J. P. N ´. Thygesen o. 1899.
Jens Peder Nielsen Thygesen blev født på Remmegård i Ikast i 1876. Uddannet dyrlæge 1898. Dyrlæge i Herning 1901-1918. Fra 1918-1932 dyrlæge i Langå, flyttede derfra til Århus.1936-1941 var han i Grindsted og flyttede så til København, hvor han boede indtil han døde i 1949.
Blev kendt over hele verden for sine opfindelser, bl.a. et fødselsinstrument, der revolutionerede den veterinære fødselshjælp.
Det følgende er uddrag af en artikel, som Herning Folkeblad bragte d. 1. september 1943 under overskriften: Herregaarden Højriis (Hyffriis) i Ikast Sogn. Træk fra Barndomsegnen.
- - Højriis - -
Hovedbygningen, der er bygget i A Facon-Stil, er smukt beliggende paa den nederste Skraaning af Bakkedraget med Udsigt over det udstrakte Engdrag. Bag Hovedbygningen strækker den mægtige Have sig langt op af Bakkeryggen. En stor Seværdighed har det altid været for denne ret træfattige Egn, navnlig fordi Haven rummede en mængde sjældne Træer og Buske. Nederst ved Hovedbygningen var en lav Prydhave, der adskiltes fra den overfor liggende Frugthave ved en ophøjet Kavalergang paa tværs af hele Haven. Af Træfrugt avledes her i min Drengetid den fineste Frugt, saasom Gravenstenere, Bergamotter, Pigeons o. s. v., en Sjældenhed i Vestjylland dengang. I Slutningen af Halvfemserne var disse Træer og mange andre allerede meget gamle, en Ædelgran, som for øvrigt staar der endnu, var dengang saa stor i Omfang, at to Mand skulde til for at favne den. Sans for Skønhed og rationel Dyrkning af Haven havde saaledes tydeligt igennem Tiderne frembragt den for Midtjylland enestaaende smukke Have.
Proprietær Th. Godt, som i sin Tid ejede Højriis, var typisk for sin Stand og var til at begynde med den førende Mand i Sognet. Han kunde være brøsig og grov, men i Virkeligheden var han en god Mand, (der dog var noget forfalden). Han var en dygtig Landmand, havde eget Mejeri o. s. v., dog kneb det altid for ham, at faa bjerget Høet fra sit store og gode Engareal. Ejendommeligt for ham var Talemaaden ”han”, som han brugte over for sine Børn og de fleste ham ukendte Bønder. ”Vil han gøre det og det” o. s. v.
I Slutningen af Aarhundredet gik det tilbage for ham, han solgte Gaarden og købte en mindre Ejendom i Vestjylland, hvor man en Vintermorgen fandt ham liggende død i en Snedrive ved Gaarden.
Paa Højriis holdtes Lærerinde, et elskeligt Menneske, som underviste to af Godts Sønner, min yngste Broder og jeg. Herfra har jeg mange gode Minder og Oplevelser.
Godt var en fin Jæger, og sammen med min Fader drev han al Slags Jagt, til at begynde med endogsaa med Mynde. Foruden Jagthunde holdtes en stor Broholmer som Gaardhund. Den var ret bidsk og frygtet af Egnens Folk, som nødvendigvis skulde igennem Gaarden, da Vejen løber imellem Hovedbygningen og Avlsbygningen. Godt hjalp os Børn med at faa denne Hund til at trække en lille Legevogn til to Personer, og mange Ture maatte den gøre mellem de to Gaarde med os Drenge, idet den løb paa Stien ved Kanten af Grøften. Var Hunden i daarligt Lune, smuttede den ned i Grøften og væltede det hele, men den tog godmodigt mod vore Klø og fortsatte saa uden Styren i den kendte Rute. Paa Remmegaard havde vi en Gedebuk, dresseret til mange Kunster. Den kunne ogsaa gaa for Vognen. Af og til spændte vi Hunden og Gedebukken for sammen, men det yndede ingen af Parterne, selv om de fandt sig i det.
Til en af vi Drenges største Fornøjelser hørte det at nedplukke den dejlige Træfrugt, som vi bar op paa Loftet, ligesom vi ogsaa hjalp til med Bærfrugten, som avledes i en særskilt Afsnit af Havens øverste Parti. I Havens fandtes et par meget store Damme - gamle Mergelgrave - og heri fik vi en Dag det Hverv at drukne nogle store Kattekillinger i en Sæk med Sten i Bunden. Vi kørte Sækken op og hev den med Indhold ud i Dammen og gik derpaa tilbage til Gaarden. Straks efter mødte vi til vor Skræk de tre vaade Killinger her, saa Sækken maatte have været raaden, et højest upaalideligt Fængsel, men i et Tilfælde, som i høj Grad støttede Teorien om Kattens syv Liv.
