De gamles Hjem i Ikast
90 år i 2021

En tryg alderdom med værdigheden i behold

Af Ester Bukhave

 

Man var bare fattig.
Hvis man før 1891 ikke kunne forsørge sig selv og behøvede offentlig hjælp, var man fattig og underlagt fattiglovgivningen
uanset om det var pga. alder, psykisk eller fysisk invaliditet/sygdom, sociale problemer (manden drak, var i fængsel, stukket af til Amerika),
forældreløse børn osv.

Alderskriterier og pensionsalder var i datiden ikke-eksisterende begreber.

Personer under fattigforsorg bestemte f.eks. ikke selv, hvor de ville bo, de måtte kun gifte sig med sognerådets tilladelse, de mistede
værgeretten over deres børn, de (mænd) havde ikke valgret eller var valgbare.

Ved plejebehov var ældre, der ikke havde egne midler (aftægt) og/eller mulighed for pasning hos familie eller lign., overladt til enten
udlicitering til lavestbydende (ofte andre fattiglemmer i fattighuset, hvor de måske boede i forvejen) eller omgangsforsørgelse.

 

Fattiggårde.
Fra ca. medio 1800tallet begyndte mange kommuner at bygge fattiggårde og anbringe deres fattige og ældre der.

Fattiggårdsprincippet byggede på, at fattigdom var selvforskyldt.
Derfor skulle et ophold der være så skræmmende og skamfuldt, at folk valgte at finde arbejde og bolig selv og dermed ikke belastede
sognet med deres forsørgelse.

Kommunen købte en gård, hvor de fattige blev tvangsbosat og skulle arbejde. Gårdens drift skulle så forsørge beboerne.
Der var arbejdstvang. De fattige skulle arbejde på gården og/eller lejes ud til f.eks. at kalke stalde om sommeren.
Det blev anset som særdeles nedværdigende og ydmygende at havne på fattiggården.
Ud over at miste de rettigheder, som allerede er nævnt, så måtte man ikke forlade fattiggården uden bestyrerens eller sognerådets
tilladelse, og man blev låst inde om natten.

 

Ikast Fattiggård i Vådde.
Ikast sogneråd overvejede i mange år, om man skulle have en fattiggård.

I første omgang nøjedes man med i 1870 at købe en gammel smedje til at huse dem, der ikke var plads til i det i forvejen
overfyldte fattighus ved Kirken.

Først meget sent – i 1880 – fik sognet en fattiggård.

Der var oprindeligt plads til henved 20 beboere, men her boede som regel under10.

Der var ofte problemer med nogle af beboerne (alkoholikere, omstrejfere, løsladte tugthusfanger).

Folk ville ikke derud. Mange ældre hutlede sig hellere igennem udenfor - med lidt hjælp fra sognet en gang imellem,
f.eks. tørv og med lidt ulovligt betleri osv.

Allerede få år efter åbningen blev der gentagne gange talt om at nedlægge Ikast Fattiggård. Det blev dog ved snakken.
I 1933 blev det ved lov bestemt, at fattiggårdene skulle lukke.
I 1934 blev Ikast Fattiggård nedlagt og jord/bygninger solgt.
Salgssummen blev brugt i 1935 i forbindelse med opførelsen af den nu forhenværende administrationsbygning på Torvet.

 

Nyordning af fattiglove.
Fra ca. 1870erne begyndte der generelt i samfundet en debat vedr. nyordning af fattiglovene.

Det var blevet ”lidt for groft” med fattiggårdene.
Der fremkom krav om, at ældre borgere, der havde ydet til samfundet hele deres liv, burde kunne modtage hjælp i alderdommen
uden de ydmygende tab af borgerlige rettigheder mm.

 

Lov om Alderdomsunderstøttelse til værdige trængende udenfor Fattigvæsenet af 9/4 1891.
Ældre, som ikke kunne forsørge sig selv, og som modtog alderdomsunderstøttelse var nu ikke længere underkastet fattiglovene
og de nedværdigende krav i forbindelse hermed.

