Erik Hansen holdt dette foredrag den 11. september 2019:
De gæve uldjyders historie
I 2009 blev der i Ikast udgivet en bog med titlen ”Tekstileventyret i Ikast”. Det var en ældre fabrikant fra Ikast, Vagn Laursen, som gennem mange år havde samlet materiale om mere end 60 tekstilvirksomheder i Ikast. Han har i sin indledning nogle linjer, som jeg godt vil starte med, da de kortfattet beskriver en del af det, som jeg nu skal fortælle Jer om.
”Det var dengang sjældent, at bondestandens horisont nåede ud over det snævre sogn og bylaug, men i herredet (i.e. Hammerum Herred) var man i besiddelse af så megen spændstighed, at man også magtede at interessere sig for andre landsdele. Det var de gamle berejste uldjyder fra Hammerum Herred, der bragte et forfriskende pust fra den store verden til den fjerne hedeegn; det var disse foretagsomme folk og deres efterkommere, der stod klar, da tiden var rede til at overføre bindestuernes flid til moderne spinderier og tekstilfabrikker, så der af bindehosen voksede en storindustri, som har gjort Hammerum Herred kendt langt ud over landets grænser.” (s. 12)
Hammerum Herred var før i tiden det fattigste herred i Danmark. Ditlev Andersen, lokalhistoriker fra Ikast, har kaldt det ”Jammerfuld Herred.” Det var meget svært for befolkningen at ernære sig ved landbrug i et område, som stort set var dækket af hede og lyngarealer. Fåreavlen blev bøndernes største dyrehold, da det var det dyr, som klarede sig bedst på de store hedearealer.
Af nød begyndte bønderne allerede i slutningen af 1600-tallet at fremstille strikkede ting af fårenes uld. Hermed blev der udviklet en husflidsproduktion, som blev en nødvendighed for de fattige bønder. Det gav så på længere sigt anledning til, at unge mænd fra egnen drog ud i verden som hosekræmmere, som afsatte de hjemmestrikkede produkter overalt i landet.
Folkekultur
Mange kender fra Steen Steensen Blicher begrebet ”bindestuer”. Dette begreb opstod rundt om på gårdene, når man efter arbejdstid samledes i storstuen på hedegården og skulle have aftenen til at gå – særligt de lange vinteraftener. Så sad man i tællelysenes skær og spandt eller strikkede, og så gik snakken, alt imens tenen og strikkepindene knitrede. Der blev sunget sange, der blev fortalt sagn og andre beretninger. Takket være Evald Tang Kristensen er Hammerum Herred derfor blevet en guldgrube for folkemindesamlere, da han i ellevte time fik samlet disse beretninger ind.
H.P. Hansen om historien
En af de store koryfæer på uldjydernes historie er H. P. Hansen, som nåede frem til, at de første hosekræmmere nedsatte sig som fastboende i København så tidligt som omkring 1680.
( I parentes bemærket var H. P. Hansen også konservator – og det fortælles, at hans gæster kunne blive præsenteret for lidt af hvert ved middagsbordet – bl.a. storkeragout)
Lovgivning m.h.t. uldkræmmerne
Allerede i 1600-tallet klagede de fastboende i byerne til myndighederne over de omvandrende uldhandlere: ”De sidder på torvet med deres poser og sække, men de går også rundt i byen og påfører de fastboende handlende en ublu konkurrence.” Til myndighederne blev der klaget over, at de indførte varer fra udlandet – både uldne varer, tråd og silkestrømper.
Kræmmerlauget klagede gentagne gange til myndighederne over de jyske uldkræmmere.
Det endte med en slags lovgivning på området, idet der i 1741 – den 14. februar – blev udsendt et reskript, som slog fast, at uldkræmmere fra Hammerum Herred frit kunne handle med uldne varer og linnedprodukter, så længe det var hjemmelavede varer – altså det man kunne kalde husflidsarbejde. Denne regel kom til at gælde i mange år, men som vi senere skal se, blev den svær at overholde, da den tidlige form for masseproduktion begyndte at dukke op.