I min Drengetid var der en Gartner paa Højriis, der hed Kruse. Han var tysktalende og var yderst Original. Det var en ældre Mand med et langt mørkt, uplejet Haar og Skæg og dertil luvet klædt og meget snavset. Han talte gebrokkent Tysk og var vanskelig at forstaa, da han ofte var halvfuld. Han gik med tunge Skridt og ludende Holdning, idet han stadig udførte store Armbevægelser. Vi Børn var nærmest bange for ham og det samme var Egnens Folk, der undgik ham, skønt han vist aldrig gjorde en Kat fortræd. Han passede Haven ret godt og var ofte efter os, naar vi styrede forkert under vor Nedfart i de stejle Havegange i vor lille Vogn, og Drivhuset var det os strengt forbudt at betræde.
Udenfor Skeldiget ved Vejen til Grødde fra Højriis laa et ganske lille, gammelt Hus og daarligt vedligeholdt. Her boede en Original ved Navn Ole Skrædder. Han var bekendt viden om for sin Gerrighed. Det fortælles, at han hver Dag spiste Kartofler og Flæsk paa den højest mærkelige Maade, at han den ene Dag spiste Skrællet og den næste Kartoflerne, idet han jævnligt samtidig slugte et stykke Flæsk, hvortil var fastgjort en Strik, hvormed han stadig kunde hive Stumpen op igen for atter at bruge den.
Til Huset hørte en lille Plet Jord til Kartofler og Foder til to Geder. Godt og andre Naboer hjalp ham med Driften heraf, idet de i Reglen en Søndag Formiddag lod en Karl med et Spand Heste gøre Arbejdet. Oles Frokost ved denne Lejlighed var velkendt og gav Anledning til megen Morskab blandt Folk. Den bestod af Flæskepandekage med meget faa Æg og næsten ingen Flæsk, men rigeligt med Snapse!
Et Læs Hø fik Ole kørt Hjem af en Vogn fra Højriis. Karlen fik ordre til at køre særlig hurtigt gennem Højriis´Gaard med dens ujævne Brolægning, og nu hørte det til Herremandens og nogle Naboers Fornøjelse at side ved et Vindue og iagttage Vognens Gennemkørsel, fordi Ole Skrædder altid kom bagefter med en lille Sæk for at opsamle hvert lille Straa, der eventuelt tabtes derved.
Ole, der levede ganske alene i Huset, blev mere og mere ”sær”, som Tiden gik og en skønne Dag hængte han sig oppe paa Loftet. Indmuret i Skorstenen og paa andre mærkelige Steder fandt man ikke saa ganske faa Penge i gamle Sølvmønter.
Som paa alle gamle Herregaarde spøgte det ogsaa fælt paa Højriis. Ved Nattetide løb paa Vejene ”en hovedløs Hest” og i Riddesalen færdedes den ”hvide Jomfru”. Dette i Forbindelse med den halvtossede Gartner og den bidske Hund gjorde, at Egnens Folk nødig passerede gennem Gaarden efter Mørkets Frembrud og skete det, var det som kørende eller i Flok og Følge.
Paa den vestlige Ende af Gaardens Mark laa paa Bakkeskraaningen en Træbevoksning omkring et Kildevæld i en Dalkløft, som kaldtes ”Vandris”. Ogsaa her spøgte det slemt, idet Sagnet fortæller, at her i sin Tid havde staaet en blodig Træfning med fremmede Stridsmænd.
Paa Grænsen mellem Højriis og Remmegaard laa en anden Træbevoksning i en gammel Mergelgrav. Her havde i sin Tid et Grævlingepar deres dybe Bolig inde under Trærødderne. En Dag blev Grævlingen jaget og anskudt udenfor Boet, men det lykkedes den at naa ind i sin Grav, dog først efter at den gentagne Gange havde maattet forsvare sig over for de forfølgende Hunde, med det resultat, at den bed et stort Stykke Kød ud af Laaret paa den ene Hund, som derefter maatte dræbes.
Hovedgrenen til Holstebro- eller Storaaen danner under Højriis, Remmegaarde, Holdgaarde o. a. et af Landets største Engdrag, som i min Drengetid var god Overrislingseng og hvori vandet fordeltes efter nærmere bestemte Regler ved Stemmeværker til de forskellige Lodsejere. Der fandtes dengang godt med Gedder, Aal og Aalekvabber i Vandløbet og dets Tilløbsgrene. Her morede vi Drenge os med at fange Kvabberne, der navnlig holdt til under Stenbroerne, ved at øse Bropartiet tomt, efter først at have inddæmmet for og bag.
