Mennesker der kom i mit barndomshjem

Af Else Larsen

Vilhelm Pedersen

Vilhelm Pedersen, som mine forældre boede hos, da Ingrid blev født, var ungkarl hele livet. Han blev født i 1910 og døde 1999, han gik ved siden af sit landbrug ud på dagleje, han fulgte ungdomsmøderne længe efter han kunne regnes blandt de unge.

Vilhelm havde også Marie og Nis Jensen boende med deres drenge i en periode, der blev ikke stillet de store krav dengang. Og mon ikke også det var hos ham, at Marie og Peter Otto (senere Fredensgade Ikast) boede engang.

Vilhelm havde både køer, grise og høns + et par heste, det var så vidt jeg husker, far fortalte en fuks og en skimmel, skimlen var så gammel, at den ikke var skimlet længere, men næsten hvid.

I den tid jeg husker, kom Vilhelm jævnlig på besøg, men jeg erindrer ikke nogensinde, at jeg har været længere inde end i bryggerset hos ham.

Hver fredag aften så længe jeg husker, kom slagter Harder med kødvarer bag i bilen, og så kom Vilhelm også tit, der blev drukket kaffe snakket og grinet, inden Harder kørte hjem til familien efter en lang landtur, der sluttede hos os.

Engang havde far samlet sammen til et bål, og der var godt ild i det, da vi så et underligt syn ude på marken, det var Vilhelm, der havde læsset en masse grene på trillebøren, så der ikke var mand at se bagved, han syntes lige han ville bidrage med lidt til bålet.

Vilhelm var vel lidt speciel, han havde sådan nogle ufrivillige grimasser, og han gik der mutters alene år ud og år ind, men engang far var ved at hjælpe mig med noget regning, jeg syntes var svært, kom Vilhelm dumpende, vel i håb om at der vankede en kop kaffe, det gjorde der selvfølgelig, far blinkede til mig og sagde, det kan være Vilhelm vil hjælpe dig med det regnestykke. Vilhelm fik bogen – skar et par grimasser blinkede med øjnene, og så regnede han:
”Hvis nu vi trækker det tal fra det tal så bliver det ca. sådan og ganget med det næste tal bliver det omtrent sådan, og det blev det omtrent”.
Jeg morede mig over Vilhelm, for sådan nær ved og næsten, det kunne man da ikke bruge til noget, men yngre generationer har vist lige præcis lært at regne som Vilhelm.

En meget varm sommer gik vores brønd tør, så fik vi et par transportspande vand fra Vilhelm, indtil der kom vand i brønden igen.

Vilhelms heste forsvandt, men Vilhelm lignede såmænd stadig sig selv, da det var mine børn, der gik i skole i Isenvad. 

Vilhelm cyklede til købmand med en lille spand, han kunne have varerne i.

En kold, våd og blæsende dag stod vores store dreng sammen med præstens søn skolepatrulje. En ung mand nede fra byen, der havde store psykiske problemer, havde smidt alt tøjet og vandrede så hjemad mod sine forældre, der boede tæt på skolen. Lars og Tonny troede næsten ikke deres egne øjne, der kommer en nøgen mand!!! -  og samtidig kom Vilhelm cyklende, han cyklede nærmest baglæns grinede drengene bagefter, mens det der med grimasserne fik frit løb.

Vilhelm var en flittig kirkegænger, men det var lige ved at blive problematisk, for selv om Isenvadfolk ikke er sarte, og de fleste af dem er fra landet – var den staldlugt, der sig efterhånden var omkring Vilhelm, lige ved at blive for meget, men han skulle jo lige ud til dyrene uanset om han var i arbejdstøjet eller kirkeklæderne.

Da Vilhelm døde i 1999 var der rigtig mange, der viste ham den sidste ære, for han var jo kommet rundt i rigtig mange hjem som daglejer og ven, og den dag havde Vilhelm bestemt, at da var det ham, der gav suppe.

Søskendeparret Kirsten og Peder Meldgaard

Lidt længere ned mod Isenvad boede søskendeparret Kirsten (1882 – 1957) og Peder Meldgaard (1892 – 1977)

Peder skænkede et ur til kirken, og jeg tror der findes et billede af ham fra dengang, men jeg kan ikke huske, hvordan hverken han eller søsteren Kirsten så ud, men alligevel husker jeg dem rigtig godt.

Kjesten kom på besøg hos min faster og hun havde sit strikketøj med, garnet var gråt og hun strikkede perlestrikning, men bedst som snakken gik slap hendes garn op, men Kjesten var ikke rådvild, resolut trævlede hun en god stykke op, så er der lidt at gøre med igen, sagde hun og snakken kunne fortsætte.

Peder gik med sort ”kravetøj”, vest og jakke uanset vejret. Deres 3 køer og hesten Musse stod tit tøjret tæt på vores hus, jeg gik af og til hen og snakkede lidt med Musse, en køn brun hest med sort manke og hale.

En mørk vinteraften i 1957 skete tragedien, Kjesten var ude for at finde avisen, der var blevet smidt ud af vinduet i rutebilen, da en ung mand er på vej hjem fra Ikast på cykel – han ser ikke Kjesten så han rammer hende – hun dør og hele byen sørger, både over Kjesten, men bestemt også for den unge mand, der uforvarende var blevet skyld i ulykken.

Jeg var 9 år og syntes, at jeg da kunne hjælpe Peder med at skrælle kartofler og sådan noget, for det var jo altid Kjesten, der klarede den slags, mine forældre forklarede mig, at Peder nok skulle klare sig, så jeg blev ikke husmoderafløser den gang. Peder kom derimod ofte ind til min faster, efter han blev alene.  

Både Vilhelm, Kirsten og Peder ligger begravet i Isenvad

 

Tekst:             Else Larsen, 2023

 

Retur