De væsentligste betingelser for modtagelse af alderdomsunderstøttelse:
Fyldt 60 år.
Fast bopæl i landet i de sidste ti år
Ikke modtaget offentlig fattighjælp de sidste 10 år
Ikke dømt for tiggeri eller betleri de sidste 10 år
Ikke dømt for en vanærende forbrydelse
Ikke skyld i sin egen trang som f.eks. givet børn eller andre sine penge eller ført et ”ødselt og uordentligt levned”.

Hvis man ikke kunne opfylde disse betingelser, så forblev man på fattighjælp.
Langt størsteparten af dem, der allerede var på fattighjælp, kunne ikke få alderdomsunderstøttelse.

 

Alderdomsunderstøttet contra fattiglem
Det var lige før, at ”Alderdomsunderstøttet” nu blev en slags hæderstitel.

Ordet antydede, at man var et ordentligt menneske, som havde forsørget sig selv og bidraget til samfundet.
Man var nu ikke længere et skamfuldt fattiglem, når man modtog hjælp på sine gamle dage.
I mange kirkebøger begyndte der nu at stå titlen alderdomsunderstøttet ved dødsindførelserne:
F.eks.  ”alderdomsunderstøttet,fhv. husmand Jens Jensen”.

 

Skønsprincip.
Store forskelle fra sag til sag og fra kommune til kommune.

Det var de kommunale myndigheder/sognerådet i opholdskommunen, som undersøgte og skønnede, om den enkelte person havde krav på
alderdomsunderstøttelse og i givet fald hvor meget, der skulle ydes vedkommende.

Opholdskommunen skulle udbetale understøttelsen, men hvis den understøttede ikke var forsørgelsesberettiget i opholdskommunen, havde
opholdskommunen krav på at få ¾ refunderet af forsørgelseskommunen.

Et system, som gav anledning til masser af kævl kommunerne imellem.

 

Finansiering – nu med hjælp fra Staten.
Statskassen betalte halvdelen af kommunernes udgifter til alderdomsunderstøttelsen, dog ikke over 2 millioner om året (i alt for hele landet).

Tilskuddet fordeltes mellem kommunerne i forhold til, hvad hver enkelt af disse havde udbetalt.
Indtil da havde de sociale udgifter været den enkelte kommunes eget problem – bortset fra, at der i visse tilfælde kunne opnås tilskud fra amternes
repartitionsfonde.

 

Eksempler på fortabelse af retten til alderdomsunderstøttelse for personer, som allerede modtog det:
Hvis en modtager af alderdomsunderstøttelse overtrådte f.eks. bestemmelserne med at ødsle (drikke) sin understøttelse bort eller blev dømt
for kriminelle handlinger, bortfaldt understøttelsen.

Hvis en mand med alderdomsunderstøttelse uden tilladelse giftede sig, og dette gav anledning til behov for større understøttelse, så bortfaldt
understøttelsen ligeledes.

I begge tilfælde ville man overgå til fattighjælp.

 

Lov om Fattigforsorg af 9. april 1891.
Samme dag som loven om alderdomsunderstøttelse kom en ny lov om fattigforsorg. Begge love blev gennemført under Estrups højreregering.

I lov om fattigforsorg blev omgangsforsørgelse og licitation vedr. anbringelse af personer under fattigforsorg - og dermed også af de af sognets
ældre indbyggere, som stadig var under fattigforsorg - forbudt.

 

Lov om Aldersrente af 7. august 1922, i kraft den 1. april 1923.
Loven blev gennemført under venstreregeringen Niels Neergaard.

Aldersrenten blev i 1957 afløst af folkepensionen, nu med alderskriteriet 67 år. Loven var vedtaget i 1956 under den socialdemokratiske
regering H. C. Hansen.


Ret i stedet for skøn
.

Blandt de væsentligste ændringer i forhold til alderdomsunderstøttelsen var, at der nu med aldersrenten kom faste regler og satser,
som de enkelte sogneråd skulle rette sig efter, når de beregnede de nu indtægts- og formueafhængige ydelser.