Nu er Forholdene ganske forandrede ved den stadig foretagne Afvanding og Kultivering af de forhenværende Eng- og Kærarealer. Overrisling finder ikke mere Sted og om Sommeren er der ikke mere Vand i Aaen, end Storken kan gaa og fiske i den paa langs.
Alle Slags Kornsorter og Rodfrugter dyrkes nu paa begge Sider af Aaen, lige til dens Bredder.
En stor Sandrevle – en saakaldt ”Rimme” og hvorefter Remmegaard har faaet Navn – strækker sig fra denne Gaard langt ud i Engdraget og er nu ligeledes forvandlet til ret sundt Agerland.
Mange Lodsejere oplevede et Eventyr da det blev godtgjort, at der paa de mest ufrugtbare Partier fandtes betydelige Mængder af Myremalm og Okker, Stoffer, som det viste sig havde stor teknisk Betydning, navnlig ved Rensning af Gas paa Gasværkerne. Det opgravedes og kørtes hjem i den rolige Vintertid og gav mange en god Indtægt, samtidig med at de ufrugtbare Pletter i Engene og Kærene blev gjort ydedygtige ved at disse næringsfattige Stoffer fjernedes og Overjorden atter førtes paa Plads.
I strenge Vintre, naar alle Vandløb var tilfrosne og Jorden dækket af Sne, afholdt Egnens Beboere Ræveklapjagt med endelig Ringsamling paa dette Engdrag, i Reglen paa Højde med Ravnholt - og Troldmose, der er beliggende paa hver sin side af Engene langt oppe ved Aaens øvre Løb.
Paa et bestemt Klokkeslæt mødtes her alle Jægere og Klappere fra alle Sider, idet de til Slut dannede en stor Ring om Feltet, hvori Harer og Ræve fo’r forvildede rundt. Mikkel forsøgte her mange Kneb for at komme ud og var snu nok til at finde de svage Partier i Kæden. En Gang forsvandt han ind under Isen i en Grøft, hvor Vandet var sunket bort fra isen. Hver gang Mikkel blev ramt at et skud Hagl, gav han et Vift med Halen til stor Morskab for os unge Mennesker. Ved en enkelt Lejlighed nedlagdes paa en Dag 6 Ræve paa en saadan Klapjagt. Denne Jagt paa Rævene var ofte paatrængende nødvendig, naar de blev i alt for stort Antal.
Kronhjorten kom kun sjældent til disse Egne i min Drengetid og skete det, var det under særlige Omstændigheder. Enten var det et anskudt Dyr, eller ogsaa et Dyr, der var blevet slaaet ud i Kampen for Tilværelsen paa et andet Distrikt. Dette skete navnlig i Parringstiden.
Min Far, der var en ivrig og dygtig Jæger, tog mig en Dag med paa Jagt. Vi startede tidligt og gik først til et Stemmeværk, for der at tømme en Aaleruse, hvor der var flere Pund Aal. Straks efter skød han 6 Vildællinger og lidt senere i en sivbevokset Grøft en fuldvoksen Odder. Belæsset med alt dette vendte jeg straks tilbage til Hjemmet.
En Dag, min Far sov til Middag, kom en af Karlene, som var kørt i Udmarken ind og fortalte ophidset, at der laa et mærkeligt Dyr i en nærmere betegnet Grøft ude i Engen, min Far greb Taske og Bøsse og uden Fodtøj fulgte han Karlen til Stedet. I godt et Bøsseskuds Afstand sprang en Hjort op af Grøften, og efter at der var affyret to Skud efter Dyret, satte Hjorten i elegante Spring ud over Grøfter og Enge.
Da Dyret ret hurtigt atter lagde sig i en Grøft, kunne min Far forstaa, at der var noget i Vejen med det. Han ladede paany – men havde kun Hare og Rævehagl – og nærmede sig igen Hjorten. Det samme gentog sig nu som før, og efter at han paa den Maade havde skudt Dyret 3 Gange, anbragte Hjorten sig midt i Aaløbet.
Min Far var nu klar over, at der skulle skydes paa en anden Maade. Han vadede tværs over Aaen og skød saa Hjorten i Hovedet ved Øjene. Den blev nu liggende og fik saa Halsen skaaret over med en Lommekniv.
Vi Børn og Folkene paa Gaarden havde med Spænding iagttaget den usædvanlige Jagt. Et Studespand blev kørt ud til Aaen, og det store Dyr blev kørt Hjem i Triumf.
Det viste sig at være en 2 Aar gammel Kronhjort af Størrelse som en stor Plag og ved Opskæringen fandtes 3-4 gamle Hagl siddende indkapslede i dens Hjertemuskulatur. Det dødssyge Dyr havde altsaa ved sin ejendommelige Opførsel søgt Lindring for sine Hjertekvaler ved stadig at anbringe sig i det kolde Vand.
J. P. N. Thygesen
Dyrlæge
