Ved Preben Nørlund Jensen, Ikast.
Jeg startede min skolegang på Vestre skole som 7-årig i 1942 i den såkaldte "lille skole". Som lærerkræfter havde vi to ældre frøkener, frk. Damgård og frk. Dybdahl, et par flinke og bestemte damer, som vi virkelig lærte noget af.
Efter 2 år blev vi skilt fra "pigerne" og kom i 3.klasse. Det gav nogle forandringer, og vi mødte forskellige lærere og lærerinder. Én, jeg aldrig glemmer, var Nicoline Larsen. Vi havde hende til historie, en lille, ældre, elskelig dame, der fuldtud levede sig ind i historien. Hun kunne agere morder i "Finnerup Lade" og dræbe selveste kongen med en pegepind. Det var en hel oplevelse for os knægte.
En anden markant skikkelse var lærer E. Nygård. Han var vores sløjdlærer, ganske dygtig, men han havde sine specielle metoder til at styre os. Vi måtte f.eks. ikke selv stille på vore høvle. Det skulle han nok klare. Jeg fandt hurtigt ud af, at det kunne jeg såmænd selv klare, og de andre kom til mig. Det gik selvfølgeligt galt en dag, hvor jeg rettede på en høvl og uheldigvis faldt jernet ud, samtidig med at E. Nygård kom ind af døren. "A ska’ lære dig, min dreng, å slå på æ høvl!" hvorpå han tog mig i ørerne og bad mig gå udenfor og snakke med knagerækkerne. Det var eet af hans store numre. Efter en times snak med omtalte knagerækker blev jeg kaldt ind igen og fik udleveret min høvl, men uden jern. Så de næste 3 timer stod jeg og høvlede på et stykke træ og fik aldrig en eneste spån ud af det. Før den følgende sløjdtime sagde jeg til hr. Nygård, at han nok hellere fremover måtte rette på høvlene.
Samme hr. Nygård havde adgang til et lagerlokale i kælderen, der gik forbi drengetoiletterne. Ivan "Smed" Laursen og jeg selv fik en dag en smøg dernede og hyggede os rigtigt, da det pludseligt lød: " Nå, så I røger på æ toilet". Det var selvfølgelig hr. Nygård, og han bad os aflevere tobak og tændstikker og henvende os på hr. Ditlev Andersens kontor. Han var viceskoleinpektør.
Det viste sig, at han ikke var til stede. I stedet var det Johs. Jensen, en høj statelig mand, som skulle afstraffe os. Han startede med at vise os "spanskrøret", en tynd bambuskæp på ca. 70 cm. Og så forklarede han, at det var noget forfærdeligt noget, vi havde gjort, og nu skulle han afstraffe os. Vi skulle tage omtalte rør med ned i omklædningsrummet til gymnastiksalen. Johs. Jensen gik så 3-4 gange rundt om den spanske væg, der skilte lokalet og slog sig selv i hånden, mens han igen og igen sagde: "Det er noget grueligt galt noget." Hvis vi nu lovede aldrig mere at gøre det, slap vi denne gang. Da Johs. Jensen var en ualmindelig flink mand, var Ivan og jeg klar over udfaldet.
Anderledes gik det 8-10 elever af ældre årgang. En af dem var Kaj Jensen " også kaldet Lille Kaj. De blev snuppet samme sted " sikkert også af hr. Nygård. De forfattede efter episoden en lille sang:
Melodi: Lilli Marlen
Det var på et lokum
i et frikvarter,
vi var ved at ryge,
det gør vi aldrig mer’.
Der kom jo en lærer og skrev os op,
og vi var otte i en trop,
der blev standset i en smøg,
der blev standset i en smøg.
Nu skal vi til gilde
på Hr. Kroghs kontor,
for han vide ville,
hvad vi havde gjort.
Så holdt han en tale lang og streng
for hver en lille syndig dreng,
der blev standset i en smøg,
der blev standset i en smøg.
Omtalte hr. J. Krogh, der jo var skoleinspektør, var en meget myndig person. Vi havde stor respekt for ham, og jeg husker en speciel episode, der fandt sted i foråret 1945.