De væsentlige betingelser for at få aldersrente var:
Ikke modtaget fattighjælp de sidste 3 år (mod tidligere 10, senere 5 år).
Medlemskab af sygekasse, så kommunen sparede at betale for lægehjælp.
Fyldt 65 år (mod tidligere 60 år).

Der var bl.a. som følge af oprettelsen af sygekasser 1892 og af arbejdsløshedskasser 1907 blevet mange flere, som ikke havde
modtaget fattighjælp, og som dermed var berettiget til hjælp i alderdommen. Derfor hævedes aldersgrænsen, så der kunne spares lidt her.

Fastsættelsen af aldersrenten skete via tidkrævende individuelle og ofte komplicerede udregninger, som sognerådets medlemmer -
især i de små landkommuner - selv beregnede.


Eksempler fra Ikast vedr. fastsættelsen af aldersrenten på sognerådsmødet 12/6 1929:
          Jens Kristian Nielsen kl. Daniel begærer aldersrente. Bevilges kr. 40 fra 1. juli.
          Begæring om aldersrente fra Peder Pedersen Bøggild. Bevilgedes fra 1. juli kr. 29.00.
          Begæring om aldersrente fra Ane Cathrine Mikkelsen, Højris Mark. Bevilgedes fra 1. juli 33,25.
          Begæring om aldersrente efter §1 for Frands Pedersens hustru, L. Nørlund. Bevilgedes fra 1. juli 31,50.i 1929

 

Behov for et alderdomshjem.
Ud over en indkomst skulle folk jo også have et sted at bo, hvor de kunne blive passet, når de ikke kunne klare det selv længere.

Mange var hos familie – hvilket ikke altid var en optimal løsning – selv om Bedstes aldersrente ofte var et kærkomment bidrag til husholdningen.

Fattiggårdene med deres dårlige ry var ikke et værdigt sted.
Man kunne godt efter 1891 blive passet og plejet på fattiggården i stedet for at få sin alderdomsunderstøttelse udbetalt – også uden rettighedstab -
men kun ganske få benyttede sig af det.

Det øvrige klientel på stedet fristede jo ikke netop til samvær.
Men indtil der blev bygget alderdomshjem eller lignende, var det den eneste mulighed, hvis ikke familien eller lignende kunne træde til.

 

Nye tider
En del kommuner byggede i perioden omkring 1. verdenskrig alderdomshjem. Nogle var også tidligere ude – ofte med ”omorganisering” af fattiggårde
og asyler.
Stiftelser og asyler opført af private (velhavere, firmaer, organisationer mm.) blev meget almindelige fra slutningen af 1800tallet.

Mange landkommuner forholdt sig passivt. Det gjorde Ikast også. Sognerådet foretog sig ikke noget.


Ikast i 1929.
Da der tiltrådte et nyt sogneråd i Ikast i 1929, var der ikke gjort noget forarbejde fra det afgåede sogneråds side med gdr. Mads P. Jensen i spidsen mht.
at bygge alderdomshjem.

Nærmest tværtimod.
Kommunens pengekasse var ”tom”, da det tidligere sogneråd som en af sine sidste embedshandlinger havde eftergivet sidste kvartals skat i året.
Skatten forfaldt først året efter, så det blev det nye sogneråds problem.

Men på ”De gamles Udflugt” til Hattenæs i juli 1930 med 109 deltagere tog den ny sognerådsformand, Jens Peter Jakobsen emnet op.
Han talte her ved kaffebordet om muligheden for, at kommunen byggede et alderdomshjem og spurgte, om man ville bo i et sådant hjem.
På mødet var der stor tilslutning til dette.

 

Forslaget om opførelse af et alderdomshjem drøftes og syltes.
På sognerådsmødet d. 8. oktober 1930 blev sagen drøftet.

Der var stor uenighed.
Den ene fløj mente, at et alderdomshjem med plads til 25 aldersrentenydere kunne opføres for 50.000 kr., og at der var behov herfor.
Den anden fløj mente, at der ikke var nogen, som ville ind på sådan et sted, og at det var alt for meget for kommunen at tage op nu,
da det ville betyde forøgede udgifter i de daværende svære tider især inden for landbruget.