Men efter reskriptet var der ingen tvivl om lovligheden, når uldhandleren havde indløst et pas hos den lokale politimester. Man kunne opnå pas, som dækkede hele landet, men der var også pas, som var begrænset til Hammerum Herred.
Selve uldproduktionen
Grundlaget for bindeindustrien var som tidligere nævnt fårene, som både Mads Doss og Mett’ Kjølvrå tog sig af. Inden fårene blev klippet, blev de vasket. Det kunne foregå i en å eller en bæk. Når de så var blevet tørre, blev de klippet. Med kamme blev den afklippede uld kæmmet – for at glatte fibrene ud. Den kæmmede uld skulle så spindes til tråd. Det var en betroet opgave at spinde, som ikke kunne laves af hvem som helst, for det var meget vigtigt, at tråden blev så jævn og glat som mulig. Så fik man den bedste færdigvare – sådan går jeg ud fra, at det stadigvæk er for mennesker, der strikker og hækler. Når tråden var spundet, kunne alle gå i gang med hosebindingen eller anden strikning – og både ung og gammel blev inddraget.
Hånd- eller maskinfremstillet
På et tidspunkt kom der små håndtrukne strikkemaskiner frem ude på gårdene, og der blev nu produceret varer, som kunne give anledning til sammenstød mellem de fastboende handlende og de omvandrende uldhandlere.
De fastboende mente ikke, at den slags varer kunne kaldes husflidsarbejder, da der havde været maskiner involveret; uldkræmmerne på deres side holdt på, at deres varer stadig væk var husflidsarbejde, da de jo var lavet på håndtrukne maskiner.
Uldhandlerne blev gang på gang meldt og taget af politiet – nu og da af meget emsige betjente og andre øvrighedspersoner, som også så muligheden for at få noget billigt uldtøj, idet ulovlige varer tilfaldt anmelderen, hvis varerne blev konfiskeret.
Konkret eksempel: Niels Christensen blev taget med følgende ulovlige varer: 3 grå, uldne vævede herretrøjer, 5 ½ dusin muffediser, 3 par damestrømper, 1 dusin strømpebånd. Der blev i alt beslaglagt 6 sække med varer samt 20 islandske trøjer.
Ved Birkeretten (byretten) fik han en bøde på 10 kr., og de ulovlige varer blev konfiskeret.
Dommen blev senere stadfæstet ved både overretten og højesteret den 25. marts 1878.
Livet på landet
På gårdene i 1800-tallet og faktisk også ind i 1900-tallet producerede gårdene stort set selv alt, hvad man skulle bruge til føde og klæder. Selv om man havde mange får – og det var jo altså det vigtigste husdyr mange steder – så skulle der alligevel spares på ulden. Selv en velhavende gårdmandsdatter fik kun et par strømper om året. Om en karl, der tjente det samme sted i 11 år, fortæller man, at han kom til gården med to par strømper, og dem rejste han med igen efter 11 års forløb. Der var ikke meget, man skulle bruge penge til, og heller ikke meget, der gav penge. Noget kunne tyde på, at han gik med bare fødder en stor del af året.
Den klassiske bemærkning kom, da en fremmed engang besøgte det øde, bare og fattige Hammerum Herred, og spurgte, hvordan man overhovedet fik føden. Svaret lød: ”Jow, æ jurd føder wos, æ foer klæd’ wos. Vi hår snår æt ander udgywter end te tobak o salt o træsko.”
Kneb det med at skaffe penge nok, ja, så måtte man fortsat tage fat på ”æ bindhues”. Mange hjem blev på den måde reddet fra økonomisk ruin, og denne uldbinding blev som nævnt begyndelsen til den trikotageindustri, som fik så stor betydning for hele Hammerum Herred – der gælder nogenlunde det samme for både Herning og Ikast. Men her i dag vil jeg især koncentrere mig om udviklingen i Ikast området – men det ville være stort set de samme træk for Herning eller andre områder i Hammerum Herred.
