarbejdere, og det første industrielle gasværk blev bygget i 1803 i Birmingham på Watts maskinfabrik. Gassen fremkommer ved opvarmning af kullet til 1000 grader, og som biprodukter – eller restprodukter – var der koks, som kunne anvendes som brændsel, og tjære.

Danske gasværker
I Danmark kan man opdele opbygningen af gasværker i to faser. Den første fase kan placeres fra 1853 til ca. 1870, idet det første gasværk i Danmark blev åbnet i Odense i 1853. Der blev dannet et selskab, som hed Det danske Gaskompagni, som i løbet af 1850erne anlagde yderligere 8 gasværker i større danske byer. En del gasværker var i starten baseret på privat eje, men da ”Gaskompagniet” fandt det mindre interessant at anlægge gasværker i mindre byer, gik det i mange tilfælde over på kommunale hænder. I 1870 var der således ud af 36 gasværker kun 9, der var privatejede.
I starten blev gasproduktionen udelukkende anvendt til belysning, idet brændværdien ikke var så høj. I 1861 kom petroleum til landet, og da det havde højere brændværdi kom det til at give gassen hård konkurrence. Der blev derfor arbejdet på at forbedre gasapparaterne, så gas kunne benyttes til kogning og madlavning. Det gav resultater, men først omkring 1900 blev kogegassen almindelig.
Næste fase i gasværksudviklingen begynder o. 1890 og varede indtil 1915, hvor der var ca. 120 gasværker i drift. Efter 1924 var de alle på nær Odense gasværk kommunalt ejede, idet Det danske Gaskompagnis værker efterhånden blev købt af de forskellige kommuner.
Antallet af gasværker forblev nogenlunde konstant frem til o. 1950, hvor andre gastyper vandt ++frem, og hvor man i stigende grad gik over til el i den daglige husholdning. I 1983 nedlagdes det sidste danske kulgasværk, Strandvejsgasværket i København.

Rygter i Ikast
I januar 1938 kunne den lokale presse omtale rygter, der var opstået om fjernforsyning af gas til Ikast fra Herning gasværk. Ideen om gasforsyning til Ikast var en tanke, der
tidligere havde været fremme, men det var altid blevet ved tanken. I slutningen var 1920erne havde Ikast Håndværker- og Borgerforening haft et møde med Stadsingeniør Brandt, Herning, hvor der blev talt om en gasledning fra Herning til Ikast via Hammerum. Ifølge formanden Axel Jensen var der ringe interesse for planen i Ikast – og endnu mindre i Hammerum.
Forespurgt i januar 1938 kunne formanden for Ikast Håndværker- og Borgerforening kun bekræfte, at det var rigtigt, at der var kommet en ny henvendelse fra Herning. Han mente, at synspunkterne i Ikast og Hammerum var nogenlunde de samme, som ved tidligere lejligheder.
Sagen viste sig dog ikke at være helt død. I foråret 1938 blev der afholdt et møde, hvor firmaet Person og Klein som producent deltog sammen med Ikast Håndværker- og Borgerforening og Ikast Husmoderforening. Mor skulle som potentiel forbruger også med i forhandlingerne, som dog ikke førte til noget resultat. Det var på et tidspunkt, hvor el var relativt billigt, så konkurrencen på energi til køkkenbrug kunne være skrap. Firmaet gav dog ikke uden videre op og besluttede at ville afholde et offentligt møde om sagen den 10. juni.

Orienteringsmøde
Mødet blev afholdt på Ikast Afholdshotel. Det var nu A/S A.M.Andersen, Brønderslev, som var den fagtekniske tilbyder. Linjeføringen skulle fortsat være Herning-Hammerum-Ikast.
På mødet deltog også ingeniør Jacobsen, København, som fortalte om gasproduktion og pointerede, at jo større værker, desto billigere gas. Han frarådede klart anlæggelsen af mindre gasværker.
Derefter blev der vist film om ”… de næsten utænkelige måder gassen anvendes i det praktiske liv i hjemmet og ikke mindst i fabrikker.” Jacobsen besvarede i løbet af aftenen en række spørgsmål om priser og leverancer, og der opstod en vældig diskussion, om man skulle satse på gas fra Herning eller selv have et lokalt gasværk.
Det blev fra ”eksperterne” skønnet, at et gasværk i Ikast ville koste ca. 200.000 kr., mens ledningen til Herning ville beløbe sig til 90.000 kr. Og de mente entydigt, at produktionen fra det større værk ville give billigere priser selv med et skønnet tab undervejs på 10%. Der blev ved dette møde talt om en m3-pris på 25 øre, som var en middelpris af, hvad der blev betalt i tilsvarende byer som Ikast.
På mødet blev nedsat et udvalg med bødker Axel Jensen fra Håndværker- og Borgerforeningen, maler Ole Madsen, fabrikant Johs. Larsen samt uddeler Holmsten fra Hammerum. Firmaet fra Brønderslev lovede, at de nok skulle hjælpe med husagitationen. Med hensyn til selve gasleverancen var der trods ”eksperternes” fremlæggelse ingen tvivl – der var en overvejende stemning for et lokalt gasværk i Ikast.