Sagen blev herefter udsat til afgørelse på et senere møde.

J. P. Jakobsen m.fl. arbejdede dog videre med sagen.
Medlemmer af sognerådet tog få dage herefter - i slutningen af oktober - på studietur til Grindsted for at se på det nybyggede alderdomshjem her.
Man var meget begejstret for det, man så.

Men på næstfølgende sognerådsmøde herefter blev sagen slet ikke nævnt. På det næste møde igen udsattes sagen til næste møde, hvor der
så skulle være afstemning.

 

Forslaget om opførelsen af et alderdomshjem forkastes.
Den 10/12 1930 kom forslaget om at bygge et alderdomshjem til afstemning. Der var 4 stemmer for og 5 imod.

Desværre kan man ikke se i protokollen, hvem der stemte for/imod, men ud fra andre udtalelser etc. er der næppe den store tvivl om, at de 4,
som gik ind for at bygge, foruden formanden J.P. Jakobsen selv, var ”byboerne” Jens Nielsen, Siefert og Lysholk, medens de 5 landboere var imod.

Men tanken om et alderdomshjem i Ikast levede dog videre – selv om et flertal i sognerådet var imod.

 

Ikast sogneråd 1929-1933


Ikast sogneråd 1929-1933. Fotograferet på trappen til De gamles Hjem. Ikast lokalhistorisk Arkiv B1044.
Fra venstre: Murer Viggo Siefert, Villavej. Fabrikant Jens Lysholk, Villavej. Gdr. Jens Peter Jakobsen, Engholt (formand).
Gdr. Rasmus Hjøllund, Ravnsvad. Husmand Ole Jakobsen, Tulstrup. Fabrikant (fhv. møller) Jens Nielsen, Østergade (kasserer).
Gdr. Jørgen Flaskager, Tulstrup. Gdr. Valdemar Mikkelsen, Højgård. Gdr. Jens P. Larsen, Overisen.

Det var et nyt og relativt uerfarent sogneråd, som bestod af 9 medlemmer. De 6 fra landområdet.

Det afspejlede meget godt befolkningssammensætningen i kommunen, som var ca. 1/3 i selve stationsbyen og 2/3 i landdistriktet.
4 af de 9 sognerådsmedlemmer var nyvalgte i 1929, herunder formanden J. P. Jakobsen selv. 4 havde kun siddet en enkelt periode før.
En enkelt, kasserer Jens Nielsen blev valgt igen i 1929. Han havde tidligere været i sognerådet 1913-21.

 

Den politiske sammensætning af sognerådet.
Bortset fra Viggo Siefert, som var socialdemokrat – var sognerådets medlemmer ikke valgt på partilister som sådan, selv om mange af dem personligt
var medlem af et politisk parti, især Venstre.

Ved valget i 1929 var der opstillet ikke mindre end 5 lokallister, som gav valg til 3 sognerådsmedlemmer.
Herudover blev der valgt 3 medlemmer på en Indre Missions liste, 1 på en husmandsliste, 1 på en borgerliste og 1 socialdemokrat.

Sognerådet skulle selv ordne og finde ud af ”alt”.
Sognerådets medlemmer – især formanden (Jens Peter Jakobsen) og kassereren (Jens Nielsen) administrerede dengang selv hele kommunen.

De skulle selv være ”fagfolk” - der var ingen administration, teknisk forvaltning, social- og sundhedsafdeling osv. med eksperter inden for de enkelte
områder at trække på.

Dog kunne man trække på rådgivning fra Amtet, som ligeledes havde opsyn med sognekommunernes administration mm.
Der begyndte først så småt at komme ”administrationsfolk” på fra midten af 1930erne.


Aktører udefra.
Medio januar 1931 henvendte fhv. mejeribestyrer G. Lægdsmann i Børkop sig til sognerådet og tilbød på visse betingelser at bygge et
privat alderdomshjem i Ikast.

Sognerådet erklærede sig ikke interesseret, bortset fra at de gerne ville sælge ham en grund til formålet. Det blev ikke til noget.
Det fremgår ikke af protokol/aviser, hvad disse visse betingelser indebar – men formodentlig et eller andet med økonomi, som kommunen
kunne risikere at blive bundet af.