Uldkræmmere fra ”Jammerfuld Herred”
Som nævnt kaldte Ditlev Andersen i sin bog om Ikast Hammerum Herred for ”Jammerfuld Herred” – et herred der lå øde og afsides, indtil jernbanen kom igennem i 1877. Ikast var fra gammel tid ensom og øde, og der var ikke megen kontakt med omverdenen, men da uldbindingen vandt frem, var der en del uldkræmmere, som drog ud med posen på nakken. De oplevede verden og kom hjem med penge, som kunne danne grundlag for en større produktion.
Uldhandlerne var faktisk meget populære, når de kom rundt til gårdene og den almindelige befolkning. For folk, der boede langt ude på landet i ”det mørke Jylland”, var det en oplevelse, når hosekræmmerne kom forbi. Det var for dem som et pust fra den store verden og også en slags nyhedsformidling i en tid, hvor kun få mennesker i landområderne holdt avis. Så det var ikke kun sladder, der blev bragt videre. Det minder lidt om den rolle, postbudene havde i gamle dage.
Til gengæld var det klart, at de ikke var så velsete blandt de handlende i byerne, idet de formentligt udgjorde alvorlige konkurrenter. Og som jeg tidligere har antydet: Det springende punkt var, hvordan de pågældende varer var fremstillet. Var det i virkeligheden fabriksvarer – snarere end husflidsarbejde – altså det hjemmegjorte. Derfor skulle uldhandlerne meget gerne have en regning med fra et hjemmestrikkeri, så man derved kunne bevise, at strikvarerne var hjemmegjorte.
Mange af de lokale fabrikanter – som jeg senere vender tilbage til - begyndte med uldsækken, havde god forretningssans og var som regel altid godt skåret for tungebåndet. Havde de tjent tilstrækkeligt, kunne de starte en mere industriel fabrikation – en fabrik - som så som regel fik dem til at afslutte deres karriere som uldkræmmere.
Var uldkræmmerne udsatte for fristelser?
I 1876 kunne man i en annonce i Herning Folkeblad læse følgende: gdr. Christen Christensen fra Tjørring pr. Herning søgte ”100 jyske karle til at sælge hjemmegjorde uldvarer på Sjælland.” Det må siges at være et imponerende stort antal, som må forudsætte en ret så stor produktion.
Der kom efterfølgende et par meget forskellige kommentarer til denne annonce. Første indlæg var et kritisk læserbrev fra ”E”, hvor vedkommende skrev, at det ”skærer i hjertet at se denne annonce med de 100 karle.”
”E” fandt det i orden, at unge karle blev rejselystne, og det at handle var også OK, hvis det skete på en samvittighedsfuld måde. Men ”E” mente, at det ofte var ulovlig handel – nemlig bl.a. med damestrømper og halstørklæder, som ikke var hjemmegjorte.
Men så var der det allerværste: ”E” mente, at det fordærvede de unge karle, for hvad skulle de give sig til om aftenen efter en lang arbejdsdag? Da ville de kede sig, og overalt var der knejper at besøge, ”så hvad karlen havde tjent om dagen, det gik om aftenen og om natten.”
Til sidst var der den helt store svada: Knejperne og nattelivet førte til drikkeri, svir, spil, hor og skørlevned. Samtidig mente ”E”, at de unge blev indbildske og forfængelige, nej, de burde i stedet tage på folkehøjskole, hvor de kunne lære at læse og få et bedre kendskab til modersmålet og fædrelandet. Det var vist det, man kalder et skjult budskab.
Der kom hurtigt et modsvar fra en, der kaldte sig ”En udenforstående”, som bestemt ikke havde noget imod folkeoplysning, men her sluttede også enigheden med den foregående.
Fra indlægget citerer jeg: ”Artiklen ånder af en banghed og naivitet, så man spørger sig selv, om ikke forfatteren er en gammel kone eller en person, som aldrig har været udenfor sit fødehjems meget snævre grænser”.
I indlægget siges også – noget rosende om lokalbefolkningen – at enhver kan bevidne, at Hammerum Herreds befolkning i forhold til Jyllands øvrige befolkning står over dem både intellektuelt og materielt. Modsat pessimismen hos ”E” siges her, at det har været meget gavnligt for de unge at komme ud og hente erfaringer og ny viden så tidligt i livet. De unge har skabt sig viden og erfaring om landet og den verden, som vi alle er en del af.
