Mit liv på Ikast Møbelfabrik, hos William Larsen og så meget andet

af Eigil Nielsen

 

  1. Solbakken Munklinde
  2. Grønnegade 17, foråret 1948
  3. Skolegang på Vestre Skole
  4. Ikast Møbelfabrik
  5. Læretid hos William Larsen
  6. Udlært bygningssnedker og så soldat
  7. Hjemsendt og start hos William Larsen
  8. Reparationsvogn
  9. Phønixteatret og Viggo Siefert
10. Erhvervsskolen
11. Små og store opgaver
12. Det kan være farligt at gå på arbejde
13. Arbejdskammerater
14. Afslutning

1. Solbakken Munklinde

Her kom jeg til verden den 12. november 1941 kl. 08,00. Det var det, der kaldes et husmandssted. 4 til 6 køer, grise, høns og kaniner, som var storebror Børges forretning. Jeg blev nr. fire i rækken af drenge. Mor og far havde håbet på en pige. De ældre søskende var sat i arbejde, når de ikke var i skole. Det var mager jord, fint til kartofler, men også til forskellige kornsorter, men meget slid og slæb for lille indtjening.

”Det lille hus på prærien” har jeg senere kaldt det. Bar mark, ingen træer, åbent landskab. Det var et hårdt slid med få penge. Til stort held havde vi en meget fin tørvemose lige ned til Karup å. Tørvene var så efterspurgte, at far kunne sælge alt, hvad der kunne fremstilles. Det meste blev solgt i Ikast. Flere somre havde far to mand ansat i tørvemosen, så det var for en stor del det, der gav ”smør på brødet”.

I det daglige var arbejdsgangen sådan om sommeren: Hjem fra tørvemosen, mor malkede, fodrede dyrene og lavede aftensmad. Far kørte hurtigt i marken, spiste aftensmad og kørte i mosen for at læsse tørv. Så gik turen de 12 km til Ikast. På hjemvejen faldt far mange gange i søvn på bukken, det sæde der er på vognen, men far fortæller, at hestene selv kunne finde vejen hjem.

Far havde en mælkerute. Han kørte for mejeriet i Munklinde. Hvis der var voldsomt med sne, var det borgerligt ombud at køre med lægen og jordemoderen.

Arbejde, arbejde, så ikke megen tid til lille Eigil. Hvad laver man så? Unoder!

Storebror Harry havde en harmonika med fine perlemorsknapper. Dem pillede jeg af alle sammen. Det var et stort arbejde. Så ned med bukserne og slag i enden. Der var arbejdsfordeling, så det var mors afdeling. Igen var det Harry, det gik ud over. Han havde nogle fine dværghøns. Der var en, der hed Grete. Jeg syntes den så tørstig ud, så jeg tog den op og dyppede dens hoved ned i vandtruget. Så blev den helt slap. Jeg gik hen til far og sagde: ”Grete vil ik` drik mier”, så var det ned med bukserne igen.

Tørvemosen er vel ikke egnet som legeplads for små drenge, men hvad skulle de gøre? Arbejdet skulle jo passes. Det resulterede i, at jeg faldt i tørvegraven to gange. Men nu var det synd for lille Eigil, jeg blev kørt hjem og puttet under en varm dyne.

I 1944 var far gået i stalden for at malke. Han havde en petromax med sig. Petromax er en petroleumslampe, der lyser meget kraftigt. Et tysk jagerfly så lyset og skød efter det. Far fik hurtig slukket lampen. En dag fandt jeg en stor rund jerntingest på vores ajlekule, far blev helt bleg, har han fortalt. Det var en granat fra det tyske fly, en ”forsager”.

Vi havde ikke el. Der var indkøbt materiale til det, men så kom krigen, og det hele blev kørt i skjul for tyskerne.

I alle årene under krigen var der julepakke fra USA. Det var spændende, når pakken skulle åbnes. Far havde tre farbrødre, der udvandrede til USA. To af dem hørte man aldrig fra, men Kristian var der kontakt med.

Det hårde slid på landet kunne mor ikke blive ved med at klare, fem børn, lillesøster Margit var kommet til verden, og ejendommen skulle sælges.

I sommeren 1946 skete der noget spændende. Der kom der besøg fra USA. Fars farbror, hustru og datter kom på besøg. Jeg husker det fine tøj, de havde på og de røde tånegle i sandalerne. Jeg troede først, det var en sygdom. De var i grisestalden, der var smågrise, og de tog dem op, de var jo søde. Jeg tænkte, bare de ikke tisser på deres fine tøj.

Vores familie på fars side kommer fra Bindslev, og der skulle vi alle på besøg. Der blev bestilt en vognmand til at køre os. Vores mål var en skole, hvor vi alle kunne være. Der var højt humør, liv og glade dage, vi sov alle på gulvet i gymnastiksalen.

Ejendommen i Munklinde blev solgt, og vi flyttede til Ikast foråret 1948. Grønnegade 17 blev købt af mors plejeforældre.

2. Grønnegade 17, Ikast 1948

Vi boede til leje hos nogle naboer i Munklinde i et par måneder, før turen gik til Ikast på hestevogn.

Far og mor havde købt Grønnegade 17 af min mors plejeforældre, Ane og Niels Anton Nielsen. Det hus var ikke mere moderne end ejendommen i Munklinde. Lokum i gården, vandpumpen var dog i vaskehuset. Mors plejeforældre, her kalder jeg dem bedstefar og bedstemor, skulle bo på 1. sal. Her var en lille stue, soveværelse og køkken.

Efter nogen tid blev der indrettet toilet under trappen til 1. sal. Baghuset som var brændselshus, blev indrettet til storebror og mig. Der blev gravet i vejen, vi fik fjernvarme, det gamle komfur blev pillet ned, og vi fik gaskomfur.

Vores nabo i nr. 19 var fr. Fenger, hun boede sammen med hendes søn Albæk. Han var det første ”nye” voksne menneske, jeg mødte. Jeg løb meget inde hos dem, og jeg fik 1 krone om ugen for at hjælpe ham. En dag tog han mig med på fodboldbanen ved IFS. Han havde en stor tøjpose med. Da han pakkede den ud, var det en faldskærm. Den blev så bundet til en af lysmasterne, og jeg gjorde store øjne, da den foldede sig ud. Albæk havde været med i modstandskampen under krigen, han fortalte aldrig om det. Han var bankansat og flyttede til Silkeborg efter nogen tid. Han har sikkert oplevet noget grimt under krigen, for efter nogle år hørte vi, at han havde taget sit eget liv.

Jeg startede min skolegang på Vestre Skole. Det var en stor omvæltning, jeg var ikke klar til at gå i skole, var bare seks år. I Munklinde havde jeg ingen at lege med, bare min hund. Mine tre ældre brødre var sat til at arbejde, sådan var det.

Far havde den holdning, at knejte skal have noget at bestille. I Bredgade var der en fiskehandel, her blev jeg hjælpedreng. Hansen hed han, han var halvbror til Holger ”Fællessanger” Hansen. Han boede på 1. sal med sin husbestyrerinde. Mit arbejde var at løbe med fisk pakket i avispapir og hente øl i ismejeriet i Grønnegården. Der var altid nogen, der sad og drak i bagbutikken. Hansen havde også et røgeri, til det skulle der bruges spåner. Dem hentede jeg hos William Larsen på Vestergade.

Storebror Verner fik arbejde som spoledreng. Han var bydreng hos O. K. Frederiksen, som havde et skomagerværksted. Verner spurgte mig, om jeg kunne tænke mig at overtage hans plads. Det gjorte jeg, men jeg var for lille til det arbejde. Fra Vernes side var det et spørgsmål om, at jeg skulle væk fra fiskemanden. Han kunne ikke lide fisk og kunne ikke klare lugten i mit tøj ved aftensmaden, han var lige ved at brække sig.

