Johnny Rune - Midtjydsk Trædrejeri

Jeg blev udlært på Ikast Møbelfabrik 1. maj 1970 som 18 årig, og ca. 1 måned senere gik fabrikken
konkurs og direktør Tibergaard fik 8 måneders fængsel for at have opskrevet varelageret. 
Medejerne tømrermester William Larsen og borgmester Ole Vestergaard Poulsen gik
fri, og det var der meget snak om dengang.

På fabrikken var der dengang godt 70  ansatte hvoraf de 27 var  lærlinge, og de fleste af egnens
møbelfabriksejere stammer fra denne fabrik. Fabrikken var kendt for at have de bedste akkordløn-
ninger i landet. De ting der  blev produceret var mest finerede  møbler af spånplader beregnet for
det amerikanske marked. Der kan fortælles mange historier fra dagligdagen på fabrikken, hvor der
på grund af de  mange ret unge ansatte ofte var liv og glade  dage både til dagligt og efter
arbejdstid. Jeg husker, at jeg som 13 årig arbejdsdreng fik udleveret et checkhæfte sammen med
den første løn, og det var der mange der havde lidt svært ved at kunne  styre.

Johnny Rune, feb. 2017 (Foto: F. Artved)

Som 21 årig efter 1½ år ved Søværnet startede jeg Viking Møbler i en gammel fabrik på Bredgade 36 i Bording. 1½ år  efter gik jeg i kompagniskab med Birger Christensen, fordi jeg selv intet  ejede udover mine egne to hænder og en gammel Opel P2, der havde en værdi af et par tusinde kroner og derfor havde svært ved at få finansieret tingene. Et halvt år efter flyttede vi fabrikken til  Rømersvej i Ikast, hvor vi havde bygget den første hal. Efter nogle måneder blev vi enige om, at vi skulle skilles, hvis vi stadig skulle kunne være venner. Så solgte jeg min halvdel til ham, flyttede til  Grønland i 1974, hvor jeg arbejdede som tømrer i 4 år.

Jeg flyttede hjem igen i 1978 og startede i 1979 Midtjydsk Trædrejeri på Skolegade 3 i Ikast, hvor jeg havde købt en tidligere tekstilfabrik, med beboelse til som først skulle renoveres, da den tidligere ejer havde haft en flok kæmpestore hunde gående som både havde ædt dørkarme og meget andet.

Min første kunde var Viking Møbler, der brugte en masse teaktræsben beregnet til det amerikanske marked, der dengang på grund af valutakursen var meget interessant. Efterhånden begyndte vi at få kunder fra de møbelfabrikker der var hoppet på den nye trend med at lave fyrretræsmøbler. Da disse lokaler efter få år blev for små, lejede jeg en hal på Navervej 3, som jeg senere købte og udvidede samtidigt med, at jeg flyttede derud privat. Ejendommen på Skolegade blev solgt til Erik Schollert, der startede et tekstilbroderi i lokalerne.

Jeg købte desuden nogle fabriksbygninger i Kollund, hvor jeg åbnede en afdeling. Senere lejede jeg yderligere en nedlagt møbelfabrik i Hampen, hvor vi også producerede en masse drejede emner. Samtidigt åbnede vi en afdeling i Polen, hvor vi udelukkende producerede knopgreb i træ til fyrretræsmøbler

I 1993 købte jeg bygningerne på Industrivej af de tidligere medejere af tekstilfabrikken Vagni Pytex og besluttede så at samle det hele der og afviklede de to andre steder i Hampen og Kollund hen over en periode. Da pladsen efterhånden blev lidt trang, byggede vi en ny hal til på Industrivej i 1996.

Jeg opkøbte løbende en række konkurrerende firmaer, der var nødlidende og udvidede kraftigt i nogle år. I 1999 købte jeg en af vores største konkurrenter i Sverige ca. 300 km nord for Stockholm med ca. 60 medarbejdere, hvor der udover en stor fabrik også var et savværk beregnet til at opskære birkeplanker.