At det rent faktisk drejede sig om en del mennesker, viser følgende tal: Fra 1. september 1886 til 1. september 1887 blev der i Hammerum Herred udstedt 204 uldhandlerpas. Og der har da selvfølgeligt været brådne kar imellem – de er i hvert fald ikke blevet selvstændige fabrikanter alle sammen. I 1913 var tallet faldet til 13, men på det tidspunkt var der også allerede oprettet en række fabrikker i området. Det betød ikke, at uldkræmmeren helt uddøde, og jeg vil nu koncentrere mig om et par af de mere kendte i lokalområdet, som fungerede langt ind i det 20 århundrede. Det var store personligheder, som nok kunne lidt mere end deres fadervor.
Uldkræmmere i 1900-tallet
Rasmus Patuel
Han var så berømt, at han i 1939 blev omtalt i Billedbladet – om det så var rosende, ja, det kan man jo selv bedømme. Billedbladet sagde om Rasmus Patuel: ”33% snuhed, 33% slagfærdighed, 33% gode historier og 1% beskedenhed.” Der blev videre sagt: ”Hans allerbedste tøj er snakketøjet – det er aldeles uopslideligt.”
Han kunne bedst lide at gå langs den jyske vestkyst. Det var ikke altid, de havde penge hos fiskerne og i kystgårdene, men han blev altid godt modtaget. Han sagde selv : ”… der er nu ikke noget så godt, som at sætte gaflen i et stykke med spegesild og spejlæg og nippe til en kaffepunch.”
Engang kom han ud til en kunde – det var konen i huset - som ville købe en sort vest uden ærmer. Det havde han desværre ikke, men han var vel ikke kræmmer for ingenting. Han forlod konen, og da han var kommet lidt på afstand, sprættede han ærmerne af en herretrøje. Så gik han tilbage til konen og fortalte, at han havde været så heldig at træffe sin broder, der netop havde en sådan dametrøje.
Thor Ipsen
Den vel nok sidste af uldkræmmertyperne var også nok den mest specielle – nemlig Thor Ipsen. Han var et af de meget begavede mennesker, som det måske var slået klik for en gang.
Dvs. han kom aldrig til at leve en almindelig borgerlig tilværelse. Tilsyneladende fik han aldrig en uddannelse – prøvede forskellige ting, var måske i gang med et studium i teologi.
Der er en del uklarheder omkring hans livsforløb. Konkret kan vi dog placere ham på Julianehede, hvor han bosatte sig i et skur i 1933 og levede, til han døde i 1964. Han cyklede rundt med ”sækken”, som bestod af flere store poser, der blev stablet op på bagagebærer, stangen og foran. Jo, der var virkeligt læs på.
Når han kom rundt på gårdene med sine handelsvarer, var han altid velkommen. Der var altid nogen hjemme, og Ipsen havde altid en masse at fortælle. Der var ikke så meget af den gamle uldkræmmer alligevel, for det var en blandet landhandel, han lagde ud på bordet. Han ville altid pakke det hele ud, selv om folk prøvede at bremse ham. Der kunne være alskens småting som synåle, tegnestifter, brevpapir, snørebånd, julebøger og børnebøger. For børnene var det næsten som juleaften, når alle varerne blev lagt frem – forældrene var ikke altid lige begejstrede. Desværre døde han i 1964 i en alder af 66 år, da han krydsede over hovedvejen i Bording og blev ramt af en bil. Freddy Boysen har lavet en meget fin artikel om Thor Ipsens liv i Uldjysk Historie bd. 2, 1990.
Tidlig lokal produktion
Den første i Hammerum Herred, som drev virksomhed i større grad, var Søren Truelsen. Han skulle være den første, der opkøbte uld og lod det forarbejde i form af lønarbejde – dvs. hjemme hos de enkelte. Han købte også færdigt bindetøj. Der var mange unge karle, der henvendte sig til Søren Truelsen for at komme i gang med uldkræmmerjobbet. I første omgang havde de måske ingen eller kun ringe kapital, og så skulle de som regel have kredit, til de kom ordentligt i gang. De blev i første omgang eksamineret nøje – pengene skulle nødigt gå til spilde – og de skulle forpligte sig til ikke at drikke sig fulde, ikke at spille kort – og ikke holde kærester. Hvorfor ikke en kæreste? – Det koster og det kan svække koncentrationen om arbejdet. Det falder fint i tråd med vores læserbrevsskribent, som måske alligevel havde fingeren lidt på pulsen – og ikke var helt så naiv.