Værkstedet havde Frederiksen købt af min farbror Johannes Nielsen ”Anky”. Han var udlært håndskomager. Min tante Marie kunne fortælle, at en dag kommer Fru Jensen ind på værkstedet for at hente hendes sko, der er til reparation. Der bliver ledt både højt og lavt, men ingen sko. Fru Jensen bliver meget fortørnet. Johannes tilbyder, at han vil erstatte skoene, hvis de ikke bliver fundet. Næste dag kommer Fru Jensen ind på værkstedet og fortæller: ”Da jeg kom hjem, finder jeg mine sko, jeg havde glemt at indlevere dem”. Så siger Johannes: ”Dejligt at høre, men så har De vel skoene med”?Nej det har jeg sandelig da ikke, her bliver de jo bare væk”.

3. Skolegang på Vestre Skole

Jeg startede april 1948, dengang var skolestart 1. april. Jeg startede i 1.c. Det var en kæmpe omvæltning fra Munklinde, hvor jeg altid var alene, til alle de børn/skolekammerater. I dag vil man nok sige, at jeg manglede de sociale kompetencer, men der er jo ingen væsner, der er bedre til at tilpasse sig end mennesker. C klassen var altid den, der fik alle vikarerne, så der var ingen kontinuitet i undervisningen. Men senere i 5./6. klasse blev der styr på det med en god klasselærer, lærer Korck, streng men et godt menneske.

En dag fik jeg besked på at skrive 200 gange ”Jeg vil aldrig kure ned af gelænderet mere”. Jeg sad derhjemme og skrev, far spurgte: ”Hvad laver du”? Jeg fortalte, hvad jeg var blevet bedt om. Han reagerede prompte: ”Det stopper du med med det samme. Du kan hilse lærer Korck og sige, at det skal der ikke spildes papir på, og hvis han vil noget, så kan han henvende sig til mig”. Næste dag skulle jeg aflevere opgaven. Jeg fremførte, hvad far havde bedt mig om. Lærer Korck blev ildrød i hovedet, men der skete ikke mere.

Så fandt jeg ud af, hvad der var fars måde at reagere på. I fars barndom kom børnene ud at ”tjene”, da han var 9 år. Det var op om morgnen kl. 05,00, ud at flytte får og køer, og så gå 5 km på bare tæer i skole. Han kom mange gange for sent i skole. I skolegården var der en bunke sten, dem skulle han flytte fra den ene side af skolegården til den anden som straf, hvis han mødte for sent i skole. Far havde en stor retfærdighedssans, han ”stod” altid op for vi børn, dejligt at have en at stole på.

Angående skolegang var mit store held, synes jeg, at det blev tilbudt alle, der var startet som seksårige at fortsætte i 8. klasse. Her lærte jeg på et år lige så meget som de andre syv år.

1. april ud af skolen og i lære som bygningssnedker hos William Larsen.

                                         

                                                   

Eigil Nielsen, 2017
(Foto: Frank Artved)

 


Far med sine 4 sønner. Bemærk den lille lækre knejt far har på armen.


Solbakken Munklinde.

"Forvalteren på gården" i tøj fra julepakken.


På tur med amerikanerne til fars familie i Bindslev.

        

Mors plejeforældre Ane og Niels Anton Nielsen foran Grønnegade 17, Ikast
   

    

 

 

      

 

 

  
Ikast Skole 1947 (KB Danmark set fra luften...)

 

Ikast Skole 3. klasse 1950/51

Ikast Skole 6. klasse 1953/54

 

4. Ikast Møbelfabrik 1950 

Jeg var med min far på møbelfabrikken for at bestille taburetter. Da var jeg bare 9 år, men jeg har altid villet noget med træ. Når talen var om min beslutning, kunne mine forældre bekræfte det.

Jeg var med for at hente taburetterne og tænkte, her er rart at være. Jeg spurgte min far, om han troede, de kunne bruge en bydreng. Han sagde, at det jo ikke kan gøre noget at spørge. Nogen tid efter cyklede jeg derned. Det var Gunnar Tibergaard Nielsen, jeg talte med. Han sagde lad os prøve.

Jeg startede, aftalen var 3 kr. om ugen, og der var nok at bestille. Dengang var der ikke udsugning fra maskinerne. Spåner og savsmuld foran maskinerne skulle bæres/skubbes ind i fyrrummet. Det var en stor skovl lavet i birke krydsfiner, der blev brugt. Det var første opgave, når jeg mødte. Så gik turen rundt til alle svende for at spørge, om jeg skulle hente noget ved bager og købmand. Det var bager Mørup og købmand Beck i Bredgade, der var målet. De lå nær hinanden på hver side af gaden.

Lim til varm lim kom hjem i store lærreds sække. Før det kunne bruges i limspandene, skulle det lægges i blød i vand. Det blev min opgave. Der var lønudbetaling om torsdagen, så jeg cyklede i banken. Jeg mener, det var Folkebanken, den hed. Jeg medbragte en lille lædermappe til at fragte pengene i. Jeg har siden tænkt, at det var et stort ansvar for en lille dreng, men det var aldrig et problem.

Da jeg startede, var det stilmøbler, der blev fremstillet. Før afhentning blev hver enhed omhyggeligt indpakket. Det var med avispapir, bølgepap og sejlgarn. Indpakningen skete i det, der blev kaldt ”skuret”. Det var en træbygning vest for hovedhuset i fin stand. Her hjalp jeg Vagn Schmidt-Møller med indpakningen klar til fragtmanden.

I bygningen længst mod vest havde billedskærer Andy Nielsen indrettet sin arbejdsplads. Der var fyldt med modeller, tegninger og en masse spændende værktøj. Der stod også en feltseng. Andy boede i Randers og boede på værkstedet i ugens løb.

I bygningen var der også tre høvlebænke/arbejdspladser til forefaldende arbejde.


Nye tider, stilmøblerne er ude.

Det jeg husker her, er nye træsorter, en anden lugt/duft. Svendene talte også om hovedpine og kvalme, de stod jo også i støvet ved maskinerne hele dagen. Et problem de også talte om, var at værktøjet hurtigt blev sløvt. Teaktræ indeholdt meget kisel, som sløvede værktøjet.

I stedet for enkelte emner var der store stakke af ens bordplader, det var vel starten på ”møbelindustri”. Ingen avispapir, bølgepap og sejlgarn, den store eksport af møbler til USA var i kasser fremstillet til formålet.

Der har været mange kreative tanker for at få en sådan produktion op at stå. Der husker jeg særlig Axel Hansen. Han var udlært smed, men arbejdede som maskinsnedker og blev vores ”Ole opfinder”. Han blev ved til problemerne var løst.

Møbelsnedker skulle jeg ikke være, jeg fik læreplads som bygningssnedker hos William Larsen.


Rundgang på møbelfabrikken da jeg blev bydreng.

Skuret med billedskærerværksted har jeg været inde på. Nu vil jeg tage en tur i hovedbygningen. Indgang mod vest, lige indenfor th. et lille kontor hvorfra lønudbetalingen var om torsdagen. Lige frem trappe til 1. sal, th. for den, dør til fyrrum, døren var metalbeklædt og med smelteled.

Tv. mod nord maskinværksted, båndpudser, fræser, stødsav, tykkelseshøvl, afretter, og båndsav.

Mod syd: Samleværksted med stor limovn i midten, med uret rundt finerpresse, som blev betjent af Knud Resen, finerbord, Wedel Pedersen som ”rev” finer sammen, længst nede Knud Mikkelsen, han udvandrede senere til USA. I miden mod syd: Nedgang til finerkælderen under privatboligen, dernæst Tage Rasmussen, Erik Pedersen, lærling, Peter Pedersen, lærling, Niels Søndergaard, lærling.

