Thildes pølsevogn

Den 1. august 1919 blev Ungkarl Tømrer Johannes Ejner Bendixen og Pige Petra Bothilde Sand (Thilde) gift i Ikast Kirke. Han var 26 og hun var 21 år.

Året efter i 1920 blev deres søn Johannes Peder Bendixen født. De boede på det tidspunkt i Tulstrup, hvor han var tømrer. I 1926 fik de en datter Henny Bendixen, der desværre kun blev 1½ år gammel. De var nu flyttet til Ikast.

I FT 1930 bor de på Grønnegade 19, Ikast. Han er tjærefabriksarbejder på Frisenborg Fabrikken og hun er syerske hos Jensen Patuel. De har sønnen Johannes og en husassistent boende.

I FT 1940 er adressen ikke anført. Han er nu fabriksarbejder på en tjære og tagpapfabrik og hun er syerske på en trikotagefabrik. Sønnen er blevet uddannet typograf hos Bogtrykker Bernhard Jensen, men er fraværende, da han er i København.


Thilde med sin pølsevogn på Vestergade, Ikast
(Ikast lokalhistorisk arkiv)

Ikast Sogneråd, den 15. juni 1950:  ”Et Andragende fra Ejner Bendixen om overtagelse af Fru Dagmar Jørgensens Pølsevognsforretning i Vestergade godkendes”.

Da sønnen Johannes Peder Bendixen – der på det tidspunkt var typograf i Silkeborg -  var på besøg i september 1950, ville han se fars nye pølsevogn, der var parkeret i en garage i Grønnegade. Han tændte gasblusset, men da han forlod garagen, blæste flammen ud. Da han en time senere kom tilbage og ville tænde igen, eksploderede gassen. Døren blev slået op, han blev slynget ud, blev forbrændt i ansigtet og måtte i lægebehandling.

Einer og Thilde har vel sammen drevet pølsevognen men i kun kort tid, for han døde i januar 1951, hvor han kaldte han sig for handelsmand. Herefter har Tilde drevet pølsevognen selv.

I februar 1961 opstår der en brand, da hun om eftermiddagen vil køre pølsevognen til sin stadeplads. Falck får slukket branden. Der opstår kun mindre skader.

I slutningen af 1961 opsiger Ikast Kommune stadepladsen på parkeringspladsen ved Vestergade pr. 1. januar 1962.

Verner Jacobsen startede som afløser hos Thilde, når hun havde brug for en friaften. De havde et godt samarbejde, og da Thilde senere fik kvaler med helbredet, sagde Verner, at hvis hun ønskede at stoppe, var han interesseret i at overtage pølsevognen.

Det skete i 1964, hvor Thilde ønskede at stoppe på grund af svigtende helbred. Verner kunne så drive pølsevognen videre på Østergade, vest for indkørslen til rutebilstationen. (Verners lange historie som pølsemand er skrevet af Kaj Rasmussen, læs her)

Thilde døde kun 2 år senere i 1966.

 

Retur


Tekst:                Frank Artved

Kilder:               SA Arkivalier online: Ikast kirkebog og folketællinger for Ikast 1930 og 1940.
                         Diverse artikler i Herning Avis
                         Kaj Rasmussen: Verner pølsemand og historien om pølsevognen som jeg husker den. (Offentliggjort på www.ikasthistorie.dk)