Vinteren 1938-39
Der er ikke nogen omtale i den lokale presse af det videre arbejde, men det ser ud til, at det nedsatte udvalg arbejdede med at tegne interessenter. Men på Håndværker- og Borgerforeningens generalforsamling i januar 1939 var der forskellige udmeldinger. Det blev sagt, at hele problemstillingen ligefrem havde skabt røre i byen – men det blev stadig pointeret, at interessen alligevel var lille. Det blev i den forbindelse direkte nævnt, at ”gasværksudvalget havde henlagt denne sag, da der ikke var interesse her i byen for at få sagen gennemført.” Derfor havde man henvendt sig til Elværket for at få prislempelser, ligesom man opfordrede elværket til at arbejde for billigere og lettere adgang til køb af elektriske kogeapparater. Så en evt. overgang til gas havde helt klart noget med energipriser at gøre.

Røre i byen
Sagen bragte dog sindene i kog i Ikast, selv om Håndværker- og Borgerforeningen ikke mente, at der var interesse for sagen. Bestyrer Jakobsen fra Elværket og installatør Christensen gik i februar i et indlæg i Ikast Avis helt naturligt imod opbygningen af et gasværk, idet de svarede på spørgsmålet, hvorfor gassen trods stor udvikling i stationsbyerne ikke var vundet frem. For dem var hovedårsagen, at folk ikke turde påtage sig de store økonomiske forpligtelser, og at gasværkerne ikke kunne konkurrere med elværkerne. ”Elektricitet er fremtiden!” var deres nøgleord. Fra elværkets side fulgte man op på opfordringen fra Håndværker- og Borgerforeningen, idet der blev tilbudt tekniske apparater på afbetaling over 30 måneder.
Smedemester N. Iver Nielsen gik i brechen for gasforsyningen og stillede spørgsmål ved nogle af de beregninger, som var fremlagt fra elværkets side. Hvem, der var mest saglige, er vanskeligt at afgøre. N. Iver Nielsen var ikke i tvivl om, at gas vil blive billigere. ”Hvis jeg hørte til de 10 % af lokalbefolkningen, der har råd til at bruge elkøkken, ja, så ville jeg også, men da jeg uheldigvis hører til de 90 %, der ikke har råd, så må jeg ”nøjes” med gassen.”, var hans slutreplik.

Stiftende generalforsamling
Uanset om Håndværker- og Borgerforeningen anså sagen om gasværket for død, blev der i februar måned jongleret med priser, og diverse kæpheste blev trukket ud af stalden kulminerende den 3l. marts 1939. Den dag holdt Ikast Gasforsyning nemlig stiftende generalforsamling, hvor ca. 70 mennesker var mødt frem. Der blev på mødet vedtaget love og vedtægter, og der blev også valgt en bestyrelse. Handelsgartner Christensen blev formand. De øvrige medlemmer af bestyrelsen var smedemester N.I. Nielsen, murermester J. Jensen, politibetjent Johs. Andersen og fabrikant Ole Poulsen. Der var to forslag på bordet:
1) gasledning fra Herning Gasværk
2) bygge selvstændigt gasværk i Ikast.
De forskellige udtalelser tyder på, at der som tidligere nævnt var størst interesse for sidstnævnte forslag.
Fra Brønderslev gasværk deltog ingeniør H.V. Jensen, som kunne fortælle de fremmødte om gasfremstilling- og forsyning.
Fra andre småbyer havde det vist sig, at der skulle 500 interessenter til, for at et gasværk kunne forrente sig. Der havde været gang i hvervningen i Ikast, for i marts på den stiftende generalforsamling kunne initiativtagerne konstatere, at de foreløbigt havde over 300 husstande ud af ca. 600 i Ikast bag sig.