Op af trappen til 1. sal. tv. mod nord: Træ lager, bag trappen forskellige emner til billedskæreren. Th. mod syd, behandlerværksted, syd østlige hjørne sprøjtekabine, som blev betjent af Hansen, der var københavner. Jeg bar mange gange emner ud derfra. I det sydvestlige hjørne var der depot for lak og andet brandfarligt.

To personer jeg husker derfra var, Lars Peter Meldgaard og den anden var døvstum, fantastiske håndværkere.


Nogle ting der huskes tydeligt
.

Jeg mødte efter skoletid, der var kødrand omkring båndsaven, fordi man havde savet i noget hårdt. Det viste sig at være en spydspids. Den havde siddet i træet, da det var ungt, og så var træet vokset over det.

En dag stod jeg bag saven og så svenden save sin tommeltot af. 

Der var meldinger om transportskader på møbler til USA. Et færdigpakket møbel blev løftet op på taget af skuret, tippet ud over kanten. Det hele holdt.

 

Det var fem glade år på Ikast Møbelfabrik.

5. Læretid hos William Larsen.

Jeg kom i lære 1. maj 1956, jeg var 14 år, blev 15 år den 12. november. På grund af min unge alder var læretiden 4 år og 6 måneder. Den første tid var det mest som arbejdsdreng, sådan var det dengang.

Det var ikke let arbejde. Der var to trækvogne, den ene med træhjul og bladfjedre, den anden var med gummihjul og mere behagelig at køre med. Om vinteren var der en stor slæde til at fragte materialer på, men problemet var, at der hvor der var fjernvarme tværs over vejen, der var der ingen sne. Her måtte jeg siksakke slæden over. Jeg har grædt mange modige tårer over de opgaver, jeg fik. Nogle dage var det at hjælpe Fru Larsen med storvask, bære træ til gruekedlen. Her var jeg uheldig/heldig at spilde savsmuld på noget rent tøj, så blev jeg sat fra bestillingen, og en anden lærling kom til.

Jeg var meget lille, 156 cm, den næstmindste da jeg blev konfirmeret, desuden havde jeg meget sygefravær. Jeg havde hovedpine med opkast. I dag ville man sige, at det var migræne. Jeg var hos vores læge flere gange, han sagde: ”Knejten skal nok vokse fra det”. Efter et halvt års prøvetid ville William Larsen opsige lærlingekontrakten. Han ville, at jeg skulle vente et år med at starte min læretid. Jeg blev meget ulykkelig og ked af det. Det så vores mestersvend Axel Kallesøe. Han var en ældre og meget venlig herre, men også én, der var meget respekt om. Kallesøe gik ind til mester og sagde: ”Jeg tror på Eigil”. Og sådan blev det. Jeg fik lov at fortsætte min læretid. Ja og pludselig forsvandt alle skyer. Som andetårs lærling voksede jeg 17 cm. Og jeg har egentlig aldrig været syg siden.

Da jeg startede, var vi fire svende og fire lærlinge. Vi lavede alt mellem himmel og jord, lime gamle stole, reparation af vinduesrammer og nyt glas i med kitfals. Vi cyklede ud til kunderne med vores værktøjskasse, manglede vi noget, så hjem igen.

Noget jeg syntes var hyggeligt, var når vi sad på høvlebænkene med vores termokaffe og leverpostej- madder. Her kunne vi tale om alt mellem himmel og jord.

Mange ting gik langsomt og besværligt i halvtredserne. Ikast Andelsbolig Selskab opførte boligblokke på Vinkelgade. Vi havde snedkerarbejdet, og meget af materialerne blev kørt derned på hestevogn. Det var Mads Toustrup, der også havde Ceres øldepot, der kørte, ellers var det mig med trækvogn og muskelkraft.

Tiderne skiftede, der blev indkøbt en folkevogns pickup, værkstedet skulle have den om formiddagen, og møbelforretningen resten af dagen.

Træ til vinduer og døre, blev fragtet fra vores trælade til værkstedet. På 1. sal var der tørreovn, hvor træet blev pindet op for udtørring. Efter nogen tid blev der målt på vandindhold, og så kunne det anvendes. 

I kælderen var der presser for limning af døre og låger, her var der også dørtvinger til limning af bordplader. På den tid var det normalt, at det var fyr, som blev lakeret eller blev bejdset og derefter behandlet med rå linolie. Her tilbragte jeg uger og måneder lidt kedeligt og lidt afsondret, men værkstedets toilet var også her, så der kom da jævnligt besøg.

Under møbelforretningens lager var der samleværksted. Her blev der samlet vindueskarme og vinduesrammer i stor skala. Dernæst tilpasning af vinduesrammer, det var med en langhøvl, en rubank. Dernæst montering af hængsler og andet beslag. Så var de klar til maler, de blev båret over i det lave skur, i daglig tale pladeskuret eller malerskuret. Her fik de grundmaling og var klar til at blive kørt til byggepladsen. Efter monteringen blev der stoppet mellem karm og mur med kapok. Kapok var et affaldsprodukt, som vi hentede på spinderiet. Det minder om, hvad der findes i vattæpper.

Jeg var ikke meget ude at arbejde i min læretid, hvad jeg følte var en mangel, men sådan var tiden. Indvendige døre i mahogni blev meget populære, de blev oliebehandlet med teakolie, det var et hestearbejde for en lille knejt.

Teknisk skole var mandag fra kl. 13,00 til kl. 20,00 og onsdag fra 18,00 til 21,00. Lørdag arbejdede vi til kl. 12,00, så var det med hurtigt at feje og rydde op, og så teknisk skole fra 13,00 til 18,00. Jeg var meget glad for at gå på teknisk skole, en venlig lærer som hed arkitekt Jensen. Noget jeg syntes var mærkeligt, jeg var bare 15 år, og han sagde De og Nielsen til mig. 

Det blev tid til svendeprøve, det blev en udvendig dør i teaktræ, samt en vinduesramme med krydssprosse i egetræ. Døren fik jeg lov at lave i mål, så den passede i mine forældres hus på Grønnegade 17. Den sidder der endnu, jeg var lige forbi i 2017. Det hele lykkedes, opgaven blev antaget med ros, og jeg fik mit svendebrev 1. november 1960, tolv dage før jeg fyldte 19 år.

(Lærekontrakt og attest til svendeprøven se bilag 1)

6. Udlært bygningssnedker og så soldat

Jeg blev udlært 31. oktober 1960, og fik så lige 5 måneder som svend. Lønnen var 167,00 kr. om ugen, ung svendeløn!

Jeg havde indkaldelse som soldat til Nørrejyske Artilleriregiment i Århus på Vestre Alle. Jeg skulle møde 1. april 1961. Det blev en god tid for mig. Jeg fik lært at holde orden, lægge tøj sammen og blive mere voksen.

Jeg vil ikke bruge så mange ord om den tid, men lige nævne, at det altid har været en stor fordel for mig med min uddannelse som bygningssnedker.

I en lang periode var jeg lånt ud til staldene. Der var der fire dragoner, der var udlånt fra dragonregimentet i Næstved, for at passe officerernes heste. Fra gammel tid var der en ridebane og ridehal. Her var der forskellige forhindringer med bomme, plinte og andet, som skulle vedligeholdes. Jeg var i skoven efter rafter til bomme. Hjemme igen kunne jeg stå ude i solen med bar mave og afbarkningsjern og nyde det. 

Sergenttutten fik spiritusbevilling, jeg blev spurgt, om jeg kunne lave en bar/amerikanerbar med baldakintag over. Jeg sagde selvfølgelig ja. Med en lille forsinkelse, jeg var på skydeøvelse i Oksbøl, stod den klar. Jeg var med til indvielsen, og blev selvfølgelig fuld.

                                                                                                                                                                                                    

  

 

En gammel tradition i artilleriet er trompeterkorpset. Der var optagelsesprøve, og jeg bestod prøven. Der kom en musiker fra Århus Byorkester en time hver dag og lørdag to timer. Carlsen var en lille rund venlig mand. Dengang var jeg ikke klar over, at trompeteren var oberstens ”kæledække”, en trompeter blev aldrig straffet.

