Dan-Modul A/S (fortsat)
af Frank Artved

 

 

I starten af 2012 overtog Henrik Baisner og Klaus Baisner i deres fælles selskab HK Invest 60 % af aktierne i Dan-Modul.  I 2014 overtog HK Invest de resterende 40 %.

Henrik Baisner påtog sig ansvaret som direktør. Bestyrelsen blev sammensat af Henrik Baisner, hans hustru Conny og sønnen Klaus.

Klaus og Henrik Baisner, nov. 2018
(Foto: F. Artved)

Med nye ejere blev der vedtaget en ny strategi for selskabet. Man skulle fortsat levere møbler, displays og skranker til indretning af restauranter, kontorer, forretninger, køkkener og nybyggerier. Fremover ville man dog ikke længere kun være underleverandør, men selv have den direkte kontakt til kunderne. Herudover ville man fortsat som underleverandør levere standard-komponenter til møbel- og køkkenindustrien.

Produktionen skulle øges. Det skete ved, at gamle og udslidte maskiner blev solgt. De bedre maskiner blev ført up to date, og der blev investeret i nye maskiner.

Der kom fokus på aktivt salg. Der blev ansat en sælger, hvad man ikke havde haft før. På sin hjemmeside præsenterede man virksomheden og dens produkter. Man deltog i udstillinger og messer i Tyskland og i Norge. Eksporten blev øget både til Norge og Sverige, men også til andre lande i Europa.

Dan-Modul, Smedevej 1, Ikast. November 2018
(Ikke målfast skitse: F. Artved)

På kontoret kom der behov for at få den ekspertise, som omstillingen krævede. Der blev ansat teknikere med viden indenfor projektstyring, konstruktion og kalkulation. Der blev ansat en intern designer, samtidigt med at man havde kontakt til eksterne designere.

Der blev investeret i IT, både til tegning og administration, ligesom alle administrative rutiner blev ajourført. Alt i alt skete der et løft af alle funktioner.

Det store program med investeringer fortsatte. Antal ansatte blev øget fra 9 til 25.

Disse investeringer og nyansættelser gjorde, at man fik større kapacitet og et optimeret layout. Dermed fik man en større fleksibilitet internt, samtidigt med at markedet fik et øget kendskab til Dan-Modul og dens produkter.          

Omstillingen betyder, at virksomheden nu lægger vægt på at udvikle sig gennem innovation og ved samarbejde med møbel- og køkkenproducenter samt bygherrer, arkitekter, entreprenører og retailere.

Som eksempler på de produkter man leverer, kan nævnes Luxo Living i Herning, der i sin web-shop og i den fysiske butik markedsfører de nyeste trende indenfor boligindretning, restauranter i Københavns Lufthavn, kontor og besøgscenter for Danmarks Jægerforbund i Jagtens Hus ved Kalø Vig og konceptbutikken Need Store for teens i alderen fra 8 til 18 år i Herning Centret. De er kun nogle få eksempler på indretninger med høj kvalitet i både design og udførsel, der er tilpasset den enkelte kunde.

Produktion af standard varer som korpus til skabe, ophængslister, sider til skuffer m.fl. er fortsat.

Det giver både den niche og den bredde, der skal sikre vækst og position i markedet for Dan-Modul.

Med den Turn-around, Dan-Modul har gennemgået, er aktiviteterne nu både at være underleverandør til møbel- og køkkenindustrien samt at sælge, designe og producere møbler og inventar i direkte samarbejde med bygherrer, arkitekter, entreprenører og retailere.

 

Bilag 1:            Dan-Modul Præsentations brochure klik her

 

 

Tekst:                Frank Artved, januar 2019

Fotos:                Hvor andet ikke er anført, er fotos venligst udlånt af Dan-Modul.

Kilder:               Samtaler med Henrik Baisner, november og december 2018
                          Artikler i Licitationen, Dagens Byggeri og Wood Supply 2014 – 2016
                          CVR registreringer
                          Årsrapporter 2011 til 2017

 

Retur

Se mere i bilag 1:
Dan-Moduls præsentations brochure.