De uldhandlere, der kunne få logi på gårdene, var bedst stillet. For dem, der måtte tilbringe tid på gæstgivergårde, var fristelserne meget større. Når vejret var dårligt i årets sidste måneder, opholdt de sig en del inde – og så kunne det være vanskeligt for en uerfaren og skikkelig bondeknøs at overholde løfterne. Nogle gik selvfølgeligt til grunde – havde ikke karakter til at modstå de mange fristelser, de mødte ude i den store verden.
Alsidig produktion (Laurs Jensen)
Som et meget tidligt eksempel i Ikast-området på en af den ny tids fabrikanter– eller hvad man nu skal kalde dem - var en mand i Ikast, der hed Laurs Jensen. Han blev beskrevet som skrædder og husmand. Han købte i 1874 en ejendom i Ikast, hvor han kunne have ernæret sig som landmand, men han havde mere interesse for tøjproduktion end det almindelige landbrug. Derfor bliver han en af de meget tidlige producenter af trikotageting i Ikast-området.
I 1890erne, hvor de første mere industrilignende virksomheder dukker op, er han med helt fremme. Der er bevaret en kontobog fra perioden 1894-1899, som giver en detaljeret oversigt over de mange leverancer af uldtøj til forskellige dele af landet. Det har dels været til forretninger, men også til de gammeldags, mere traditionelle uldhandlere, der drog land og rige rundt.
Der kunne åbenbart også dengang indenfor tekstilbranchen være likviditetsproblemer, idet det somme tider for Laurs Jensen kunne være svært at få pengene hjem fra kunderne. I 1902 modtog han følgende brev dateret fra Langeland:
”Gode ven, Laust Jensen,
I dag sender jeg dig nogle penge, men de er der ikke alle sammen, for jeg har ikke det så nært solgt, for handelen er meget dårlig i tiden. Der er så mange, at det ikke er til at handle, og folk har ingen penge. Jeg rejste derover første gang den 9. oktober, men jeg var ikke derovre mere end 8 dage, for der var ingen handel at føre. Så rejste jeg igen til november, men det er ikke stort bedre. Jeg ved ikke, når jeg kommer hjem. Jeg ville gerne, om jeg ikke kunne få noget mere solgt. Du har opgjort regningen forkert. Den er 5 kr. 65 øre for høj, men det kan vi jo sagtens rette, når jeg får solgt noget mere, så skal jeg nok sende dig de andre.
Venlige hilsener til dig og familien fra Ole Nielsen Gosvig.”
Meget tyder på, at Laurs Jensen havde en ret stor produktion. Det kunne kun lade sig gøre, hvis der var folk rundt omkring i området, som producerede varer for ham. Således havde han nogle folk til at strikke for sig i Faurholt. Når folkene derude fra skulle aflevere strikvarer på Præstegårdsmarken, var det en tur, der foregik til fods – det meste af vejen gennem lyng og hede. Man kunne være uheldig på turen. Engang manglede der en ½ trøje, idet trøjen åbenbart ikke havde været ordentligt heftet, så den undervejs havde grebet fat i en lyngtot. På den måde var den blevet trevlet halvt op.