Hjemme på orlov fortalte far, at William Larsen var forbi. Han sagde til far: ”Når ham knejten er hjemme på orlov, kan du så ikke bede ham komme op for at tale med mig”. Det var jeg, og aftalen blev, at jeg startede efter hjemsendelsen.

Hjemsendelsen var 29. juni 1962.

7. Hjemsendt og start ved William Larsen.

Jeg startede ved William Larsen igen juli 1962, det var med spænding, jeg syntes ikke, jeg kunne særlig meget. Sådan er det nok altid.

Det var ikke bare en ny begyndelse for mig, det var også en helt ny tid, meget havde ændret sig.

I halvtredserne, husker jeg, sad arbejderne og klunsede om øl efter fyraften, i stedet for at gå hjem til konen. Men nu suste de ud af døren for at støbe sokkel og bygge på deres parcelhusgrunde. Det var en god tid med optimisme, fart og glæde. Jeg startede de første måneder på værkstedet, som var udvidet til det dobbelte, mens jeg var soldat.

Efter nogle måneder kom jeg ud at arbejde, det var opstilling af inventar i Ikast Sparekasse på Bredgade. Det var i 1963, hvor jeg blev gift den 20. juli.

8. Reparationsvogn.

Efter et par år, hvor jeg en dag gik og stillede køkkener op, kommer William Larsen ud til mig. Han siger til mig: ”Eigil den er helt gal, hver anden gang jeg tager telefonen, er det en skideballe. Folk siger: ”Ja I vil gerne bygge nyt, men vi kan ikke få lavet reparationer”. Vi har talt om, at hvis vi køber en reparationsvogn mere, om du så vil køre den”. Jeg takkede ja. Nogle måneder før var en af mine kollegaer startet med at køre en lignende. Der blev bestilt et ”folkevognsrugbrød”, som jeg fik indrettet med hylder til søm, skruer, beslag og håndmaskiner. Desuden værktøjskiste og opstillingsskamler, og på taget forskellige stiger.

Der var nok at tage fat på. Det blev almindeligt kendt, at nu var det bare at ringe, så kom vi. Stakkene af arbejdssedler voksede, det blev virkelig en succes. Det virkede sådan, at vi på arbejdssedlen bare skrev de medgået materialer. Vores kontormand kunne så bruge arbejdssedlen som kladde til regningen.

Det blev en meget spændende tid. Ombygninger af butikker i Bredgade var en stor del.

Noget af det første var Ikast Avis, jeg mener det var i 1965. Når man trådte ind ude fra gaden, var det, som når vi ser Matador i fjernsynet. Adskillelser med glasvægge hvor personalet sad ved deres skriveborde og talte i telefon. Alle de mange glasvægge blev fjernet, men ikke uden problemer. Gamle Bernhardt Jensen gik og skældte ud på mig dagen lang, han kunne ikke klare alt det rod. Men så var der Tine, en gammel skrap, men meget elskværdig dame. Tine var der meget respekt omkring, hun sagde hele tiden til Bernhardt Jensen: ”Eigil skal du ikke skælde ud på, han udfører bare sit arbejde”. I det ene hjørne blev der indrettet kontor til sønnen Preben Jensen, der havde overtaget roret. Over tid blev det til mange opgaver til mig, det var et spændende sted at arbejde, der var en speciel atmosfære over stedet. Det blev til mange opgaver over årene i takt med mere moderne teknologi. 

På Ikast Avis blev Preben Jensen, i daglig tale til Preben Bogtrykker. Preben og Ritta bygede hus på Fuglsangs Allé. Underetagen står næsten rå. Det er her, jeg kommer ind i billedet. En stor del bliver indrettet til gildesal, her ønsker de gode mennesker en bar. Preben siger så: ”Hvad så Eigil, har du en ide, hvordan vi laver sådan en? ” Vi taler frem og tilbage om det, og enden bliver, at Preben giver mig 300,00 kr. og siger: ”Så kan du køre til Herning og besøge alle barer, der findes der, og få nogle ideer”. I al beskedenhed vil jeg sige, det blev meget fint. Selve baren blev lavet på vores værksted i Hestlund. Det var Svend Erik Andersen, der udførte det fine arbejde, loft og belysningen udførte jeg.

Det blev også en slags venskab med traditioner. I mange år, når juletræet skulle på fod, blev jeg hentet og bragt. Efter veludført arbejde fik vi en dejlig frokost, dejligt med gode minder.

Omkring 1971 ophørte jeg med at køre reparationsvogn, jeg begyndte med ”almindeligt” arbejde.

 

9. Phønixteateret og Viggo Siefert.

På Phønixteateret kom jeg til at bruge mange timer, og med meget glæde. Phønixteateret og Viggo Siefert var samlingspunkt for alle børn i Ikast. Det var for vi børn og unge den eneste forlystelse. Hjemme fik vi først TV i 1958. Det første år, hvor jeg kørte reparationsvognen, fik jeg en opgave i biografen.

Jeg gik sammen med Siefert nede i biografsalen. Han sagde så: ”Jeg får mange klager over, at folk ser for dårligt fra deres siddepladser. Jeg har talt med arkitekt Jensen om problemet, men han havde ingen løsning”. Arkitekt Jensen var min lærer på teknisk skole, han var meget gammeldags. Jeg tror ikke han kom i biografen. Jeg svarede meget modigt, at jeg troede, jeg kunne løse problemet.

Dengang missionshuset Ansgar blev bygget, blev der startet ungdomsklub i underetagen. Jeg startede med at komme der, da jeg var 14 år, senere blev jeg frivillig medarbejder. I den store sal i øverste etage så vi nogle gange film, og her fandt vi drenge ud af at stille stolerækkerne i ”sildebens facon”. På den måde kunne man se mellem dem, der sad foran.

Siefert og jeg aftalte, at jeg afmonterede nogle stolerækker, og jeg lavede en prøveopstilling. Han var med det samme meget positiv, indtil jeg fortalte, at det var noget med at fjerne 4 stolerækker. Jeg forklarede ham så, at vi den nye generation er nogle høje mennesker, og der er for lidt benplads, så skal vi lave det helt rigtigt, skal vi sænke gulvet. Gulvet i biografsalen var udført som følge:

På murede søjler, ca. 90 cm høje, var der et bjælkelag, herpå var der lagt bøgeparketgulve. Grunden til, at der var lavet, det vi kalder ”krybekælder”, var, at der var blæsevarme under gulvet. Det var ikke mere i brug.

Vi aftalte, at vi i en periode lukkede biografen. Jeg fortalte William Larsen om planen, og at jeg fik brug for to mand til at hjælpe mig.

Biografsalen blev ryddet, stolerækkerne blev båret ud i sidegangen. Fra den sydlige indgangsdør og frem til scenen blev gulvet brækket op og bjælkelaget fjernet. Højden på de murede søjler blev ændret, så gulvet frem til scenen blev sænket ca. 60 cm. Nyt gulv blev lagt, og stolerækkerne monteret. Det blev 5 stolerækker, der blev fjernet.

Det hele endte lykkeligt. Siefert blev meget tilfreds, det blev biografgængerne også, og jeg fik afprøvet ungdommens mod.

Næste opgave blev at indrette/ombygge 1. salen. Siefert boede i det lille lave hus ved siden af Phønix- teateret. Det blev udlejet til Kofods Farvehandel.

Siefert havde nogle gamle almuemøbler, så det blev stilen. Der blev monteret snydebjælker for at få det rigtige udtryk. Jeg havde en arbejdsdreng til at holde i den ene ende, det var meningen han skulle i lære. Men han virkede altid meget fraværende, så det blev ikke til noget. Desværre fandt jeg ud af, at han var syg. Nogle måneder senere døde han af en svulst i hjernen. Sådan noget er jo lige til at tude over, et ungt menneske, der dårlig nok er startet på livet.