Såfremt kommunen vil skride til at bygge.
I begyndelsen af februar 1931 henvendte tekstilfabrikant Iver Christensen, Bredgade sig til kommunekasserer og fabrikant Jens Nielsen (”Mølleren”)
og tilbød kommunen 15.000 kr. til opførelse af et alderdomshjem – ifølge Herning Avis med ordene: Såfremt kommunen vil skride til at bygge.

Iver Christensen sagde man ikke nej til.
Han var ikke hvem som helst, men kommunens suverænt største skatteyder. Han betalte i året 1930/31: 2.919 kr. i samlet kommuneskat.

Man sagde heller ikke nej til så mange penge.
Til sammenligning udgjorde Ikast kommunes samlede årlige skatteudskrivning i denne periode 169.714 kr., en mandlig tekstilarbejder tjente
ca. 1,15 kr. i timen, en syerske ca. 77 øre.



Her og nu.
Ikast kommune ville under alle omstændigheder være blevet tvunget til at bygge alderdomshjem inden for en kort årrække. Men der er næppe
tvivl om, at gaven fra Iver Christensen bevirkede, at det blev her og nu.

To år senere, i 1933 blev det lovbestemt, at fattiggårdene skulle nedlægges, og at amtsrådet kunne pålægge landkommunerne at opføre eller
indrette alderdomshjem for personer, der modtog aldersrente, og som pga. svækket helbred ikke kunne bo for sig selv.


Ingen tid til tøven – det var bare med at komme i gang hurtigt:
          11/02 1931 blev det på sognerådsmødet vedtaget at tage imod de mange penge, og man (især Jens Nielsen) gik straks i gang med
                             at forberede byggeriet.

          26/02 1931 blev arkitekt Schiørring, Grindsted antaget som arkitekt for et honorar af 1000 kr. + et ekstra honorar af 200 kr.,
                             hvis evt. ekstraarbejder ikke oversteg 200 kr.

          13/03 1931 præsenterede Schiørring sognerådet for udkast til tegning, som blev godtaget.
          28/03 1931 blev der afholdt licitation på Ikast Gæstgivergård.
          01/10 1931 byggeriet forlangt færdigt


Hemmeligholdelse - Ikast Avis upopulær.
Sognerådet søgte længst muligt at holde sagen hemmelig – indtil man var helt sikre på, at alt var i orden.

Der skulle formodentligt fares med lempe.
Selv om kommunen havde fået en stor sum penge, så manglede der stadig et stort beløb til projektets gennemførelse, som det kunne blive svært
at overbevise især landbefolkningen om nødvendigheden af.

Sognerådet anmodede derfor Ikast Avis om ikke at skrive om sagen, før det hele var faldet på plads.
Avisen ventede også pænt indtil 19/3 – men da havde Herningbladene og Socialdemokraten for længst bragt nyheden – og folk i Ikast bebrejdede
Ikast Avis for ikke at have informeret herom.



Licitationen d. 28. marts.
Der blev indgivet 59 tilbud på byggeriet rundt omkring fra hele Jylland.

De lavestbydende blev antaget:
          Murer og tømrer: C. Jensen og C. Larsen, Engesvang                     28.390 kr.
          Snedker: Johan Pedersen & Søn, Bording                                          4.544 kr.
          Varmeanlæg: Fabrikant Højfeldt, Herning                                            4.295 kr.
          Maler: Ole Madsen, Ikast                                                                     1.340 kr.
          Elektriker: Chr. Christensen, Ikast                                                        1.270 kr.
          Blikkenslager: Bernstorff Brynsøe, Ikast                                                 735 kr.
          Vand/sanitet: N. Iver Nielsen, Ikast                                                         735 kr.
          Glarmester: Rud Pedersen, Ikast                                                            385 kr.

          I alt                                                                                                      41.694 kr.  