Gassens velsignelser
Fra gasleverandørens side var der i april en kraftig opfordring i Ikast Avis til at støtte tegningen af interessenter til gasforsyning. I et længere indlæg kom alle gassens velsignelser for dagen. ”Når man betænker de behageligheder og bekvemmeligheder, der er knyttet til gas, må man vente tilslutning fra alle, der kan udnytte den. Udnyttelsesmulighederne for gas omfatter praktisk talt al opvarmning lige fra centralvarme til kartoffelkogning, således at gas i virkeligheden kan erstatte alle andre varmekilder, men også som supplement til allerede eksisterende varmekilder er der rig udnyttelse af gas…. Det muliggør varmtvandsforsyning i sommertiden, hvor almindelige centralfyr ikke holdes opvarmede…. Såfremt tanken om eget gasværk i Ikast skal realiseres, er det imidlertid nødvendigt, at så mange som muligt snarest tilslutter sig interessentskabet.”

Medlemstegning
I maj 1939 udtalte formanden, gartner Christensen, sig til aviserne om sagens stilling. Siden marts havde bestyrelsen arbejdet ihærdigt for at få tegnet de 500 medlemmer – og i slutningen af maj manglede der kun o. 30 for at nå det ønskede antal.
Formanden lagde vægt på, at der i juni måned skulle holdes det afgørende møde, hvor man af hensyn til nybyggere og andre interessenter skulle slå endeligt fast, om byggeriet skulle sættes i gang. Selve byggeriet forventedes at ville tage 4-5 måneder, og det var vigtigt, at det blev færdigt, inden vinteren trådte ind. Omkostningerne ved bygningen af gasværket samt dets beliggenhed var der endnu ikke taget stilling til, men den lokal avis var dog ret sikker på, at der ville blive bygget et gasværk i Ikast i løbet af sommeren.

Økonomisk uklarhed
Den 14. juni blev der afholdt en ekstraordinær generalforsamling, hvor den endelige beslutning skulle træffes. 150 interessenter var mødt frem. Der var nu tilsagn fra 463 forbrugere, og ingen var i tvivl om, at de sidste ville komme, når byggerier gik i gang.
Så let kom det dog slet ikke til at gå. Det viste sig, at der ikke var helt klarhed over de økonomiske konditioner i forbindelse med hele projektet. På mødet den 14. juni gjorde ingeniør Jensen fra Brønderslev rede for priser, tariffer o.s.v. Og det kom så frem, at bestyrelsens oprindelige kalkulationer ikke holdt. Der var tilbudt gas for 25 øre pr. m3, men det måtte nu ændres til 15 øre pr. m3 og 3 kr. pr. måned i fast boligafgift. Man forudsatte, at et normalt forbrug ville være 300 m3 om året. Det gav anledning til en vældig diskussion – specielt m.h.t. til den fast afgift. Folk holdt på, at de havde tegnet sig under forudsætning af en gaspris på 25 øre. En afstemning resulterede i et flertal for de nye takster, men der var ikke afgivet stemmer nok for forslaget, så det faldt, og der måtte indkaldes til en ny ekstraordinær generalforsamling. Den skulle holdes hurtigst muligt.

Tvivl om forbruget
Efterfølgende blev der stillet spørgsmål ved, om normalforbruget på 300 m3 var realistisk og ligeledes om en samlet årlig betaling på 81 kr. var acceptabel. I et indlæg i avisen stilledes spørgsmålet:
”Hvem køber petroleum for 81 kr. om året ? Og er der nogen, der vil bruge gas hele året, brække komfuret ned og så fryse i sit køkken for at få gasapparat?” Det blev også påpeget, at megen hjemmesyning foregik i køkkenet med komfuret som varmekilde.