Efter indretningen af 1. sal savnede familien, at kunne gå lige ud i det fri. Jeg foreslog, at vi byggede en terrasse ud over eksisterende halvtag. Jeg gik i gang med opgaven, og enden blev, at den blev overbygget. Tiden var knap, det var snart ferietid, så jeg aftalte med William Larsen, at jeg brugte de fleste aftener før ferien, og den blev færdig.

Aftalen var den, at jeg kunne holde 3 ugers ferie. Det blev en dejlig ferie i Syditalien. Det var sommeren 1966, hvor der kun var 14 dages ferie, så mange spurgte, hvordan jeg kunne få lov til det? Men noget for noget, sådan var William Larsen.

Siefert var et meget politisk menneske. Stort var det for ham, da han i et optog sammen med statsminister Stauning gik op ad Bredgade. Derfor tænkte han tanker om Christiansborg. Ved siden af biografsalen var der den lange gang, hvor vi i pausen i filmen stod med sodavand og slik. En dag sagde han til mig: ”Eigil vi skal have lavet en lang bordplade, 60 cm bred i hele rummets længde”. Det skulle være som vandrehallen i Folketinget. Sådan blev det, den blev monteret i en højde på 1,15 m., det skulle være sådan, at man kunne hænge op af den.

På et tidspunkt siger Siefert, at vi skal have monteret et stort spejl ude ved garderoben, det skal være fra gulv til loft. ”Hvorfor er du kommet på sådan en tanke”, spørger jeg. ”Det skal jeg sige dig”, siger han, ”så ser det ud til, at der er mange flere der skal i biografen”, hvorpå han flækker af grin. Men sådan blev det. Først skulle der monteres nogle naturtræspaneler. Siefert ville selv være med til at udtage panelerne, så turen gik til Reimar Nielsens Tømmerhandel på Århusbakken i Silkeborg. Vi bestilte nogle fine asketræspaneler, og fint blev det.

Angående fint, så havde Siefert givet mig titlen og udnævnt mig til ”Hofsnedker”. Så kan det vist ikke blive finere.

Siefert fortalte gerne om hans liv i politik, om politiske møder og taler, politiske finter og meget mere. Jeg husker, at han fremhævede flere gange, at på et vælgermøde bliver taleren afbrudt af en meget støjende person, der står og bryder ind. Folk råber, sæt dig ned, hvorpå taleren siger: ”Lad bare den herre stå, det er en skrædder, der har rejst sig op for at hvile sig”.

Jeg tror politik nogle gange var hårdt ved ham. Han fortalte, at han nogle gange efter et møde kunne ligge vågen hele natten og tænke, hvis jeg havde sagt sådan og sådan, så var det bedre.

Siefert tænkte meget over tingene. En dag siger han til mig: ”Eigil går du til fodbold”? ”Ja det gør jeg”, svarede jeg. ”Det kan jeg ikke forstå, for det må være idrættens grundidé, at 22 mand ser på at 2.000 mand spiller fodbold”.

En dag spørger Siefert mig: ”Tænker du på, hvem du drikker sammen med”? Jeg svarede, at det gjorde jeg ikke. Han fortalte så om en hændelse, da han var farende svend. De var nogle, der havde siddet i et muntert lag. Han bliver inviteret med hjem af en af svendene. Her finder han kone og børn liggende på gulvet på avispapir. Det satte sig nogle spor.

Noget, der var fast i bybilledet, var Peter Poulsen og Viggo Siefert, og der er mange anekdoter. Noget der var fast var, at Siefert sov middagssøvn. Når han så kom ned til mig i biografen, råbte han: ”Hvad, er du her endnu”? Og så grinede han. Men en dag kom han helt stille, jeg spurgte ham om, der var noget i vejen? ”Ja, det tror jeg nok, jeg tror jeg kom til at genere Peter, så han er vist gal på mig”. ”Det tror jeg ikke på, I er da altid gode venner”. ”Jaaa” siger Siefert, ”Peter havde været til læge og fået konstateret slidgigt, og der kom jeg til at sige: ”Det kan da umuligt passe, for du har jo aldrig i dit liv lavet noget””.

Siefert kørte ikke selv bil, men talte mange gange om steder, han havde været og gerne ville gense. Det blev sådan, at på 1. maj dage startede vi i min NSU Printz 4 til steder, han havde læst om i avisen, eller steder han havde været som farende svend. Vi kørte et sted, jeg mener, at det var ved Grinsted, så siger han: ”Drej ind til denne kro”. Vi kommer ind i krostuen, så siger han: ”Det bord, der står her, er det samme, som da jeg kom her som ung svend. Vi sad en flok svende her, pludselig kom der en ind og fortalte, at der var en gård i nærheden, der var brændt. Alle fik travlt med at komme af sted for at finde ud af, hvem der fik arbejdet med at genopføre og ved dem søge arbejde”.

På vores vej ud i landet tændte jeg for radioen. Der var taler og sang fra Fælledparken, og når de kom til Internationale så sang Siefert, så forruden duggede.

10. Erhvervsskolen, Hagelskærvej, Ikast

I årene 1963 – 1964 blev Pigeskolen/Erhvervsskolen bygget. Den blev bygget og drevet af Direktoratet for Børene – og Ungdomsforsorgen. Det var arkitekterne Friis og Moltke, der var idémændene bag byggeriet. Ved rejsegildet på Hotel Medi fremhævede Friis, at tanken bag var en firelænget gård. For byggeriet fik de Træprisen det år.

På arbejdstegningerne stod der Pigeskolen, men det blev hurtig ændret til Erhvervsskolen. Det første havde for dårlig en klang.

Snart kom jeg ind i billedet, der var meget, der skulle ændres. Der blev indrettet systue, så der blev samarbejdet med flere tekstilfabrikker. Det kom til at køre til stor glæde for alle parter. Jeg fik jobbet med at montere hylder, stille skabe op og meget andet.

Når der bygges med så meget træ, er der meget, der kan gå galt. Træ er jo levende. Ud til atriumgårdene var der nogle store døre i massiv eg, når sådanne kraftige dørrammer får sol og varme, sker der noget. Mange af dørene vred sig, når de blev åbnet, med det resultat at glasset revnede, og mange punkterede. Det tror jeg ikke, der var mange, der havde set komme. Alt glas var monteret i termokit, og det blev hurtigt meget stift.

Det var bare én af de ting, som jeg over tid baksede med. Jeg vil ikke komme ind på det hele. Noget der var vanskeligt, var utætte tage, paptag med ral på.

Skolen var nomineret til 40 piger, der var afdeling A, B, C, og D, med 10 piger på hver afdeling. De mest barske på afdeling A. Derfra blev de sluset ud til de andre afdelinger. Det var nogle frygtelige ting de fortalte mig, om misbrug og om svigt. For mig, jeg var bare 25 år, var det helt ufatteligt.

På grund af min unge alder, tror jeg, fik mange af pigerne tillid til mig. Så pludselig var det ikke mere ham håndværkeren, så kaldte pigerne mig ”storebror”.

Ja, og det er klart, nogle gange var der nogle af pigerne, der skulle afreagere. Det kunne gå ud over loftplader og meget andet. Noget, der var meget udbredt, var tændstikker proppet ind i låsecylinderne, det var altså træls.

Skolen købte et gammelt hus ved Sminge sø nedenfor Gjern Bakker. Det skulle bruges som koloni. Det var meget forfaldent, det var med forskalling og pudsede vægge indvendigt. Alt puds blev banket af og båret ud, derefter blev det erstattet af gipsplader, et hestearbejde. Det var et stort arbejde og strakte sig over lang tid. Den bil, jeg kørte i, blev hurtig døbt ”prærieexpressen” af mine arbejdskammerater. Det blev også til at bygge bådebro. Det var lidt besværligt, nogle steder var der 50 – 60 cm dynd på bunden.