De fremmede løb med arbejdet.
Det var krisetid og vigtigt at holde pengene ”indensogns”, men de fremmede firmaer var lavestbydende.
Det var kun ca. 10% af byggeomkostningerne, som gik til lokale Ikastvirksomheder.

Der var stor utilfredshed hermed.
Rygterne gik, at der var så stor rift om tegningerne, at der kun var tre sæt tegninger/betingelser i alt til rådighed for cirkulation blandt
Ikasts egne håndværkere, medens der blev sendt en masse tegninger ud over hele Jylland.

De lokale håndværkere mente derfor ikke, at de havde haft fornøden tid og mulighed for at sætte sig ind i byggeplanerne og afgive tilbud.

 

Byggeriet gik i gang.
Den resterende finansiering blev ordnet på ”forventet efterbevilling” af tilladelse fra Amtsrådet.
Ikast Kommune lånte 35.000 kr. i Herning Sparekasse til 5% årlig rente og et halvårlig afdrag på 1134 kr.
Amtsrådet godkendte erhvervelse af grundstykke og optagelse af lån d. 22/5, og sognerådet underskrev lånepapirerne d. 10/6 –
ca. samtidigt med rejsegildet på bygningen.

 

Byggeprisen.
Byggeprisen i 1931 var 41.694 – hertil kom ”indmad”.

Jens Peter Jakobsen anslår i sine erindringer, at det hele kostede ca. 55.000 i alt med ”montering”.

Iver Christensen gav 15.000 kr. til byggeriet.
Chr. Tøgersen gav 1.000 kr. til udsmykning.
Hertil kom en del smågaver i form af ting (bl.a. en radio) eller penge.

Beboerne.
Der var stor interesse for at få plads på De gamles Hjem.

Sognerådet bestormedes allerede længe før, der blev åbnet for indmeldelse.
Allerede i april 1931 ansøgte 6 personer om plads på hjemmet, og i maj yderligere en.
De fik alle den besked, at det først i august ville blive besluttet, om de kunne blive optaget.
Den 12. august behandlede sognerådet 16 begæringer om at blive optaget på De Gamles Hjem.
Alle fik plads. De var:

          Peter Larsen, Kildevej 20,
          Lars Christensen, V. Tulstrup,
          Joh. Johannesen, Faurholt,
          Ane Katrine Mikkelsen, Højris,
          Mette K. Sørensen, V. Tulstrup,
          Gregers Pedersens enke, Møllegade,
          Karen Marie Kristensen, Ikast,
          Dorthea Bendixen, Tulstrup,
          Kristian Sørensen & hustru, Ikast,
          Peter Nielsen, Østergade,
          Jens Kr. Nielsen (Daniel), Ikast,
          Ane Kirstine Andersen, Isenvad,
          Peter Larsen, Vestergade,
          Kristen Bjerrehave, Ikast,
          Fhv. smed A. Kristensen.

Mange af de her nævnte første 16 beboere ”var ikke så ringe endda”. En del boede på alderdomshjemmet i over 10 år:
          Mette K. Sørensen, død 1942, 89 år gammel.
          Karen Marie Christensen, død 1944, 83 år gammel.
          Kristian Sørensen, død 1945, 79 år gammel.
          Ane Katrine Sørensen (gift med Kristian Sørensen), død 1946, 81 år gammel.
          Lars Christensen, død 1947, 83 år gammel.
          Anders Christensen, død 1950, 86 år gammel.

Sidstnævnte, fhv. smed Anders Christensen, Ikast, var i 1949 den sidste tilbageværende af de oprindelige beboere – og stadig så frisk,
at han samme år kunne holde takketale for de gode forhold på hjemmet i forbindelse med indvielsen af den nye fløj.

Bestyrerinden og en del af personalet boede også på hjemmet - midt mellem de ældre.
Den første bestyrer var frøken Anna Jepsen. Hendes løn var 75 kr. om måneden + fri bolig og forplejning.

