Lidt om familien Garner
– huset og mennesker jeg husker 
af Else Larsen

Året er 1931 Andreas er lige fyldt 14 år.

Det er koldt udenfor, Søren Garner læser højt af Ugens Nyheder; den fortsatte historie hedder ”På Kaperfærd”, og bogstaverne er Gotiske

Hans kone Marie sidder i sin stol og stopper strømper, Marthe går rundt og støver billedrammerne af, Andreas sidder med noget regning, som han godt kan lave, mens han hører sin far læse højt. Stinne sidder som sædvanlig og pudser på noget, hun elsker blanke ting, bedstefar Frits ligger inde i den inderste stue og hviler sig. På væggen hænger billedet at hjemmet i Nørhoved, nu er det Kristian og hans familie der bor der; det var en god ordning, tænker Marie og tager fat på en ny strømpe. Ovenover hende viser det lille vægur, at det er ved at være kaffetid.

Nu banker det på døren, det er et par gode naboer, der lige vil kikke ind. De hænger overtøjet i forgangen og får stukket et par ekstra kludesko i hænderne, der er altid nogle på lager, overdelen er hæklet og sålen er syet sammen af flere lag lidt stivere stof.

Søren finder den lange pibe frem og lægger avisen til side til en anden go’ gang, nu skal der snakkes, kedlen står på komfuret, så der kan snart blive noget kaffe. Marthe smutter op i spisekammeret, hun bagte sirupslagkage i går, så den kommer på bordet sammen med de pæne kopper med gulddekoration, som Marie er så glad for. Stuen er ikke stor, men der kan godt sidde en tre stykker omme på slagbænken, og de fire stole, Per Hovedskov lavede af de gamle kirsebærtræer, er tit i brug alle sammen, og slår det ikke til, er der jo de små stole ude i køkkenet.

Snakken går, og der bliver puttet en pind på kakkelovnen; det er rart. Udenfor blæser det op, men vinduerne blev kittet og malet, inden det blev vinter. Der er smukt tapet på væggene med en lille mørk bort foroven. Billedet med ægteparret Månsson kigger ned på dem. Gulvene er ferniserede og nyvaskede, der står pelargonier i vinduerne, og der er stores (undergardiner) inde i stuen. De snakker lidt om alt det, der sker i ude den store verden, især i Amerika, for det er der altid en masse om i Ugens Nyheder. Der er også skrevet om markedsoversigterne, noget om sundhed og sygdom og så striben med ”Små nødder”, hvor der hver uge er forskellige gåder og opgaver for hele familien.

Gennem køkkenvinduet ses det sidste skær af solen for den dag. Foruden komfuret er der en indbygget gruekedel, et fast bord ud mod haven med blå-malede skabslåger. Mellem døren ud til bryggerset og døren op til spisekammeret står tørvekassen, det er også en dejlig siddeplads, til en køkkenskriver.

I husets nordlige ende pusler grisene, de to små køer og hønsene. Der går en stige op til loftet, hvor der er halm og hø til lang tid endnu, så ingen skal sulte. De har ingen hest, men når der er brug for det, låner de Knuds gamle Musse.

Naboerne, der banker på, kunne være Kathrine og Chr. Iver Kristensen, der på det tidspunkt har været 30 og 28 år gamle. Sandsynligvis har de haft barnevognen med en af de ældste – Kathrine og Kræsten fik i alt 6 børn: Elly, Jakob, Verner, Ove, Maja og Henning – rækkefølgen på de ældste er jeg ikke helt sikker på. De var jo voksne og flyttet hjemmefra på det tidspunkt, jeg husker tilbage til.

Det var spændende at komme med hen til Kræsten og Kathrine. De havde et lille landbrug, og så syede Kathrine for en fabrik, der bl.a. lavede handsker til militæret – de var anderledes end almindelige luffer, for pegefingeren skulle kunne bruges når der skulle skydes; altså var det ikke bare tommeltotten, der stak ud.

Når så Kathrine havde syet alle vanterne, blev de pakket i en stor bylt, bundet på bagagebæreren på hendes høje knallert, og så kørte hun til Ikast for at få ny forsyning.

Hunden hed Snap. Chr. Iversen var en dygtig jæger, og der hang trofæer over skrivebordet; et smukt rådyrhoved og en hel del gevirer. På et af gevirerne hang en kikkert, den var jeg meget optaget af. De havde også et møbel med radio og pladespiller og flere årgange af  ”Det Bedste” i reolen, og så havde de en porcelænsugle med lys og huller, der kunne tiltrække røg. I det hele taget havde de mange smukke ting og var selv et par dejlige mennesker. Min far fik et lille gevir af dem en gang, nu er det mit.