Søen gennemstrømmes af Gudenåen. En dag i middagspausen blev Tommy, min lærling, og jeg enig om, at vi ville prøve at sejle på Gudenåen ned til Svostrup Kro. Halvvejs dernede gik det meget hurtig, vi drejede skuden, men ak og ve vi kunne ikke ro opstrøms. Vi fik jollen på land og bar den over vores hoveder, hjem over engen. Sådan er det jo, den der intet vover, intet vinder.

Det blev til mange lærerige år på Erhvervsskolen. Dejlig var også omgang med flinke medarbejdere og forstanderen.

11. Store og små opgaver.

I starten af tresserne kom der nye øjne på mange ting.                           


De gamles hjem

På De gamles hjem blev der stillet større krav til standarden af værelser. Værelser blev inddraget til brug til baderum og toiletter, og andre blev lagt sammen, så jeg her vil kalde dem for stuer. Det var besværlig at udføre arbejdet, for der var beboere på stedet. Der var aldrig nogen afsnit, der blev lukket ned, og der var altid mange ældre omkring mig, hvor jeg arbejdede. Jeg fandt altid meget glæde i at arbejde her, der var altid nogle beboere, der kunne fortælle spændende ting om deres liv.

Omkring kl. 13,00 var der mange, der fik middagssøvn, og så skulle der helst ikke være for meget støjende adfærd. For at der skulle være rene linjer, gav jeg udtryk overfor den tilsynsførende fra kommunen, at der medgår uforholdsmæssigt mange timer på arbejdet. Jeg kunne jo ikke bare jage nysgerrige beboere væk.

Det blev aldrig et problem, der var fuld forståelse fra kommunen, så jeg kunne slappe af. Det blev til meget arbejde i mange år, så på den måde lærte jeg alle beboerne at kende. Det blev til mange beretninger fra deres lange liv, og dem lagde jeg gerne øre til.

Senere blev der bygget sygeafdeling, hvor de mest plejekrævende flyttede ind. Her var det, at gamle Jørgen en dag sagde til mig: ”Do tømmer ka A et fo en nøvl te mi wærls”, så siger jeg: ”Jørgen der er da ingen der vil stjæle fra dig”. Så svarer han: ”Det we a da ett, så læng a ka how tebag har folk da wil stjæl”. Det kunne han have ret i.

Demens, var der også nogle, der havde i forskellig grad, selvfølgelig. Der var særligt en ældre herre, der løb væk fra hjemmet. Ham fandt jeg nogle gange tøffende rundt ude i byen i kludesko. Jeg holdt ind og løftede ham ind i bilen. Så blev han virkelig sur, skældte mig ud og kaldte mig en dum knægt. Det var jo også meget forståeligt, jeg havde jo også berøvet ham hans frihed.

Ved udvidelse og tilbygning af sygeafdelingen, var det arkitekt Jensen der havde opgaven. Han var min lærer på teknisk skole, så jeg syntes, det var spændende som svend at tale med ham om forskellige problemer ved byggeriet.

Nogle år senere havde jeg job på De Gamles Hjem. Jeg kom ind på en stue, der sad arkitekt Jensen. Jeg sagde god dag Jensen, han reagerede ikke på min hilsen. Han var der ikke, han sad bare og flyttede rundt på notesblokke og blyanter og talte om opgaver og projekter, han var i gang med. Når et menneske, som man havde respekteret og set op til, sådan forsvinder, ja så er det lige til at tude over. Demens er en frygtelig sygdom.

 


Højris Hvilehjem.

Højris, Højris Hvilehjem som var navnet, er en meget gammel bygning. Her blev der også stillet krav, et af dem var, at alle vinduer skulle åbnes og lukke helt i. Hængslerne var i forbavsende fin stand, men de var også under et tykt lag maling. At høvle i sådan noget gammel maling er en udfordring.

Gammel oliemaling indeholder granitpulver for holdbarhedens skyld, det er et stort problem, når man skal høvle i det. Jeg fik fragtet en høvlebænk og en slibemaskine til stedet. Jeg lånte en garage, hvor jeg kunne stå. Det kom til at tage laaang tid at løse opgaven. Aldrig før havde jeg slebet så mange høvljern, men det hele blev løst uden at ødelægge de gamle vinduer.

Også her på stedet var der mange forskellige jobs gennem tiden.


Ombygning og tilbygning af Ikast kirke i 1968.                   

Det var Arkitekten Viggo Hardie-Fischer, der havde opgaven. Han var dengang kendt som en meget dygtig arkitekt. Her i vores område er Mariehøj kirke i Silkeborg mest kendt, den blev bygget fra 1952 til 1958.

Sådan noget kirkebyggeri er altid spændende, der stilles meget højere krav, end til at bygge et almindeligt hus.

Jeg var så heldig at få opgaven med at montere prædikestolen, lydhimlen og knæfald. Det var sammen med en gørtler fra Holbæk en meget dygtig en af slagsen. Her lærte jeg virkelig meget med udmåling i skæve vinkler. Der er nogle, der er dygtige, og så er der dem, der er meget dygtige.

Til montering af prædikestolen var der beskrevet, at trin og repos skulle fastgøres med massive messingskruer. Det skulle ske ved at undersænke skruerne, men kun næsten. Skruehovederne skulle være med kærv i træets retning og ikke helt glat med overfladen. Derefter blev skruerne med en håndpudser slebet glat med. Det så virkelig fint ud, det gør det også i 2018.

 

Når jeg tænker tilbage på den tid og William Larsen, så er der nogle ting, jeg altid vil huske. Det kunne være at, hvis der var nogle ting, der var for dårlig udført, så sagde han: ”Sikke noget huggehus arbejde”. Var der noget, der var stillet for store krav til, og det tog for lang tid, så kunne han sige: ”Jamen, jamen, det er jo det rene husflidsarbejde”.

Noget jeg lærte, var noget om proportioner. Menighedsrådet havde udset sig en belysning til søjlerne. Her var arkitekten skarp, han sagde: ”Kan i ikke se den er for stor, den tager jo det kolossale af søjlen”.

Der var også tid til lidt sjov. Jeg stod på prædikestolen og monterede pulten, den biblen ligger på. Op ad kirkegulvet kommer formanden for menighedsrådet, Bo Roswall, en stor, kraftig mand. Da starter jeg med at synge salmen: ”Den store mester kommer”. Det kunne han ikke stå for, jeg kunne se, han syntes, det var sjovt.

Der var indvielse 26. maj 1968. William Larsen kom med en hilsen fra arkitekten, der gav os meget ros. Det er altid rart med tilfredse kunder.  


Holstebro Sygehus, bygning i 8 etager.

Omkring 1967 fik William Larsen en stor ordre. Det var montering og isætning af vinduesfacader på et stort nybyggeri i 8 etager på Holstebro Sygehus. William Larsen fik opgaven som underleverandør fra firmaet Asmussen og Weber. Det firma findes ikke mere. Det var et stort byggeri, der strakte sig over flere år. Der var i Holstebro hyret lokale svende, men fra Ikast var vi med i arbejdet i lange perioder.

Jeg kørte i denne tid reparationsvogn, her kunne vi være 3 mand. Tidligt om morgenen var jeg rundt for at hente svende. På vejen holdt vi ind til bageren i Simmelkær for at købe rundstykker og basser.

Der kunne nogle gange være bidende kulde. Når vi arbejdede i højden, kunne det blæse, så vores små stiger væltede. Sikkerheden den gang var ”en by i Rusland”. Der kunne ligge is og sne ud til kanten, hvor vi færdedes. Alt blev udført uden ulykker, og vi var aldrig syge trods nogle kolde vintre. Og dog, når vi skulle ind for at færdiggøre og kom i et varmt rum, så blev vi forkølet.

Jeg havde fornøjelsen med at lukke og slukke med vores arbejde. Først på året i 1971 monterede jeg det sidste facadeelement ved Ambulancegården ved Grønnegade. Her kører man ind svarende til 3. etage.