I Ikast købte jeg omkring 2003 en tidligere møbelfabrik på Saturnvej, hvor vi etablerede en afdeling til fremstilling af kommodeben i fyrretræ. Omkring 2005 købte jeg en lukket fabrik i Ans som 3 måneder efter blev solgt med en ret pæn fortjeneste.

Produktionsmæssigt foregik det meste på fuldautomatiske maskiner, men også på en del specialbygget udstyr som vi selv fremstillede til de forskellige opgaver. Produkterne vi fremstillede var alt fra drejede senge- og bordben til kommodeben, knopper, greb og andet møbeltilbehør. Fyrretræ var den langt mest fremherskende træsort, men også bøg, birk og egetræ var en del af råvaresortimentet. På grund af kravet til leveringstid var vi tvunget til hele tiden at ligge inde med et stort råvarelager i de nævnte træsorter i forskellige dimentioner.


Industrivej, Ikast (Ikke målfast skitse. F. Artved, 2019)

På Industrivej havde vi i:
Hal1: Trælager og opskæring. Vi fræsede en del emner og havde produktion af kommodeben.

Hal 2 og 3: Her drejede vi møbel- og kommodeben, vi havde en limtræsproduktion til vore egne produkter. Her var også vores metalafdeling, hvor vi lavede formstål og byggede egne specialmaskiner. 

Hal 4: Her havde vi 14 automatiske drejebænke, hvor vi producerede træknupper. Kapaciteten var på 60.000 til 100.000 dagligt afhængigt af modellerne.Herudover fik vi ca. 200.000 knopper fra vor fabrik i Polen.

Hal 5: Her havde vi pakkeri, færdig-varelager og forsendelse. Varerne blev hentet af fragtmænd eller kørt i vores egen lastbil.

Hal 6: Her havde vi lak- og bejdseafdeling. Vi kunne dagligt lakere 40-50.000 komodeben, 40-50.000 træknopper og 8-10.000 møbelben på 3 lakanlæg.

Hal 7: Her var der lager af diverse samt færdigvarer fra vores polske fabrik.                                                   

Igennem årene har vi i Ikast haft ansat en lang række dygtige personer, herunder også en del forskellige ledere, værkførere, kontoransatte m.m. der alle har bidraget med de opgaver, de hver især havde i systemet. Salget har jeg selv taget hovedparten af i Danmark, mens vi har haft agenter ansat i bl.a. England. De forskellige værkførere har styret hver deres afdeling i produktionen. I både Ikast og Sverige har vi haft moderne produktionsstyringssystemer til brug for bl.a. planlægning, bogholderi osv.

Fyrretræsindustrien startede i begyndelsen af firserne og voksede til et meget stort niveau, hvor enhver tømrermester, der bare havde en rundsav og en tykkelseshøvl, pludselig kunne være med til at producere møbeldele.

 

Nogle firmaer voksede til at være meget store med flere hundrede ansatte. Den største var Bodilsen i Nykøbing Mors, der samlet på et tidspunkt beskæftigede omkring 1.000 medarbejdere på deres 4 – 5 fabrikker og var vores største kunde. På et tidspunkt havde vi aktiviteter i 5 lande og beskæftigede samlet mellem 150 og 200 mand udelukkende som underleverandør til den hastigt voksende fyrretræs-møbelindustri og var nok Europas største trædrejeri dengang.

I 2002 købte jeg nogle bygninger i Estland og etablerede der et trædrejeri, der mest solgte dele til de lokale danskejede møbelfabrikker derovre. Nogenlunde samtidigt overtog jeg et selskab i Letland, der var ejet af boet efter BM Møbelindustri i Ikast. Jeg købte al indhold i konkursboet af Nordea og solgte det meste tilbage til den tidligere ejer, men beholdt bl.a. det lettiske selskab.