I mange år kom de og mine forældre skiftevis hos hinanden med én til to ugers mellemrum; ikke sådan noget med invitationer, man kom bare. Der var også plads til os børn, når de kom på besøg. Det år jeg så inderligt havde ønsket mig en bil i julegave - og fik det – blev den trukket op og susede frem og tilbage over spisebordet, når der kom gæster, der ville ”lege med”.

Næste gang Kathrine og Kræsten kom på besøg, havde de en garage med til mig fra Henning, deres yngste søn; den var af blik og passede præcis til min lille grønne bil - hvor blev jeg glad. Nu var Henning også én af de store drenge, jeg nærede nærmest næsegrus beundring for. Når han sammen med Peder Jørgensens drenge og dem fra Andres Toftlund cyklede forbi på vej til og fra skole, elskede jeg at sidde ved vinduet og vinke til dem.

Omkring den tid jeg begyndte i skole, kom Henning ind som soldat, og jeg gik rundt omkring bordet med min lille røde Himmelbjerg-spadserestok som gevær. Min søster ville vide, hvem jeg forestillede, mor havde luret mig, så hun fortalte Ingrid, at jeg vist var Henning, der var soldat, og så grinede hun glad, men øv – så var den leg ikke sjov længere. Men stokken kunne også gøre det ud for fiskestang, så jeg kravlede op på spisebordet og fiskede derfra, så ku’ de bare grine, hvis de havde lyst.

Henning skrev i min poesibog, mens han var inde som soldat:

”Når du bli’r gammel og ingen vil ha’ dig, så kravl op i et træ, og lad kragerne ta’ dig”

Kærlig hilsen Rekrut Kristensen” - Henning døde i 2015.

Da Maja blev gift med sin norske Vik, var der godt nok fest i Isenvad. Ove, der var en dygtig fotograf, tog en masse billeder, bl.a. et hvor Peder Jessen, eneboeren fra Sønderjylland, sidder midt imellem bruden og hendes svigerinde og navnesøster Maja, der var gift med Jacob. Det blev bestemt, at Ove skulle komme hjem og fotografere os, ikke mindst fordi det gik lidt hurtigt, da far og mor endelig blev gift, så der  var hverken fest eller brudebilleder fra dengang.

Både Elly og Maja flyttede til Københavnsområdet, men de blev ved med at komme på besøg her i huset, når de var hjemme. Jacobs Maja kom også med, hun kørte på en smart lille scooter.

Da fjernsynet havde holdt sit indtog, hyggede vi sammen med Kræsten og Kathrine om at se sport, som Kræsten gik meget op i. Engang var der et hestevæddeløb fra England, tror jeg, hvor hestene skal springe over nogle brede hække. Der er et styrt, Kræsten farer op af stolen og kigger, om der skete noget bag ved hækken. Engang vi så en fodboldkamp sammen, kommenterede jeg, at én af spillerne da vist var lige lovlig gammel, da jeg kunne se, han var ved at blive skaldet.
Dét var Chr. Iver Kristensen lige ved at tage mig ilde op, men jeg blev hurtig tilgivet.

Kathrine havde altid sådan nogle smukke kjoler på, og hun var meget dygtig til håndarbejde. Hun orkerede, og jeg kunne kigge på det i timevis. Det så så elegant ud, når skytten susede ud og ind mellem hendes fingre og forvandlede den tynde tråd til blonder eller smukke flakoner.

Hun syede engang nogle puder af noget lækkert plysset stof; både mor og jeg fik én, og min blev
slidt i laser. Mor havde stadig sin, da hun flyttede på plejehjem. Kathrine hæklede også to fine
sjaler til mig; et hvidt og et orange, dem har jeg stadig.

Kort før Kathrine døde i 1977, byggede de hus i Isenvad, hvor også Henning og hans kone Anne havde bygget hus. Kathrine fortalte, at hun glædede sig sådan til at flytte ind og tage alle de fine skabe i brug. Desværre døde hun, lige før huset var helt færdigt, så Chr. Iver Kristensen måtte flytte alene ind i det nye hus. Sønnen Jacob var tit hjemme hos sin far - han og jeg byttede bøger i en periode.

I 1982 døde Chr. Iver Kristensen; både han og Kathrine er begravet på kirkegården i Isenvad.

Tekst:             Else Larsen, 2023