 

Indvielsen af De gamles Hjem 5. november 1931 


De gamles Hjem i Ikast ca. 1931. Ikast lokalhistorisk Arkiv B 268

 

Ikast Avis var meget imponeret over bygningen:

”- Bygningen gør et stateligt Indtryk, og man ser straks, at Sogneraadet har været heldig i Valget af Arkitekt. Der findes sikkert ikke
i Ikast et mere stilfuldt og smukt Hus end ”De Gamles Hjem - - Selve Bygningen ligger lidt tilbagetrukket fra Vejen, saa der bliver
Plads til et lille Haveanlæg foran. Her er Flagstangen allerede rejst, og i Dag – Indvielsesdagen – vajer Flaget for første Gang. - ”

Ved indvielsen var der selvfølgelig de sædvanlige takketaler, som det nu engang sig hør og bør ved den slags lejligheder.
Her blev især sognerådskasserer Jens Nielsen (”Mølleren”) takket for sit store arbejde i forbindelse med opførelsen.
Den tidligere, mangeårige sognerådsformand Mads P. Jensen holdt også tale.
Han ønskede til lykke og udtalte, at: ” - - Tanken om er sådant Hjem er gammel; men vi henlagde Tanken, fordi vi ikke troede,
der ville blive nogen Beboere - -

 

Indretning

Ikast Avis var meget begejstret og beskrev i en lang artikel indretningen:
Stueetagen:
”Gennem den meget smukke Indgangsdør kommer man ind i en Forgang og derfra ind i den lange, brede Korridor, der går langs
gennem hele Huset. Paa begge sider af Korridoren er beboernes Værelser.
Det er smukke, hyggelige, lyse Stuer, praktisk indrettede med Indbyggede Skabe og med udmærket Ventilation. Elektrisk Lys og
Centralvarme er der selvfølgelig overalt.
For Enden af Korridoren ligger mod Syd en stor og dejlig Veranda, der er beregnet til Samlingsstue. I Verandaen er der Radio, og
det er Meningen, at Stuen skal møbleres med hyggelige Møbler, bl.a. behagelige Lænestole.
I Stueetagen findes også Spisestue, Køkken og forskellige andre Rum.”

På første sal og i kælderen:
”Paa første Sal er der også Værelser til de Gamle.
Desuden har Bestyrerinden og Pigerne her deres Værelser.
Endvidere er der en Stue, som meget passende kunne benyttes til Sogneraadsmøder.”
”I Kælderen er der Fyrerum, Vaskerum, Rullestue, Badeværelse osv., altsammen meget praktisk og snildt indrettet.”

Set med nutidens øjne var der jo åbenlyse mangler: Flere etager, mange trapper, ingen elevator, bad i kælderen osv.
Der nævnes heller ikke noget om håndvaske og toiletter i avisernes omtale – men de var i hvert fald ikke på eller i forbindelse med
den enkelte beboers værelse.

I 1949 kom der håndvaske på værelserne i den nye tilbygning, hvilket blev beskrevet som noget helt fantastisk.
Personalet i dag ville sikkert også betakke sig for at bo blandt de gamle.

Set med datidens og beboernes øjne var det en stor, flot bygning med et fint trappe/indgangsparti.
Der var elektrisk lys og centralvarme. Der må også have været toiletter på gangene.
Alt dette var ikke en selvfølge for beboerne.
Mange kom fra petroleumslamper, fugtige rum (opvarmet med tørv) og lokum i baghus/stald – hvis man da ikke lige sad ved grebningen bag dyrene.

Bad i kælderen var næppe et problem. Beboerne tilhørte en generation, for hvem det at komme i bad for manges vedkommende nærmest var en straf.

Nu var der god og rigelig mad hver dag, hvad mange af beboerne, der kom fra små kår – var født o. 1860 – ikke havde været forvænt med.

 

Bem.:    Se billeder fra De gamles Hjem taget af kokkepigen Dinna Toft Nielsen ca. 1949 - 1950 her

Tekst:     Ester Bukhave 2022.

Kilder:    Ikast sogneråds forhandlingsprotokol.
              Herning Folkeblad, Herning Avis, Ikast Avis
              J.P. Jakobsen: Ikast sogneråds arbejde 1929-1946. Erindringer om sin tid i sognerådet. Den kan læses på www.ikasthistorie.dk.
              Div. love.