Boligblokke.

På og omkring Jyllandsgade blev der bygget mange boligblokke. De røde blokke med de skæve hvide altaner blev bygget i min læretid. Min opgave her var at efterbehandle mahognidørene med teakolie. Dernæst at montere torpedodørgreb. På lågerne blev der monteret de såkaldte snaplåse.

I en af lejlighederne var en stor venlig mand ved at flytte ind, før jeg var færdig. Det var Jørgensen, han var politimand, fandt jeg ud af. Noget senere blev det til ”Cylinder Jørgensen”. På et tidspunkt kommer han ind til mig i nabolejligheden og siger: ”Hvis du kommer til at mangle olie, så kan du komme ind til mig, og tørre noget af dørene”. Jeg havde glemt at tørre efter på nogle døre, og humor det havde han.

Længere mod syd blev der bygget nogle gule blokke. Det var første del af Sønderparken. Jeg var ny udlært på det tidspunkt, jeg var med til at stille køkkener op og isætte døre. Men snart fik jeg andet job her. Normalt er vinduerne trukket tilbage på en husfacade, men ikke her. Her var vinduerne trukket frem, helt imod alt sund fornuft. Resultatet var, at vandet drev ind ved vinduerne, og ja folk var flyttet ind.

Fugerne omkring vinduerne var af cement, og kunne naturligvis ikke modstå regnvand. Min opgave var så at hugge cementfugerne ud og udskifte det med fugemasse. Det var med mejsel og spidsen af en lægtehammer, det var et stort arbejde, det meste skete fra et rullestillads. Nogle steder kunne vi ikke komme til ren fysisk. Her var det så, at vi af brandvæsenet lånte en gammel træ brandstige på hjul. Jo, jo, vi skulle ikke gå ned på udstyret.

Dengang, jeg tror det var i 1962, var der mange nye materialer, man ikke havde erfaring med. Omkring vinduerne blev der stoppet/tætnet med et tjæret materiale. Det, man ikke viste, var, at tjæredampene angriber fugemassen med det resultat, at den nedbrydes. Sådan sker der fejl, hvis man går imod sund fornuft. Ikast borgene var hurtige til at kalde blokkene for ”Østre Fængsel” på grund af nogle små vinduer og det lidt skumle udseende.

På Jyllandsgade blev der byget de store gule boligblokke, de fik tilnavnet ”Østre Fængsel” på grund af deres skumle udseende. Facaderne var fyldt med fejlkonstruktioner, der trængte vand ind ved vinduerne. Det gav rigtig mange problemer, og arkitekten blev fyret.

Omkring 1970 blev der bygget 10 boligblokke, børnehave og vuggestue ved Stadion Allé. William Larsen havde tømrer- og snedkerarbejdet på det hele. Det var gedigent byggeri, vil jeg sige. Men firmaet Atlas var begyndt at fremstille køkkener. Det havde de ikke styr på, det var ikke gennemprøvet. Lågerne var stribede i lakken, hængslerne var defekte. Det blev et stort arbejde for mig. Jeg gik rundt om aftenen, var inde i alle lejligheder og noterede fejl og mangler.

Der var en grim vinterstorm i 1973. Dele af taget blæste af nogle af blokkene. I Esbjerg var der en grim ulykke, dele af tagværket blæste af en skole, og 2 børn blev dræbt. På én gang kom der nye forankringsregler, jeg fik opgaven på alle 10 blokke med at eftermontere forankringer. Det var virkelig besværligt, at ligge ned og svinge hammeren er ikke naturligt.

Toldstedparken i Gjellerup var et stort byggeri. Her var jeg med på tømrearbejdet i en periode.


Småjobs.

Småjobs var der også ind i mellem. William Larsen havde købt en Morris 1000 til mig, så jeg kunne køre rundt og have en lærling med.

Løbende var der butikker, der blev bygget om. Nogle fik lavet vinterhaver. Noget i tiden var også de små tilbygninger ved parcelhusene, de såkaldte ”velstandspukler”.

Willa Huse.

Firmaet skiftede navn fra William Larsen A/S, til Willa Huse. Hvordan navnet opstår og hvorfor, er jeg ikke klar over.

Der blev startet på at opføre huse på 120 til 140 m2. De blev udført med træbagvægge, samlet i vores trælade i Hestlund.

Jeg havde fået jobbet med at bygge husene. Jeg havde tidligere været på nivelleringskursus og lært at sætte huse af. William Larsen købte nogle byggegrunde i Ikast, og så i gang.

Fundamentet blev bygget op i sokkelsten, det udførte jeg sammen med en lærling. Herpå blev der kranet de færdige bagvægge. Der blev rejst gitterspær, der var fremstillet i Hestlund. Gulvet var et bjælkelag, det var det, der kaldes krybekælder med isolering i gulvet. Husene blev skalmuret, alt andet var træ. Jeg tror, det blev nogle lune huse at bo i.

Vi var med i nogle byggeudstillinger, men jeg tror ikke husene blev det store hit. Men det var spændende at opføre husene helt fra grunden.

Engesvanghallen.

Dengang var der vinter. Jeg husker besværet med at fjerne sne om morgenen, når vi kom op på taget. Der var mange tagplader, der skulle bæres og lægges ud. Men det blev en fin hal med kunstgulve.


Hyldegårdsskolen.

Hyldegårdsskolen blev grundlagt i 1979. Jeg udførte tømrerarbejdet sammen med en lærling. Det var med færdigspær, med douglaskrydsfinerplader med papdækning. Tempoet var sådan, at vi to mand knapt kunne følge med. Jeg vil gerne indrømme, at jeg mange gange her fik min sag for.

I aulaen skulle der kranes nogle store limtræsbjælker ind. Der var ikke meget plads. Det hele lykkedes med en byggekran og en mobilkran, men der var nerver på.

Jeg har været på mange byggepladser, men aldrig på nogen, hvor samarbejdet med murene var så fint. Det var murefirmaet Jensen & Christensen, det synes jeg lige jeg vil nævne her.

Dejligt at slutte mit arbejdsliv som bygningssnedker af med sådan et byggeri. Det blev lige 20 år som svend.

 

Afs. 12: Det kan være farligt at gå på arbejde.

I 1957 var der stor udstilling i Axel Jensens sal. Det var missionsudstilling, missionærer fra hele verden var repræsenteret. Hele salen var fyldt med boder fra forskellige lande. Der blev bygget hytter af halm måtter, lægter og masonitplader.

Jeg var hjemme for at hente ny forsyning af masonitplader, de blev lagret stående på højkant i vores pladeskur. Jeg tager fire plader under armen for at trække dem ud, i det samme bliver jeg væltet omkuld. Alle plader bliver suget med, da jeg fjerner de første, det er som, når vi bladrer i en bog.

Jeg er ved at blive kvalt, men i min desperation får jeg mig vredet rundt, så trykket bliver på mine hofter.

Jeg begynder at råbe på hjælp. Normalt er der ingen færdsel forbi, da skuret ligger afsides. Men lykken er med mig, der kommer en dame ind for at se, hvad der er sket. Hun løber ind på værkstedet for at hente hjælp, mesters bror Jens og Herluf får mig befriet. Jeg slipper uden men og kan fortsætte arbejdet, men det var en grim oplevelse. Jeg fik senere at vide, at der var halvanden tons plader.

 

Omtanke eller mangel på samme, det var også i 1957.

Jeg var ved at skære blød masonit til opklodsning, det bruges til opklodsning under strøer til parketgulve.

Det var båndsaven jeg brugte, opklodsningerne var ca. 10 x10 cm. På et tidspunkt sidder der nogle trevler fra pladerne fast inde ved klingen. Jeg forsøger at frigøre dem med højre langfinger. Det var virkelig dumt, fingeren bliver trukket ind i klingen, og skåret halvt over. 

