Møbelsnedker hos Midtjydsk Møbelfabrik

Af Benny Søndergaard  

 

Baggrund

Jeg er født 1936 i Ikast, gik på Ikast Skole og tog Mellemskoleeksamen herfra i 1952.

Efter mellemskoleeksamen så min far og jeg en annonce i Ikast Avis, hvor S. E. Petersen, Midtjydsk Møbel i Skolegade, søgte en møbelsnedkerlærling. Vi tog hen og snakkede med S.E., og jeg fik lærepladsen og kunne begynde med det samme.

Den 3/5 1952, få dage efter, jeg var begyndt min læretid, brændte fabrikken.
S. E. sagde, at jeg kun kunne bevare min læreplads, hvis jeg ville arbejde som arbejdsdreng under opbygningen, hvilket jeg så måtte gøre.

 

I lære

Efter genopbygningen kunne min læretid som møbelsnedker så begynde den 1/5 1953.

Midtjydsk Møbelfabriks produktion bestod den gang af højkvalitetsmøbler, f.eks. chatoller, chiffonnierer og hjørneskabe i nøddetræ, palisander og mahogni - ofte med buede fronter og med meget stor fokus på finering, overfladebearbejdning og lakering.                                                                 
Det var en læreplads, hvor man virkelig lærte håndværket, men S.E. var også en til tider hård og noget brysk arbejdsgiver, som forlangte, at man ikke måtte holde fyraften, før et arbejde var gjort færdigt.


Benny Søndergård  (Foto: F. Artved)


Annonce Ikast Avis 18. april 1952

 

 

Dengang gik lærlingene på Teknisk Skole om aftenen efter at have været på arbejde hele dagen. Det var et stort problem, at S.E. ikke ville lade mig gå, før jeg var færdig med det, jeg var i gang med.  Min far måtte derfor tage en alvorlig snak med ham om, at jeg nu engang var kommet i lære for at lære noget og derfor også skulle kunne passe min skolegang på Teknisk Skole.

Lærlingene havde også andre arbejdsopgaver dengang. S.E. havde villa lige bag værkstedet i Skolegade, og lærlingene skulle fyre for fruen.

S.E. sparede arbejdsmæssigt ikke sig selv. Han arbejdede med i produktionen, som oftest i lakrummet, som dengang (ligesom alle andre steder) ikke var udstyret med nogen som helst form for udsugning.

1/5 1957 blev jeg udlært møbelsnedker med ros:

Mit svendestykke var et kombineret skabsmøbel i teaktræ:



Efter endt læretid kom jeg ind til militæret, hvor jeg var i ca. 2 år. I den periode var jeg bl.a. udstationeret i Gaza for FN.

Inden jeg blev udlært, havde min far sørget for, at jeg kom i arbejdsløshedskasse, fagforening og at mit kontingent blev betalt i den periode, jeg var inde hos militæret.

 

Møbelsnedker hos Midtjydsk Møbelfabrik i 10 år

Efter militærtjenesten vendte jeg 1959 tilbage til S.E. og Midtjydsk Møbelfabrik.
Vi arbejdede på akkord, og det kneb ofte med at holde timelønnen. Men jeg blev hos S.E. i næsten 10 år, på trods af at løn- og arbejdsforhold var meget bedre andre steder.         

Jeg stod for overfladebehandling/bearbejdning af møblerne og dygtiggjorde mig bl.a. ved at deltage i kurser på Teknologisk Institut.

Vi deltog i mange møbelmesser. Det betød lange arbejdsdage med stort arbejdspres.

I den periode ændrede Midtjydsk Møbelfabriks produktion sig fra de håndværksmæssigt fine chatoller mm. i mahogni, palisander og nød til en industriproduktion af teaktræsmøbler, bl.a. store skabe, skriveborde mm. til de amerikanske tropper i Sydtyskland - og senere igen teakskriveborde til USA.

I midten af 1960erne begyndte udflytningen af fabrikken fra Skolegade til større bygninger på Eli Christensens Vej.

Jeg havde nydt at lave det fine håndværk, men brød mig ikke så meget om at arbejde i en industriproduktion, så jeg sagde op i 1968.
S.E. blev ret chokeret over min opsigelse, men gav mig dog en pæn anbefaling:



Jeg begyndte herefter at læse til pædagog på pædagogseminariet her i Ikast.

I 1970 var jeg færdiguddannet som pædagog. I 1971 blev jeg leder af den nyoprettede Røde Kors børnehave på Gl. Kongevej. Her var jeg, til jeg gik på pension i 1996, hvor jeg havde 25 års jubilæum.

 

Benny Søndergaard
December 2017

 

Retur


Hjørneskab fra Midtjysk Møbelfabrik
(Foto: F. Artved)