At han var leveringsdygtig i lidt af hvert fremgår af et brev, som han i 1899 modtog fra en kunde, Søren Rasmussen, Sahl Mark, pr. Bjerringbro. Efter et ”Gode L. Jensen” kommer der følgende bestilling:
1/3 dusin børnebukser af hvert nummer
¼ dusin Uld dame bukser
1 dusin bomulds Dame
1 dusin -- -- -- Herre
1 # forskellig størrelse og kulør
¼ dusin uldne dame skjorter
¼ dusin grå dame skjorter
¼ dusin dame uldtrøjer
½ dusin herre uldtrøjer
5 dusin muffediser
1/3 dusin herre veste ikke for små
1 dusin uldne dame strømper
¼ dusin børnekjoler
Der var dog også et par beklagelser knyttet til bestillingen, idet Søren Rasmussen slutter brevet med følgende svada: ”Du sendte mig nogle børnebukser sidste vinter, som var fulde af orm og nogle klæder som var falmet, som jeg måtte sælge for under indkøbspris. Det må endelig ikke ske mere.” Det blev fulgt op med en opfordring til endeligt at få sendt varerne hurtigst muligt. Så vil han selv komme forbi senere og betale – eller sende pengene.
Hvem kom først?
Det er vanskeligt helt at afgøre, hvornår man gik fra husflid/hjemmeindustri over til egentlig fabriksdrift. Det fremgår ikke, om Laurs Jensen havde maskiner eller klarede hele produktionen via hjemmeindustri. Ifølge Vagn Laursen skulle Hans Jensen være den første, der startede egentlig fabriksproduktion i Ikast. I 1893 startede han et maskinstrikkeri. For mange af de tidlige fabrikanter gælder det, at de først gik med ”sækken”. Det gælder dog ikke for en af de helt specielle personligheder, som på mange måder også er udtryk for den uldjyde, som starter helt fra bunden og arbejder sig op.
Ivar Christensen
Det drejer sig om en mand ved navn Ivar Christensen, som blev født i Tulstrup i 1866. Hans lillebror Poul, som også senere blev en kendt fabrikant i Ikast, gik med uldsækken, men Ivar overtog fødegården efter sin far. På gården drev han både landbrug, men ligesom Laurs Jensen også et strikkeri. Først strikkede man i stuehuset; efter moderens død blev der installeret 4 strikkemaskiner i aftægtslejligheden.
I første omgang gik Ivar i kompagniskab med broderen Poul, men i 1912 byggede han sin egen fabrik på hovedgaden i Ikast. (dengang hed den Bredgade – udvikl. efter 1970).
Ivar Christensen var en meget speciel person – han kunne faktisk ikke regne, men han var god til at regne den ud. Det fortælles, at når han f.eks. købte et ark frimærker med 30 stk. – så ville vi andre tælle hvor mange rækker og hvor mange i hver og så gange det sammen. Det kunne han ikke finde ud af, han var nødt til at sætte sin finger på hvert mærke og tælle til 30. Han skulle jo nødigt blive snydt.
Han kunne ikke regne, men handle var han god til. Kom der en kunde og ville købe et helt parti, var svaret: ”De koster 75 øre” ”Ja, men hvad koster hele partiet?” ”A hår jo så di koster 75 ør’ æ styk.” Blev han tilbudt garn til en billig pris, sagde han som regel: ”A æ blevn tilbudt garn 2 ør’ billiger’”. Så fik han det til den pris.
Engang kom der en rejsende for et stort firma i Kolding og skulle købe 100 dusin trøjer.
”Ka’ han betål?” Det kunne den rejsende bekræfte. Senere kom der en stor sæk tilbage fra Kolding, som viste sig at indeholde alle de sække, varerne var sendt afsted i. Det glædede Ivar Christensen, men humøret dalede betragteligt, da der nederst i sækken lå en trøje, som bestemt ikke var i orden. Da Ivar Christensens princip var, at en køber måtte tage rub og stub, reagerede han på den måde, at denne store kunde aldrig mere skulle få en stump tøj fra ham. Han afbrød simpelthen kontakten med firmaet.
Ivar Christensen gik i folkemunde under navnet ”onkel Ivar”, da han nok var god til at handle, men også var en meget gavmild og venlig mand. Kom en kollega i nød, var han ikke bleg for at låne vedkommende 10.000 kr. på deres glatte ansigt uden kvittering eller kaution.
Vi kender jo hinanden. I 1935 da man i Ikast byggede De gamles hjem, gav han 15.000 kr. og en tilsvarende sum fik man efter hans død i 1940.
