Peder i træindustrien
(Peder Pedersen og Elite Køkkenet)
Af Peder Pedersen

Jeg er født i 1936 i Østre Tulstrup. Min far var gårdejer Ingvard Magnus Pedersen og min mor hed Signe. Jeg er vokset op og har gået i skole i Tulstrup.

Som 16 årig kom jeg i lære som møbelsnedker på Ikast Møbelfabrik. Man lavede endnu møbler i massiv eg med billedskærer arbejde og drejede ben.
Jeg blev udlært den 26.4.1956 med bronzemedalje.


 

Efter soldatertiden var jeg en kort tid hos Nybo Hagelskjær på Nygade, derefter på Brande Møbelfabrik.

Jeg flyttede til Silkeborg og arbejdede med blandt andet bådebyggeri hos Nedergaard Tømmerhandel, mens jeg byggede mit første hus i Sejs. Herefter arbejdede jeg på Silkeborg Møbelfabrik, siden den gamle træsko fabrik i Svejbæk, som da fremstillede inventar til gymnastiksale.

I 1959 blev jeg gift med Dorit, og vi kunne flytte ind i vores nye hus. I 1960 fik vi vores første søn Jan og senere sønnerne Gert og Rune.

Selvstændig
 I 1963 begyndte jeg sammen med min far at bygge parcelhuse til salg i Ikast. I den forbindelse erhvervede jeg mig næringsbrev både som murer, tømrer og snedkermester, det skulle man have dengang. Vi opførte en halv snes huse og fik dem solgt, når de var færdige. Herefter nedsatte jeg mig som selvstændig tømrer/snedker og byggede værksted på Eli Christensens Vej 88. Denne hal forelskede Wichman Madsen sig i, så jeg solgte den til ham. 
Så blev den til tekstil fabrik i stedet for tømrerværksted. Senere overtog Winge Møbler den, og så var den møbelfabrik frem til 2017.

Selv lejede jeg mig ind og fik værksted i et nedlagt hønsehus i Toftlund på adressen Isenvadvej 11. Det var meget primitivt, bl.a. var varmen et pottefyr, men jeg havde lidt maskiner, en rundsav, en kombineret høvl/tykkelsehøvl, boremaskine, båndpudser en høvlebænk m.m.

Herefter renoverede jeg mange stuehuse i oplandet, ligesom jeg byggede fabrik på Eli Christensens Vej til tekstilvirksomheden KRIBO, lagde nyt tag på hos Niels Mikkelsens eftf., var med ved etableringen af lokaler til Spinderokken, Ren Vask mm. Jeg fremstillede elementer til 3 sommerhuse og købte grunde ved Vestkysten, som jeg byggede sommerhusene på. Sideløbende hermed startede jeg på at lave møbler og sofaborde.

Bygningsinspektøren og arbejdstilsynet havde fået øje på, hvad der foregik i hønsehuset. Så snedkermesteren (som havde den anden halvdel af huset) og jeg fik begge to påbud om, at bringe det til ophør inden udgangen af 1969.

Elite Køkkenet

Conny Stück, min gamle arbejdskammerat fra tiden på træskofabrikken, var blevet ansat som montør af Poggenpohl Køkkener hos en køkkenforhandler i Virklund ved Silkeborg. Conny fortalte om dette tyske køkkenmærke, det var noget helt nyt, for elementkøkkener som vi kender dem i dag, var ikke almindelige i Danmark i 1960érne. Der var nogle dyre tyske mærker såsom Poggenpohl og SieMatic på markedet. Almindeligvis brugte man individuelle køkkener med gammeldags forrammer, overfalsede låger og gennemgående hylder. Conny Stück og jeg blev enige om at starte en fabrikation af elementkøkkener ligesom de tyske. Vi købte folie, klæber og vandfast spånplade, men først efter mange forsøg lykkedes det os at få et godkendt resultat. Vi købte en limpåfører og en spindelpresser med 3 spænd. Endelig kunne vi – mens jeg stadig havde værksted i det nedlagte hønsehus– starte produktionen.

Jeg tegnede selv element tegninger til brochure og prisliste.


I 1969 udgav vi vores første prisliste.

Vi havde et komplet sortiment med 37 standardkomponenter, bestående af underskabe, overskabe, høje skabe og tilbehør. Lågerne kunne fås i hvid og palisander PVC, mahogni, teak, eg, elm, fyr eller oregon pine. Gribelisterne var sølvelokserede. Korpus var lavet af vandfast spånplade lamineret med hvid PVC. Vi lavede elementer, og vi fik opstillet et udstillingskøkken på Herning Trælast.