Problemer med tarifsystemet
Den 23. juni kunne man så i lokalpressen læse følgende overskrift: ”Intet gasværk i denne omgang i Ikast”. På den ekstraordinære generalforsamling i Axel Jensens var 115 interessenter troppet op. Det fremgik hurtigt på mødet, at den faste boligafgift var nødvendig – i hvert fald i begyndelsen – da der ikke var tegnet så mange interessenter, som man havde håbet. Sognerådet støttede denne tanke, ja, det var nærmest et krav for, at de ville stille en kommunegaranti på 275.000 kr.
Ingeniør Jensen fra Brønderslev var endnu en gang kaldt til, og hans redegørelse for takster, m3-priser og boligafgifter gav anledning til en længere diskussion blandt de fremmødte. Det ser ud til, at det springende punkt var prisen på gasleverancen – skulle det ske fra Herning, ville det blive billigere, men det var i marts 1939 besluttet, at det skulle være fra eget værk, og det kunne økonomisk kun lade sig gøre ved at indføre en fast boligafgift.
Tilhængerne af det nye tarifsystem med fast boligafgift påpegede, at når man havde vedtaget at ville have sit eget gasværk, så måtte man også betale det, som det kostede. Modstanderne anførte, at de havde fået indtryk af, at de 25 øre også gjaldt ved eget gasværk, og i øvrigt var der nogle, som ikke ville bruge gas hele året, hvorfor en fast boligafgift ville virke fordyrende. Og det var nok her, hunden lå begravet. Direktør Andersen stillede nemlig følgende regnskab op for forsamlingen, idet han forudsatte et normalt forbrug til 300 kbm. om året.
300 Kbm á 25 øre = 75 kr + målerleje 6 kr. = 81 kr.
300 Kbm á 15 øre = 45 kr + 3x12 kr. i boligafg. = 81 kr.
Det vil sige, at udgiften – forudsat – normalt forbrug ville blive nøjagtigt den samme efter de to tariferingssystemer. Problemet var, at modstanderne var folk, der ville spare på gassen og derfor ikke ønskede den månedlige boligafgift.
Fra firmaet i Brønderslev blev det endnu en gang påpeget, at jo større gasforbrug, desto billigere blev prisen. Direktør Andersen sluttede diskussionen med at sige, at når folk ville have eget gasværk, kunne det kun rejses på den af firmaet og bestyrelsen foreslåede måde
Sagen gik derpå til afstemning, og skønt et flertal stadigvæk gik ind for det nye forslag med boligafgift, opnåede det ikke det krævede 2/3 flertal og faldt.

Bliver sagen opgivet ?
Der var 68 interesserede, som havde stemt for den nye tarif og gasværket. Der var derfor enighed om, at sagen ikke skulle henlægges. Generalforsamlingen besluttede, at bestyrelsen skulle foretage en nytegning af interessenter efter de nye tariffer. Bestyrelsen anså det som sin opgave at lave en tegningsliste, som praktisk talt skulle kunne samle hele byen. Modstanden ved den sidste generalforsamling var ikke imod gasværket som sådan, men mod den måde, forudsætningerne var opstillet.
Om dette rent faktisk skete vides ikke. Spørgsmålet om gasværk bliver ikke omtalt senere i Håndværker- og Borgerforeningens forhandlingsprotokol – og tilsyneladende heller ikke i aviserne. Måske har krigen også spillet ind. Alt tyder i hvert fald på, at planerne døde ud.

Flaskegas
I 1948 kan man i Silkeborg Avis læse om udviklingen i brugen af flaskegas, som indirekte sættes i sammenhæng med det opgivne gasværk. Bernhardt Larsen, som var referent til avisen, gav elpriserne skylden for opgivelsen af gasværket i sin tid, idet han siger: ”Dengang var el en del billigere end nu, og man anskaffede sig elektriske køkkener.”
Samtidig påpegede han, at i 1939 var flaskegassen blev opfundet, som senere af tyskerne blev forbedret til ”flydende gas”.
I 1948 var der over 200 forbrugere af flaskegas i Ikast, men omtrent lige så mange ønskede at få det installeret. Grosserer C. Ludvigsen, Villavej i Ikast, der stod for installationerne, beklagede, at det på grund af efterkrigstiden kneb med materialerne.
Folk i Ikast var i 1948 så glade for flaskegassen, at de tog den med i bilen, når de skulle på skovtur. Så kunne de lave både mad og kaffe. Sikkerheden var dog ikke helt i top, og mindst et par gange i løbet af 1948 kan man læse om gaseksplosioner i lokale Ikast-hjem.

Kilder:
Den store danske Encyclopædi, 1997
Diverse numre af Silkeborg Avis
Diverse numre af Ikast Avis
Forhandlingsprotokol for Ikast Håndværker- og Borgerforening

Tilbage til oversigt