En sidste historie om denne specielle uldjyde: Der var en skik i byen, at nogle af byens borgere samledes om formiddagen på kroen til en kop kaffe. Var der én, der kom for sent, skulle han betale hele omgangen. En dag kom Ivar Christensen faktisk for sent og skulle dermed betale for kaffen. ”Det gør ikke så meget, for jeg har lige tjent 200 kr.” De andre undrede sig over så god en handel så tidligt på dagen. ”Jo, der kom en mand fra Tulstrup, som a kender godt. Han vill’ lån’ 300 kr. Men da a kjenner åll’ hans fiduser, så lånt’ a ham kunne 100 kr., så nu kan der godt bliv’ til æ kaffe.”
Det bringer os frem til en lille sammenligning mellem dengang og nu – i virkeligheden 1950erne og 60erne og nu. Der var i Ikast en klar skelnen mellem de missionske og de ikke-missionske på nogle områder. De mere kristelige mødtes til kaffe på KFUMs pensionat, mens de andre mødtes til 5 o’clock drink på Hotel Ikast. Det lå lige overfor posthuset, så det var meget passende, at man efter at have afleveret post, så lige gik over gaden. Og det vidste de forskellige repræsentanter eller opkøbere. Nogle gange måtte konerne vente meget længe med aftensmaden.
Jeg holdt for et par år siden et foredrag for unge erhvervsledere her i Ikast og spurgte dem, om de havde tilsvarende skikke. Hvad tror I de svarede? Verden er en anden i dag.
Forholdet til fagforeninger
Når man skal tale om uldjyder – og det ikke kun skal handle om fodbold og sport i det hele taget -, så skal man næsten ud fra vores emne i dag, se lidt på forholdet til fagforeningerne.
Konflikten gik på spørgsmålet om organisering eller ikke organisering. Der blev fra fagbevægelsens side arbejdet intenst på at få tekstilarbejderne organiseret, og på en fabrikkerne i Ikast gik det galt. Ejeren nægtede sine ansatte at organisere sig, og da de i protest nedlagde arbejdet, lockoutede ham dem – og arbejdede videre med ”skruebrækkere” til megen fortrydelse for de tidligere ansatte.
I mellemkrigstiden var der også andre mindre konflikter, som alle havde noget at gøre med enten noget organisatorisk eller noget lønmæssigt.
Tekstilarbejdernes fagforening i Ikast
Når der opstod sådanne sager i Ikast-området hang det sammen med den fremvoksende arbejderbevægelse i et område, som i visse kredse ellers blev kaldt ”Det vilde Vesten”. Det var området, hvor enhver var sin egen lykkes smed, og hvor initiativ, gå-på-mod og stædighed var fremherskende kendetegn. Og det var samtidig en egn, hvor mange af de mennesker, der blev beskæftiget i den fremvoksende industri, var fra landet og traditionelt var indstillet på at tage de vilkår, som de blev budt. Det var en egn med besindige folk, hvor man som regel fortrak at tale sig til rette.
I 1930 oplevede man også i Ikast en konflikt baseret på det man kalder eksklusivaftaler – dvs. kravet om, at man kun ville arbejde sammen med folk, der var organiseret i den almindelige, traditionelle fagforening. Det betød i Ikast konflikt og trusler overfor en mand, der havde meldt sig ind i Kristelig fagforening. En efterfølgende retssag faldt ikke ud til fordel for tekstilarbejdernes fagforening.
Senere udvikling
Langt op imod vores tid har der stadigvæk været folk, der startede op helt fra bunden – denne iværksætterevne er ret karakteristisk for Ikast-området. Engang blev Ikast sammenlignet med en humlebi. Den ved ikke, at den faktisk ikke skulle kunne flyve – den flyver bare. Sådan er der mange, der i Ikast er startet imod alle odds.
Da jeg kom til Ikast for godt 40 år siden, var der omkring 300 fabrikanter i Ikast – og de havde stort set alle sammen en Mercedes.
Skulle jeg nævne en af de senere ”uldjyder”, som startede fra bunden og arbejdede sig op til en verdensomspændende virksomhed, så kan det handle om Anders Hust, som i sin tid startede virksomheden Claire hjemme i køkkenet, hvor man trykte billeder på trøjer.