Conny Stück fik brochure og et overskab med i bilen, så kørte han til Silkeborg og opsøgte bygmestre og håndværksmestre. Det var ingen nem sag at overtale dem, de var jo vandt til at bruge og selv lave forrammer, gennemgående hylder og overfalsede låger.

Der skulle tages mål og laves tegninger og gives tilbud. I 1969 leverede vi den første solgte ordre. Så kunne Stück bruge den som prøve, hvad der fik salget rigtig i gang.

Vi købte en Hanomag med lav chassis, så vi kunne bygge en kasse på, så højskabe kunne stå op. Nu kunne vi køre både køkkener og garderobeskabe ud til kunder.

Conny Stück kommer i kontakt med Ejvind Facius Madsen, som var handelsuddannet. Han kom senere med til at stå for salgsafdelingen. Han etablerede sig i Herning på Silkeborgvej 16 med Elite Køkkenet, Herning A/S.

Finerlåger bestilte vi køkkenvis hos tømmermester Niels Christensen, og så behandlede vi dem selv. Vi skillte et hjørne af og huggede hul ud til en ventilator, så havde vi et sprøjterum. (Ligesom jeg havde set på Ikast Møbelfabrik.)

Vi havde stadig problemet med kommunen og arbejdstilsynet vedr. benyttelse af hønsehuset, som ikke var løst, så vi søgte dispensation. Jeg henviste til, at vi har en produktion, der direkte og indirekte beskæftiger 10 mand. Dispensationen blev bevilget. Så allerede den gang var kommunen erhvervsvenlig.

Jeg lejede den anden halvdel af hønsehuset. Vi var begyndt at købe Melamin plader til korpus og laminat plader til bordplader hos Riisfort fra Hornitex. Vi havde ingen truck, så vi måtte læsse af med hånden, når lastvognen kom fra Tyskland. Pladerne var 207x260 cm så to mand på vognen til at skubbe dem frem og to mand til at tage imod.

Dispensationen varede kun 1970 ud, og vi manglede plads, så vi købte grund på Navervej 11. Jeg ville bruge samme tegning, som jeg havde brugt på Eli Christensens Vej 88, men inden vi kom i gang med byggeriet, blev vi enige om at bygge 2 haller ca. 1.000 m2. Der blev bygget beskyttelsesrum i kælderen, som der dengang var påbud om (på grund af den kolde krig).


Primo 1971 flytter vi ind i den nybyggede fabrik på Navervej 11, samtidig stifter vi Elite Køkkenet, Ikast A/S.

Ordre mængden steg, og sortimentet blev større. I prislisten fra 1972 var vi steget fra 37 til over 100 standard elementer i 2 kvaliteter med uanede kombinationsmuligheder. Vi havde nu flere lågetyper både finer og massiv træ og mange forskellige elementer, bl.a. med udtræk af strygebræt,
brødskærer, mm., som vi købte hos Häfele i Tyskland.




Brochuren 1972.

Vi producerede på enkelt maskiner, dobbelt formatsav, format og stødsav, dyvelboremaskine, fræser, enkeltsidet kantlimer, beslåningsautomat m.m. Vi havde behov for flere maskiner og mere plads, men for at kunne udvide blev det nødvendig at købe landejendommen Navervej 13. Det var den tidligere Fattiggård.

 

Jorden lejede vi ud og flyttede administrationen over i stuehuset, hvor vi også senere havde udstilling.

I 1973 byggede vi så yderlige ca. 1.000 m2 for at få plads til pladeopskærings anlæg og maskingade samt 250 m rullebaner til opbevaring af halvfabrikata (pris for maskiner 1,5 mil.), dertil kom opstilling, el, sug m.m. Så havde vi også Midtjyllands første, og på den tid, mest avancerede maskingade, den blev foreviget i en lille kortfilm.

På salgssiden havde vi vores egen salgsafdeling, som Conny Stück og Ejvind Madsen stod for. Vi købte forretningen på Silkeborgvej 16 i Herning, som var hovedkontor for salgsafdelingen. Den blev ca. 1974 udvidet med nr. 18. Der blev købt en møbelforretning i Skive. 