I 2002 gik jeg ind i en fusion med to af de største konkurrenter, Holstebro Træteknik og Gammelstrup Møbelfabrik i Brædstrup. Udregninger lavet af Teknologisk Institut viste, at vi sammen ville kunne tjene en hel del mere end ved at køre hver for sig. Dette viste sig dog ikke at kunne holde stik. Efterfølgende købte jeg så de to andre ud af firmaet og fortsatte derefter igen selv. Samtidigt med denne fusion ændrede vi firmanavnet til Scan Production A/S.

På grund af 2 store brande med 4 måneders mellemrum i 2007 nedbrændte store dele af lokalerne på Industrivej i Ikast. Set i lyset af de problemer der ville være ved at genopbygge virksomheden igen, besluttede jeg at nedlægge produktionen. I stedet koncentrerede jeg mig om den metalvirksomhed, vi havde startet nogle år tidligere på Navervej i Ikast og som vi i 2002 havde flyttet til lokalerne i Letland.

I Letland var der fra starten et stort arbejde med at renovere de forskellige bygninger. Fra starten var landet ikke i EU, hvilket betød et bureaukrati uden lige med en masse toldere der alle stod med hånden fremme for at få bestikkelse. I byen Liepaja, som vi lå lige udenfor, var der dengang ansat 300 – 400 toldere, mens dette antal blev reduceret til ca. 30 den dag man kom i EU. Metalfabrikken udsprang fra trædrejeriet, hvor vi havde et reparationsværksted der samtidigt producerede vores egne værktøjer til drejning. De to brødre der var ansat i denne afdeling ønskede på et tidspunkt at blive selvstændige, og så flyttede vi værkstedet over på Navervej i mine gamle bygninger og startede firmaet Midtjydsk Værktøj som så i 2002 blev flyttet til Letland under navnet Medzes Components.

Omkring 2008 begyndte hele markedet at ændre sig, da bl.a. Ikea og Lars Larsen kunne aftage så store mængder fyrretræsmøbler, at man med fordel kunne etablere store møbelfabrikker i bl.a. Kina. Det betød, at fyrretræseventyret i Europa stille og roligt begyndte at forsvinde. En lang række fabrikslukninger i de kommende år betød, at der i dag kun er enkelte fabrikker tilbage i Nordeuropa, der producerer denne slags møbler, hvor der tidligere var mange hundrede.

Samtidigt med at markedet forsvandt, betød det også meget lavere priser på fyrretræ. Det har medført en kolossal omlægning af savværksindustrien i bl.a. Sverige og Finland samt i de Baltiske lande, hvor store koncerner i dag ejer det meste, og de mange mindre savværker er i dag lukkede og er erstattet af meget store savværksenheder.

Som en konsekvens af alt dette besluttede jeg at afvikle en stor del af de aktiviteter, der var rundt i de forskellige lande. Selv om en del af det kostede penge at lukke ned, endte det i den sidste ende med, at det lykkedes uden de store skrammer.

I dag er alle vores aktiviteter samlet i Letland, mens alt andet er lukket og solgt fra bortset fra bygningerne på Industrivej, der indtil videre er udlejet.

I Letland havde vi i starten 15 – 20 ansatte, mens der i dag er ca. 250. Vi startede i en 1500 m2 stor hal, der blev renoveret sammen med nogle kontorlokaler. I dag er der over 12.000 m2 moderne fabrikslokaler til rådighed. Tanken fra starten var lidt, at man godt kunne producere i Østeuropa med ældre manuelle maskiner på grund af den billige arbejdskraft, men denne opfattelse blev hurtigt ændret til, at vi indkøbte moderne CNC styrede maskiner, og i dag er vi nok en af de mest moderne metalfabrikker i Letland. Kunderne befinder sig i de skandinaviske lande med Danmark, Finland og Sverige som de største markeder.

 

Johnny Rune

2017/2019

 

Retur