I dag er det yderst begrænset, hvad der produceres i Ikast – da globaliseringen i løbet af 1980erne slog igennem, blev selve produktionen for de fleste fabrikker flyttet til udlandet – det kunne være Østeuropa, Portugal og på det seneste i høj grad til Asien. Men når man ser på de store tøjkoncerner i Ikast-Brande kommune, er der noget, der tyder på, at de gamle uldjyders evne til at handle stadigvæk lever i bedste velgående.
DK Company
Som afslutning skal der her fortælles om tre generationer indenfor tekstilindustrien som har oplevet både op- og nedture, men er et eksempel på den verden, man har kunnet opleve i Ikast.
I begyndelsen af 1930ene kom en ung mand fra Ringkøbing til Ikast. Han hed Niels Poulsen, og med forbindelserne til Ringkøbing fik han tilnavnet ”Fiske Poulsen”. Han havde et stort handelstalent, som han snart fik koordineret med strikkemaskiner. I 1932 oprettede han på Østergade i Ikast ”Niels Poulsens Trikotagefabrik” – og i årene efter krigen, hvor det kunne være svært at skaffe varer, fik han kontakter med bl.a. Daells Varehus i København og andre huse, som sendte folk til Ikast for at udvælge varer. Der var som nævnt tidligere en tradition blandt nogle fabrikanter, at de udefrakommende repræsentanter kunne mødes med dem på Hotel Ikast kl. 17. Og der foregik andet end blot handel – og det blev somme tider sent, inden de kunne drage videre.
I starten af 1960erne blev de to sønner, Knud og Svend, indlemmet i firmaet, som på det tidspunkt havde o. 100 medarbejdere og en omsætning på 10 mill. Det var en af byens største virksomheder.
I 1965 døde Niels Poulsen, og de to brødre drev virksomheden videre, Knud stod for lager og produktion, mens Svend var en energisk og dygtig sælger. Og det gik strygende i de ”brølende” 60’ere. Det betød også, at der blev indledt en forbrugsfest: der blev købt sommerhus på Mols, et skovområde med sø og hytte nær Ikast, investeret i et hestestutteri med 40 heste + personale og trænere. Det var en omkostningstung affære.
Oliekrisen i 1970erne betød en afmatning også for dette firma, renterne var stigende, og der havde nok været lidt for store håndbevægelser: i 1980 gik firmaet konkurs, og de to brødre skulle starte helt forfra.
Vi kommer nu til 3. generation: Jens, som var en af Svends tre børn. I parcelhuset i Ikast oplevede han nedturen, moderen skulle ud at udnytte sin bankuddannelse, derhjemme blev der lagt tøj sammen, børnene måtte hjælpe til. ”I perioder var der tøj overalt i huset.” Faderen oprettede et lille firma, hvor arbejdet blev lavet på systue i Randers. Men det var barske vilkår for hele familien, som måtte bakke hinanden godt op
Jens forlod skolen efter 9. klasse og blev uddannet i en lokal tøjforretning i Ikast. Han var væk fra Ikast nogle år, men som 22-årig vendte han tilbage og begyndte en uddannelse på ”Den danske eksportskole” i Herning. Under uddannelsen arbejdede han som lagermand hos Donald Weir i Ikast. Han drev et tekstilhandelsselskab, som bragte Jens ind på handelsvejen. Via Weir kom han i kontakt med producenter i Det fjerne Østen, og han brugte alle sine sparepenge på at handle med varer.
I 2001 grundlagde han sammen med gode venner DK Company, som snart udviklede sig til et af de største handelsselskaber. Om sin tilgang til virksomheden har Jens Poulsen udtalt, at han altid har været styre af frygt. Derfor blev regneark, tal og risikovurdering helt fra begyndelsen hans tilgang til forretningen. I dag har virksomheden butikker rundt om i verden og produktion og kontorer i bl.a. Kina, Indien og Østeuropa. Globaliseringen er for alvor slået igennem.
Tekst: Erik Hansen, sept. 2019
© 2011-2024