Når vi ser tilbage, så var det en hel anden tid, jeg var 16 år og betjente en farlig maskine.

Sparekassen SDS bygger på Østergade.

William Larsen havde snedkerarbejder på byggeriet. Vi møder to mand op, ingen ting er klar. Ingen skurvogn og intet toiletskur. Alle trappeløb op til 2. sal var forsynet med løse brædder, det var kort sagt livsfarligt. Jeg kontakter murermesteren, hvis ansvar det var, men intet skete.

Jeg fortæller William Larsen, at vi ikke starter, før tingene er bragt i orden. Efter nogen tid bliver tingene bragt i orden.

November 1974 er byggeriet af Sparekassen næsten færdigt. Jeg arbejder med tømrearbejde på Handelsskolen på Bøgildvej. Torsdag den 7. november kommer William Larsen forbi, jeg skal møde i Sparekassen fredag morgen. Der skal monteres trin på spindeltrappen ned til boksrummet.

Jeg starter fra oven og ned efter. Halvt nede bærer jeg værktøjet ned i boksrummet. For at jeg kan skrue skruerne i trinene, skal der bores for. Jeg mærker op og starter boremaskinen, pludselig en eksplosion og der er ild over alt.

Gulvtæpperne er afdækket med plastik, det brænder ind i mine fingre, jeg forsøger at flygte ind gennem kælderen, men her er der ild over alt. Jeg stopper op og skrider, gulvtæppet er begyndt at smelte. Senere kunne jeg se, at der var smeltet gulvtæppe på mine sko. Jeg drejer rundt og løber op af trappen, er heldig at ramme rigtigt med fødderne hver gang. På nederste halvdel var der kun jernkonstruktionen at sætte fødderne på.

Med Vorherres hjælp og en god kondition kommer jeg ud på fortovet. Der kommer en pige løbende ud fra radioforretningen, hun ringer efter en ambulance, den kommer efter 10 minutter, der føltes som meget lang tid.

Anne, som er rengøringsdame i Phønix Teateret, får mig ind på fortrappen, men her er jeg ved at besvime. Så ud på fortovet igen i den kolde luft.

Ambulancen kommer, jeg løber selv ind i den, på Herning Sygehus kommer jeg på en båre. Der bliver hældt vand på mine sår. Jeg har et dykkerur på. Det kan de ikke få af, da mine hænder er svulmet meget op. Det er i en stållænke, jeg beder dem finde det svageste sted, og begynde at bøje der til det knækker. Det virkede.

Jeg husker ikke meget mere fra den dag, men oversygeplejersken fortalte mig, at al det hud, der var hvidt, ville blive sort.

Næste morgen kom der sygeplejersker ind med store kanyler for at tømme store væskeblærer, så det ikke grisede i sengen. Jeg skulle drikke 3 liter væske om dagen, det blev æblemost. Jeg lå sterilt, så de havde store kitler på, når de kom ind til mig.

Efter 5 dage listede jeg ud af sengen for at se mig i spejlet, der vil jeg indrømme, der græd jeg. Mit hoved var kulsort og rundt som en fodbold, det hele var sår. Her tænkte jeg, det kan der ikke blive et menneske ud af.

Jeg vil her komme med nogen fakta.

Jeg var indlagt 33 dage, - helt eller delvist sygemeldt i 8 måneder.

Jeg vil lige komme med nogle tanker omkring ulykken. Årsagen til det hele var sløseri. Ikast Tapet og Farvehandel var ved at prime gulvene. De brugte et produkt, der var på spritbasis, det var der forbud imod. Det skulle være på vandbasis.

Det hele kunne være endt meget værre. Ud mod Østergade var glasset dækket af med brunt papir. Et lille hjørne var faldet ned, her stod en mor med sit lille barn og kiggede ind nogle minutter før eksplosionen. De store, specialfremstillede termoruder fra Belgien blev blæst tværs over hovedvejen, helt over til rutebilstationen.

Arkitekt Jens Jensen, der havde tilsyn med byggeriet, var helt bleg da jeg mødte ham senere: ”Det kunne jo være mig, der havde udløst det hele” sagde han. Jens havde altid en cigaret i munden.

Angående gulvfolkene, dem skete der ikke noget med, de blev blæst ud af kælderdøren.

13. Arbejdskammerater

Arbejdskammerater, det var vi virkeligt hos William Larsen. Jeg arbejder på Ikast Avis, en af svendene, Henning Pedersen, siger til mig: ”Eigil når du nu går og arbejder der nede, kan du så ikke spørge, om de vil indrykke en annonce, angående om der er nogle firmaer, der vil være med til at spille fodbold”. Jeg ved ikke, om det var det, der virkede, men vi og VVS firmaet Åge Andersen fik gang i det. Det blev starten på firmaidrætten i Ikast. Snart var der 10 firmaer med. Førnævnte Henning Pedersens svoger stod for turneringsplan. Vi startede helt i det små, men vi fik William Larsen til at betale for nogle fodboldtrøjer, det var stort. Stort var det også, at vi i vores turnering blev nr. 2. Nr. 1 blev fangerne på Kærshovedgaard, som var kommet med.

Der var Jysk mesterskab i firmafodbold i Kolding, men her fik fangerne ikke lov at komme med, så derfor blev det nr. 2, William Larsen, der skulle deltage. Vi rykkede ind på campingpladsen i Kolding med vores villatelte, og her blev der meget hygge om aftenen. Det var med indmarch på stadion og tale af borgmesteren. Fodbold gik det ikke særlig godt med, vi tabte alle kampe. Jeg tror det var noget med for meget hygge dagen før. Ove Hvergel kom til firmaet, han var god til at sætte gang i fodbolden, han fik os meldt til indendørs fodbold, det havde vi meget fornøjelse af.

Jeg ved ikke, hvordan det opstod, eller hvem, der foreslog det, men i 5 vintre var vi 6 par der gik på danseskole sammen. Det var ved Evy, en sød dame fra Århus, der havde danseskole i Ikast. Det var en helt ny måde at være sammen på. Der var mange billige grin, men også det at her kunne vores kvinder lære hinanden at kende.

En af mine arbejdskammerater var Helge, han var en lun person. Han fortalte om sin læretid på Fyn. Hans mester kunne sige til ham: ”Helge, det er noget lort, du laver, det er godt, du ikke laver mere”. Han kunne også sige: ”Helge, det godt, det du laver, det er en skam, du ikke laver mere”.

På den tid var der rejsegilde på Hotel Ikast, det var Ikast Andelsboligforening, der var vært. William Larsen spurgte Helge, om han kendte hotellet: ”Nej det gør jeg ikke”, svarede han. Nå men så skal jeg vise dig rundt. Da han åbnede døren ind til krostuen råbte alle: ”Hej Helge”.

Angående sammenhold og gode arbejdskammerater. En svend havde et lille uheld, et brækket ben. Dengang gik det meget ud over ugelønnen. Vi fik en opgave af mester, det var en fabrik på Villavej, som skulle have den store tur. Vi var 9 svende, som arbejdede i weekenden, hvor det, vi tjente, gik til skadelidte.

14. Afslutning.

Jeg vil nu afslutte min lange beretning, om min tid hos William Larsen.

Jeg havde sidste arbejdsdag 30. april 1980 ved William Larsen. 1. juni skulle jeg starte på mit nye arbejde som inspektør i Herning Centret.

Den 1. maj inviterede jeg mine arbejdskammerater på pølsebord, øl og Gammel Dansk. Flaget var i top i haven. Der blev fortalt historier, nogle var løgnehistorier, men hyggelig var det. Det var en dejlig måde at sige tak for nu på. Én havde jeg været i lære under, nogle var mine gamle lærlinge.

 

Eigil Nielsen
Februar - Marts 2018

 

Fotos: Hvor ikke andet er anført er det Egne eller William Larsens fotos.

 

Retur

Bilag 1