Min kammerat, Karlo Kielsgård og jeg skød en sommeraften med slangebøsse med gummikugler efter en åben tysk spejdervogn og ramte uheldigvis føreren i ansigtet. Stor, stor opstandelse. Min bror, Henning, sad alene hjemme og blev nærmest overfaldet af de to tyskere i bilen. (Vi var selvfølgelig forduftet op på kirkegården). Muligvis har vi pralet lidt af episoden, for pludselig skulle vi efter et par dage, stille på "Fatter" Kroghs kontor.
Der vankede en stor skideballe, men han sluttede med ordene: "I behøver ikke at jage tyskerne ud af landet med gummikugler. Det finder englænderne nok ud af på anden måde."
Der var mange gode lærerkræfter på Vestre skole dengang. F.eks. J. Phill, Søren Jørgensen, H.P.Hansen, Bakbo, Agnar Jensen, Lysholt Hansen m.fl. J. Phill var nok den lærer, vi havde størst respekt for, og som virkeligt lærte os noget. Søren Jørgensen var en lidt kedelig type, men dygtig. H.P.Hansen havde vi til regning og matematik, og han var et geni på området. Han havde en sjov måde at afstraffe os på, når det en sjælden gang var nødvendigt. Han lagde venstre hånd under kinden på os, og så fik vi et lille tjat med hans frie hånd. Han nænnede ikke at slå hårdt.
Bakbo fik jeg et specielt forhold til. Vi havde ham til dansk og sang, og vi var efterhånden kommet i mellemskolen. Bakbo mente ikke, at jeg sang med sammen med de andre, men det skulle han nok lære mig. Jeg blev stillet op bag klaveret med front mod ham, medens han spillede. Bag på klaveret var der en plade, sat fast med to hvirvler, som jeg efterhånden havde fået lirket løs med fødderne, og pludselig lød der et ordentligt brag. Inden jeg fik tænkt overhovedet, fik jeg en halvejs knyttet hånd på siden af hovedet, så jeg lå henne i det modsatte hjørne af lokalet.
Da timen var omme, var kinden hævet en hel del, og hr. Bakbo bad mig blive. Han var ked af det, der var sket og gav mig en undskyldning. Efter episoden blev mine karakterer i sang og dansk meget bedre. Bakbo blev helt "flink". Hjemme fortalte jeg, at det var sket ved fodbold.
En anden lærer, som jeg desværre ikke kunne acceptere, var R. Lysholt-Hansen, selv om han var en god socialdemokrat. (Han var senere formand for finansudvalget i en årrække).
Vi skulle i 4. klasse første dag efter sommerferien kunne den store tabel. Det smuttede for en 8-9 stykker af os, så vi skulle enkeltvis lægge hånden på katederet, medens han sad med en lineal med den skarpe kant nedad hævet til slag. Kunne man stå for presset, var det ok, men flyttede man hånden, var det et rap i bagdelen med pegepinden. Kun én klarede presset, vi andre måtte stramme buks og med et fornøjeligt smil på læben slog han ret hårdt.
I 1944-45 blev vi flyttet ned på Midtjysk Trikotagefabrik p.g.a. tyskerne. En dag skulle vi have 2 timers regning med Lysholt-Hansen. Han startede sådan set helt festligt og foreslog, at vi skulle foretage os noget helt andet end regning. En blev sendt hen til bager Mørup efter en stor pose karameller, og alle der kunne noget specielt fik karameller. Magne Sigård kunne f.eks. stå på en hånd, jeg kunne vippe med ørerne, en kunne spille på tænderne o.s.v.
Men så kom det, han egentlig ville. Vi skulle møde hinanden to og to på podiet til en brydekamp. Fik man skuldrene i gulvet, så var det yt. I sådan en klasse var der drenge fra byen og drenge fra landet, og lige fra starten var det klart, at Lysholt-Hansens sympati ikke var på byboernes side.
Da den endelige "sejr" efter både tårer og "plastringer" gik til Karl Nielsen ("Walter"), en robust, stærk, stille fyr fra oplandet, var Lysholt-Hansen et stort smil.
© 2011-2024