 

Der blev købt ejendom i Århus Rosenkrantzgade 2 med butik i stueetagen og lejligheder på 1. og 2. sal. Den blev senere solgt. Der blev bygget ny
forretning ved hovedvejen i Egå. Vi fik forretning i Randers. Vi byggede forretning på hjørnet af Navervej og Ndr. Ringvej i Silkeborg.

Der var ansat sælgere og bestyrer i alle forretninger direkte under salgsafdelingen i Herning og 3 forhandlere.

Vi havde fra fabrikken i Ikast selv en række selvstændige forhandlere:
             25 i Danmark, 11 i Norge, 1 i Sverige, 1 på Færøerne og 1 i USA

Det var nu, vi lærte om forskellen på arbejdslivet i forskellige lande. På Færøerne kunne telefonen være død i flere dage. Det viste sig at være fordi, vejret lige passede til at gå på fjeldet og fange fugle, og så gjorde man det.

Den mest specielle oplevelse kom dog fra en sheik i Riyadh. Han ville have et lille sommerpalads til afveksling fra det store gamle. Det ”lille” palads indeholdt over hundrede garderobeskabe og et fuldt monteret køkken med alt det nye grej til hver af hans koner. Jeg var sammen med en repræsentant for hovedentreprenøren med til møde hos sheiken, som havde lejet et helt hotel til sig og familien her i Danmark. Under mødet kom en af sheikens sønner ind og beklagede sig over, at hans dyre bil var i stykker. Sheiken var tydeligvis irriteret over afbrydelsen og viftede ham væk med ordene ”så gå dog ud og køb en ny”. (et helt andet forhold til penge end vi kendte her på heden). Det var et hyr med prøver på låger og bordplader frem og tilbage til konernes værelser, så alle kunne vælge. Til sidst fik repræsentanten sheiken overbevist om, at han og jeg slet ikke kiggede på piger, så fik konerne lov at komme ind og vælge. Det blev et meget flot palads med kuppel beklædt med bladguld. Så vidt jeg husker, blev den også lavet i Danmark.

Fragtmanden var nogle gange hård ved varerne, som blev stuvet sammen med forskellige andre varer. Nu var der brug for, at vi selv købte to store lastbiler (hvoraf den ene var værnepligtig og skulle stille ved mobilisering) til udkørsel af varer i Danmark

Det kørte rigtig stærkt, i midten af 1970érne beskæftigede vi i alt 42 mand. Vores kunder var foruden private, der købte køkken ved ombygning og renovering, også håndværksmestrer der byggede huse, som de solgte, når de var færdige. Det var en god forretning i mange år, men efter oliekrisen i 1973 blev det vanskeligere. Omsætningen mere end fordobledes, bruttoavancen faldt og omkostningerne steg, så resultaterne blev svage.



1975 købte vi møbelfabrik i Silkeborg, som skulle producere finer låger. Vi havde også planer om yderlige udvidelse af fabrikken.

Men da krisen kom igen i slutningen af 70érne og begyndelsen af 80érne, blev det meget svært. Kunder, som altid havde set en stolthed i at betale enhver sit, kunne pludselig ikke betale. Det var hårdt for stoltheden hos mange dengang. Vores egen salgsafdeling og vores forhandlere led store tab, flere gik i betalingsstandsning, mange gik konkurs.

Fra Norge fik vi kun ca. 50 % af vores udeståender hjem.

I 1981 måtte vi gå i betalingsstandsning. Forholdene var ikke blevet bedre. Vi var forbundet økonomisk med salgsselskabet, hvor der var store omkostninger til husleje og personale, samtidig med at salget faldt og dermed gav færre ordrer til fabrikken. Vi sloges med en rente på kassekreditten på 20-22 %. Et forsøg på en rekonstruktion mislykkedes, så i sommeren 1982 måtte jeg melde Elite Køkkenet A/S konkurs.  

Eventyret var slut men sikken oplevelse.

Så var det forfra. Med hjælp fra min bror kunne jeg starte Dan Modul sammen med min ældste søn Jan.

Heldigvis havde vi lavet ægtepagt, medens alt gik godt. I 1988 blev jeg fri af banken, så kunne jeg selv stå som ejer af Dan Modul.

 

Bilag 1: ........................ Elite Køkkenets brochure 1975, klik her 

 

Tekst: ............................ Peder Pedersen, feb. 2020

Tegninger og fotos: ...... Hvor andet ikke er anført, er de private venligst udlånt af Peder Pedersen

Retur